Opnåelse af konsensus i relation til rehabiliteringsoplægget, som middel til reel patientdeltagelse. Eksemplet er udskrivelse fra rehabiliteringsinstitutionen efter en rygmarvsskade

Introduktion

Dette er en fortælling fra patientperspektivet fra et forskningsprojekt om, hvordan det opleves, når der under rehabilitering er mangel på konsensus imellem de professionelles mål og vej dertil og rehabilitantens (til fodnote; begrebet rehabilitanten bruges for at favne den særlige situation og de særlige vilkår et menneske lever under ved rehabilitering. Således søges med et ord at åbne for en forståelse af menneskets situation, som ikke svaret til patientens og heller ikke borgerens). Det rejser det mulige dilemma i mellem patientens perspektiv og den professionelles vurdering. Konsensus indebærer, at mennesket under rehabiliteringen får sat ord på situationen fra hans/ hendes perspektiv og sammen med de professionelle og deres viden kommer frem noget, patienten oplever som den rette vej imod de rette mål. Forskning (1) viser, at det er nødvendigt for, at et menneske under rehabilitering ”kan komme sig” mentalt og komme i gang med livet igen (recover). Fortællingen vil vise betydningen og konsekvenserne af afhængighed, når konsensus ikke kan nås.

Beskrivelse af aktivitet og forløb m.v.

Afgørelsen, af hvornår et rehabiliteringsforløb skal afsluttes, har stor betydning for livet fremover. Selve beslutningsprocessen, patientens deltagelse og de professionelles svar derpå sætter aftryk. Det fremgår af en 22 årig mands tanker, da han bliver konfronteret med de professionelles planer om udskrivelse på baggrund af de første sparsomme fremskridt. Til hans forfærdelse afskriver de grund til yderligere rehabiliteringsindsat med henblik på forbedret fysisk
funktion.
 

Jespers indre dialog: Det havde været så svært at tro på et liv efter dette. Især mens følelsen af at være på babystadiet nærmest havde slået ham ud. Ikke at kunne spise selv og have ble på og kun kunne komme rundt, hvis en anden skubbede den dumme stol. Det havde været helt vildt, da han fik stolen, han selv kunne køre. Det have ikke være til at holde den i ro, som om han måtte have revanche for alle de dage fastlåst i sengen eller stolen. Men nu troede han på, at det var mulig at få det godt igen. Og han ville op på hesten igen. Den dobbelte betydning deraf fik smilet frem. Det ville ikke blive som før, hverken ridningen eller livet, det var indelysende, men noget der lignede kunne måske også blive til et helt fornuftigt liv. Selv om genoptræningen i fysioterapien godt nok gik meget langsomt. Nogle dage skete der nærmest ingen fremskridt. Så hjalp det at tænke en uge tilbage. Hænderne var vågnet rimeligt hurtigt og styrken var ikke så ringe, især hvis han skelede til, hvad de andre kunne klemme, når de sad i ergoterapien. Derimod benene, de var træge. Ærligt talt var det fysioterapeuten, der gjorde hele arbejdet. Men de skulle nok komme i gang. Det skulle blive bedre!
 

Det, der nu havde slået ham helt ud var, at overlægen havde sagt, at de nu stilede imod, at han fortsat skulle være kørestolsbruger og ville målrette træningen derimod. Det var som om, at tæppet var blevet trukket væk under ham. Han kunne da godt se, at der ikke var sket me-
get i de sidste uger. Men han vidste, at det kunne blive bedre. Han var ikke parat til at opgive nu. Udskrivelsen var planlagt, selv om han kun kunne være i stuen hjemme med toiletstol og klatvask. Overlægen mente, at de havde gjort, hvad de kunne for ham. Selv om han havde
forsøgt at sige, hvad han mente, havde han ikke rigtigt kunne argumentere igennem, så overlægen kom på andre og ville ændre planen. Bilen og boligindretningen var bestilt, så det ville
komme på plads på et tidspunkt og indtil da kunne han få bad på plejehjemmet 3 gange om ugen.
 

Det kom som en dom. Overlægen havde slet ikke spurgt til, hvad han tænkte om sin situation og mente, der var af muligheder. Overlægen havde ikke givet sig tid til, at de kunne have talt det igennem eller spurgt til hvad denne udmelding, betød for ham. Det kunne da godt være, at overlægen havde ret, men samtalen havde ikke ændret hans syn på sagen og da slet ikke fået et liv som fortsat kørestolsbruger til at ligne noget, han kunne forlige sig med.
 

Da han ikke kunne selv, men havde brug for andres praktiske hjælp og ekspertise til at fortsætte sin genoptræning, havde han fire muligheder, 1) enten kunne han forsøge at overbevise dem, så de og han igen var enige om målet og vejen til det, eller 2) han kunne prøve, om han
alligevel selv kunne gøre noget, eller 3) måske finde andre eksperter, der var villige til at hjælpe ham. 4) Alternativet var, at han måtte bøje sig for deres syn på situation og følge deres plan. Det var svært at være afhængig af andre. I gamle dage ville han have kunne stå ale-
ne og gå sine egne veje, men ikke nu. Denne afhængighed var så vanskelig. Den betød ofte, at han måtte skære ned på det, han gerne ville, fordi det kostede så mange anstrengelser at få andre til at gøre det for ham, hvis de overhovedet ville eller kunne. Mon det endte med, at
han måtte lave helt om på sig selv?


Denne fortælling rejser en række problemstillinger; Er rehabiliteringen slut, når de professionelle trækker deres indsats tilbage (det siger Hvidbogens definition faktisk). Hvad skal ligge til grund for ophør af professionel rehabiliteringsindsats? De professionelles vurdering af, at det ikke vil føre til målbare resultater? Eller rehabilitantens vurdering af, at for eksempel træningen ikke længere giver nogen mening. Men denne mening kunne måske både være oplevelse af at gøre alt, hvad man kan, fysisk velvære eller fysiske forbedringer, der resulterer i opnåelse
af nye funktioner. Det ser ud til, at fremskridt og rehabilitering er to tæt integrerede størrelser. Rehabilitering skal føre til fremskridt og fremskridt kan få såvel de professionelle som rehabilitanten til at øge rehabiliteringindsatsen. Det indikerer, at rehabilitering skal føre til no-
get. Når de professionelle vælger at stoppe kan rehabilitanten stadig have et ønske om at forsætte. Selv om det er lidet sandsynligt, at det kan føre til funktionel vinding, så kan det måske øge velværet ved at have været i bevægelse samt ved at have prøvet alt. Hvordan ser denne
situation ud fra tanken om patientdeltagelse? Her viser sig flere niveauer af deltagelse. Deltager rehabilitanten i og med, at denne går aktivt ind i udførelsen af de professionelle plan uanset om der er konsensus om disse eller burde de professionelle være deltagerne, der understøtter
patientens oplyste og diskuterede valg. Disse problemstillinger er i tæt sammenhæng med problemstillingen om rehabilitantens afhængighed og måden den professionelle har hjemmel, vilje og evner til at imødekomme den.
 

Betydning

Patientens deltagelse og indflydelse på forløb og målsætning fordrer en særlig form for samspil imellem patient og professionel, så patienten kan se de professionelles rehabiliteringsoplag koblet til sit liv og sin fremtid.
 

Fremmende/hæmmende faktorer

Patientdeltagelse er en fremmende faktor, hvis varianter og udfordringer er beskrevet i en række forskningsporjekter (2). I den kliniske prsaksis er det en fortsat udfordring, der stiller krav om personalet uddannelse og relationelle kompetencer. I de tilfællde hvor patienten ikke
selv formår at tale fra sit perspektiv fordres yderligere, at de professionelle kan træde vikariernde ind og handle som patienten selv ville have gjort, hvis han/ hun var istand til det.

Det gælder også afgørelsen af hvornår rehabiliteringsindsatsen ophører. Her kan både resourcer og professionel indsigt vanskeliggøre konsensus om rehabiliteringens mål; Fra rehabilitantens perspektiv, at kommer videre med livet eller alene, at der fra professionel side er ydet den vidensbaserede indsats, som de professionelle vurderer, vil føre til forbedringer. Dette støder imod, at definitionen faktisk sætter det meningsfulde liv som målsætning, hvilket alene rehabilitanten kan vurdere.
 

Temaer

Patientens deltagelse i rehabiliteringen er helt central for at opnå sammenhæng imellem rehabilitering og at patinten kommer sig (recovery).
 

Patientdeltagelse
 

Beslutningsprocessen
 

Rehabiliteringsafslutningen
 

Referencer:

(1) Angel, S., Kirkevold, M., & Pedersen, B. (in press) Rehabilitation after spinal cord injury and the influence of the professional’s support (or lack thereof). Journal of Clinical Nursing.
(2)Angel, S. (2010) Patientdeltagelse under rehabilitering efter en rygmarvsskade. Tidsskrift for Sygeplejeforskning 26[1] 20-25.

Praksishistorie nr. 54

Institution/Organisation: Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed, Afdeling for
Sygeplejevidenskab

Kontaktperson: Sanne Angel - [email protected]

Kilde: Praksishistorie 54 i "Rehabilitering i Danmark 2010
- beskrevet gennem praksishistorier",Rehabiliteringsforum Danmark
November 2010

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer