Bettina Hansen er 28 år og har de sidste 4 år boet på et socialpsykiatrisk botilbud som tilbyder et længerevarende rehabiliteringsophold i op til 5 år. Inden hun flyttede til botilbuddet havde hun boet mange forskellige steder og i en periode også boet på et herberg. Hun vil gerne flytte fra botilbuddet i løbet af et års tid, men ifølge hendes oplevelse mangler der et egnet sted at flytte til hvor hun kan få den rette støtte og videre hjælp i hendes rehabilitering. Hun vil gerne bo i et bofællesskab sammen med andre unge, hvor der også er personale om eftermiddagen og aftenen, da det især er på de tidspunkter hun har mest brug for støtte.
Siden hun var 19 år, har hun haft kontakt med de socialpsykiatriske tilbud samt flere gang været indlagt på psykiatrisk sygehus p.g.a selvmordsforsøg. For et par år siden fik hun en borderline diagnose, hvilket hun mener har betydet at hun oplever at det er vanskeligt at blive taget alvorligt når hun fremsætter ønsker til behandlingen. Hun har læst meget om psykisk sygdom og følger med i hvilke tilbud der er til mennesker med psykisk sygdom i den kommune hvor hun bor, og hun deltager i foredrag og kurser om recovery, stemmehøring o.m.a. samt
deltager i botilbuddets tilbud om psykoedukation.
Inden hun flyttede til botilbuddet havde hun samtaler hos en psykolog, men i forbindelse med flytningen stoppede disse. Hun har prøvet at få kommunen til at bevilge flere psykologsamtaler, men har fået flere afslag, idet de vurderer at hun ikke har behov for det. For et halvt år siden fik hun dog alligevel tildelt nogle psykologsamtaler i forbindelse med en voldsepisode.. Hun vil gerne have været på på et behandlingssted, hvor hun kunne gå i kognitiv terapi eller psykoterapi, da hun har læst at det har en god effekt på mennesker med hendes vanskeligheder.
Hun har ytret ønske om at starte på en ungdomsuddannelse, men hun fik ikke færdiggjort 9. klasse. Hun har forsøgt at deltage i et særligt tilrettelagt undervisningsforløb for mennesker med psykosociale vanskeligheder, men havde svært ved at ikke koncentrere sig om
undervisningen så hun endte med at springe fra. Hun håber dog en dag at kunne genoptage uddannelsen, og hun skriver ofte små noveller på sin computer.
Bettina Hansen har kontakt til den ene af sine 4 søskende og med sin mor, hendes far har hun ikke set siden hendes forældre blev skilt. Familen bor ca. 100 km fra hvor hun bor nu og kommer meget sjældent på besøg i botilbuddet, hvilket hun er ked af. Nogle gange tager hun
på weekend hos sin mor, men det ender ofte med skænderier og hun får det altid dårligt efter disse weekendophold. Hendes tidligere veninder fra folkeskolen har hun ikke længere kontakt med. Hun fortæller at hun kun har venner som er psykisk syge, hvilket hun er meget ked af, da hun gerne vil lære såkaldte ”normale” unge på sin egen alder at kende. Men hun oplever det er meget vanskeligt, men har via internettet nogle mailkontakter, men de mødes aldrig i virkeligheden. Nogle gange deltager hun i sociale arrangementer i botilbuddet som f.eks.
fællesspisning og turer, men for det meste holder hun sig meget for sig selv.
Set ud fra et borgerperspektiv mangler der:
1) Psykologsamtaler
2) Kognitive behandlingstilbud
3) Uddannelsestilbud tilpasset hendes særlige behov
4) Støtte til etablering og vedligehold af sociale kontakter
5) Inddragelse af familien
Set ud fra et institutionsperspektiv mangler der:
1) Rehabiliteringstilbud som bygger på forskningsbaseret viden
2) Uddannelsestilbud tilpasset på brugerens særlige behov
3) Tilbud som er fleksible hvad angår personalestøtte
4) Muligheder for deltagelse i ”normale tilbud” med jævnaldrende
5) Inddragelse af familie og pårørende
Internationale studier peger på at rehabiliteringstilbud som fremmer recovery i højere grad bør baseres på borgerens aktive deltagelse og på borgerens deltagelse i arbejde, uddannelse samt deltagelse i sociale netværk, og kontakt med familie og pårørende har betydning for
bedringsprocessen (1). Der er manglende sammenhæng mellem det aktuelle rehabiliteringstilbud og den forskning der findes eksisterer området, hvilket betyder at der er behov for udvikling af rehabiliteringstilbud der i højere grad bygger på evidensbaseret viden.
De kognitive behandlingsmetoder har vist sig at have en moderat effekt på symptomer (2). Men der mangler forskningsbaseret viden om hvilken betydning de rehabiliteringstilbud som gives i Danmark har i forhold til borgerens bedring, og hvordan tilbuddet højere grad kan imødekomme borgerens individuelle behov og ønsker. Ifølge denne praksishistorie har
opholdet på botilbuddet hjulpet borgeren med at skabe ro og stabilitet i hendes liv. Ved hjælp af den støtte hun har fået på botilbuddet, har hun ud fra hendes egen beskrivelse lært at håndtere sine negative tanker og ser mere positivt på fremtiden. Hun har ikke har været indlagt på psykiatrisk hospital i over et år, og ifølge Bettina er der en bedringsproces i gang. Selvom hun i perioder har det dårligt og har selvmordstanker, så er der længere imellem og vanskelighederne ser ud til aftage.
Betydning
Ifølge denne praksishistorie så har opholdet på botilbuddet hjulpet Bettina Hansen med at skabe ro og stabilitet i hendes liv. Ved hjælp af den støtte hun fået i botilbuddet, har hun ud fra hendes egen beskrivelse lært at håndtere de negative tanker og hendes selvmordstanker er aftaget. Hendes rehabiliteringsproces bevæger sig således i positiv retning, men der mangler rehabiliteringstilbud som yderligere kan understøtte bedringsprocessen. International
forskningsresultater vil her være væsentlige at inddrage med henblik på at hun iværksat tilbud som kan understøtte hendes videre bedringsproces. F.eks. brug af terapeutiske behandlingsmetoder, familieinddragelse, og netværksmobilisering.
Fremmende/hæmmende faktorer
De fremmende elementer i rehabiliteringsforløbet har ifølge borgeren været at hun har kunnet være i rehabiliteringstilbuddet over længere tid (4år), samt den støtte hun har fået til selv at kunne mestre de vanskeligheder hun oplever hun har. De hæmmende faktorer
rehabiliteringsforløbet har ifølge borgeren været at hun ikke selv har kunnet vælge og have indflydelse på hvilke tilbud hun kunne deltage i under opholdet, f.eks. psykologsamtaler og kognitiv terapi.
Set ud fra et institutionsperspektiv har det virket fremmende at personalet har bidraget med individuel støtte og opbakning i rehabiliteringsprocessen. En hæmmende faktor er manglende
tilbud som kan imødekomme borgerens individuelle ønsker og behov, og der mangler tilbud som bygger på den bedst gældende evidens indenfor rehabilitering af mennesker med psykosociale vanskeligheder, f.eks. støttet arbejde i "normale" arbejdstilbud, kognitive
terapibehandlingsformer og familieinddragelse.
Referencer:
1) Wilken JP, Hollander D (2008) Rehabilitering og recovery. En integreret tilgang. København: Akademisk Forlag.
2) Wytes T, Steel C, Everitt B et al (2008) Cognitive behavior therapy for schizophrenia: Effect sizes, clinical models and methodological rigor. Schizophr Bull; 34:523-537.
Temaer
Fleksibilitet, individuelle tilbud, evidensbaseret viden, forskning.
Praksishistorie nr. 55
Institution/Organisation: Videncenter for sundhedsfremme, sundhedsteknologi og rehabilitering,
VIA University College
Kontaktperson: Kirsten Petersen - [email protected]
Kilde: Praksishistorie 55 i "Rehabilitering i Danmark 2010
- beskrevet gennem praksishistorier",Rehabiliteringsforum Danmark
November 2010
