Praksishistorien handler om en borger med senhjerneskade og manglende forsørgelsesgrundlag i den kommunale rehabilitering

Introduktion I rehabiliteringsforløbet er der problemstillinger i overleveringen fra sygehus til kommune, og i koordineringen mellem hjerneskadeteamet i kommunen og jobcenteret i kommunen. Desuden vidner praksishistorien om dårligt samarbejde pga. manglende viden blandt fagpersonerne i rehabiliteringen af den senhjerneskadede borger.   Beskrivelse af aktivitet og forløb m.v.

En mand på 50 år indlægges i januar 2008 med en traumatisk hjerneskade. Han er tidligere rask og erhvervsaktiv. Han falder ned fra en lastbil under aflæsning og har ikke mulighed for at tage fra i faldet, så han slår baghovedet direkte ned i asfalten. Han får kraniebrud og deraf følger en hjerneskade med massive kognitive udfald og beskadiget synsnerve.
Han er indlagt i ca. 3 måneder på neurologisk afsnit og udskrives til videre opfølgning i sygehusregi. Han modtager sygedagpenge fra januar 2008.
Han udskrives til eget hjem uden anden opfølgning i kommunen, så det eneste forløb, der er i kommunen er via sagsbehandler i jobcenter.
 

Manden bor sammen med sin hustru på en nedlagt landejendom. Parret ahr en hjemmeboende søn på 19 år. Der hører en del jord til ejendommen, som dog ikke har været dyrket i flere år, da begge ægtefæller er udearbejdende. Det har været forsøgt at sælge jorden fra, men dette har vist sig vanskeligt. Parret har derfor valgt at beholde jorden.
 

I kommunen er der oprettet et hjerneskadeteam som tager sig af de særligt vanskelige sager i forhold til rehabiliteringen af senhjerneskadede borgere. Teamet består af en forløbskoordinator, socialrådgivere, terapeut fra PPR, neuropædagoger og trænende
terapeuter. Da teamet blev oprettet, blev jobcenteret indviteret til at deltage, men takkede nej. Organiseringen i jobcenteret gør at borgeren skifter sagsbehandler i jobcenteret alt efter hvor i systemet han/hun befinder sig (f.eks. sygedagpenge > < pension). Det betyder at
jobcenteret ikke har mulighed for at have en sagsbehandler med særlig kompetence indenfor f.eks. hjerneskade.
Efter at manden i denne historie har været i jobcenterets regi i nogen tid, er sagsbehandleren her i tvivl om, hvordan de skal komme videre med hensyn til afklaring af mandens erhvervsevne. Hun kontakter derfor kommunens hjerneskadeteam. Da hjerneskadeteamet ikke har noget kendskab til denne borger, kontaktede de sygehuset og beder om
journalmateriale samt en genoptræningsplan.
1 år efter mandens indlæggelse modtager kommunen en genoptræningsplan efter afslutning på sygehuset. Han er senest vurderet om han kunne profitere af et fase 3 tilbud i sygehusregi,
men det viste sig, at han ikke tilhørte deres målgruppe.
I kommunen modtager han intensiv træning af både fysioterapeut og ergoterapeut i en længere periode og er fortsat i et træningsforløb – nu i gruppe. Foruden genoptræning bliver han fulgt af kommunens hjerneskadeteam med henblik på rehabilitering.
 

Rehabiliteringen tager afsæt i hans målsætning om, at han gerne vil have en dagligdag til at fungere igen sammen med hustru og søn. Rehabiliteringen fortsætter indtil han er stabil med de tiltag han har behov for.
Genoptræningen tager udgangspunkt i udvikling af de kognitive færdigheder, samt træning og indlæring af kompensatoriske strategier af det nedsatte syn. Han tilbydes både individuel træning og holdtræning. Han har selv en målsætning om at træne synsudfaldet, men han mangler indsigten i forhold til de kognitive problematikker og kan således ikke agere holdtræningen uden styring fra terapeuterne.
De kognitive udfald giver sig udtryk i ændret personlighed og adfærd. Det viser sig også i forhold til, at sønnen reagerer på den ændrede personlighed og adfærd og han begynder at tage afstand fra faderen. De har mange skænderier i hjemmet.
Hustruen er i erhverv og havde i begyndelsen svært ved at han skulle være alene hjemme efter udskrivningen fra sygehuset. Det år det er gået fra indlæggelsen til den kommunale rehabilitering starter har medført, at hustruen ikke ønsker, at rehabiliteringen og herunder
træningen kan foregå i hjemmet – hun kan ikke overskue, at den dagligdag de har opbygget med de problemer, der er, nu skal til at ændres igen i forhold til det hjemlige. De har fundet en rytme og det kræver nye kræfter at bryde den, hvilket hun ikke har.
 

Sideløbende med genoptræningen er der sagsgang i jobcenter med hensyn til afklaring af arbejdsevne. I den forbindelse er der et samarbejde mellem sagsbehandleren og hjerneskadeteamet. Den nærmere udredning er at få udarbejdet en neuropsykologisk
vurdering i forhold til de kognitive udfald. Synsudfaldet bliver også nærmere undersøgt, men der er ingen behandling, der kan afhjælpe disse.
1½ år efter skadesdebut modtager kommunen den neuropsykologiske undersøgelse. Den fortæller, at det mentale tempo og hukommelsen er væsentligt nedsat, der er manglende overblik, planlægning og strukturering, samt problemløsning. Der konkluderes, at han ikke vil
kunne klare et ordinært arbejde, men evt. et flexjob, hvis rammerne og strukturen er svarende til hans behov. Der kan på dette grundlag ikke søges en pension og han skal derfor i arbejdsprøvning.
Sagsbehandleren i jobcenteret har ingen forudsætninger for at kende til konsekvenserne af mandens hjerneskade og hun kan derfor ikke takle ham. Han er udadreagerende p.g.a. presset fra omgivelserne og p.g.a. hans kognitive skader. Dette medfører et dårligt samarbejde mellem ham og sagsbehandleren. I forløbet hos sagsbehandleren i jobcenter har
han derfor en bisidder med fra fagforeningen. Det har medført, at han er blevet rådet til at søge en pension på foreliggende, hvilket han gjorde. Han blev ligeledes rådet til ikke at deltage i arbejdsprøvning. Han fik efterfølgende afslag på ansøgning om pension og efterfølgende
opfyldte han ikke betingelserne for at få sygedagpenge. Han fik afslag på kontanthjælp, da hans hustru er i erhverv og de har en egenkapital i form af den jord, der hører til ejendommen. Hustruens løn alene er ikke nok til at parret kan blive siddende i huset og faldende huspriser i området gør at parret ikke kan sælge ejendommen uden betydelige
økonomiske tab.
 

Betydning

I rehabiliteringen af hjerneskadede borger er det nødvendigt med stor tværfaglighed, samtidigt med at der bør inddrages så få personer omkring den hjerneskadede som muligt. Det er derfor af afgørende betydning, at fagfolkene bygger rehabiliteringen på kendskab til hjerneskaden og dennes konsekvenser (vidensbaseret tilgang).
Desuden er det af afgørende betydning for rehabiliteringen at den økonomiske situation afklares hurtigt, for at borgeren kan koncentrere sig om sin rehabilitering. I denne case inddrager indsatsen ikke det rehabiliteringsperspektiv, der handler om målsætning og
tidsperskeptiv, idet Jobcenteret ikke inddrager sygedagpengeregler og forlængelsesmuligheder i en samlet plan. Man kunne også forestille sig at en rehabiliteringsydelse, der ikke er baseret på et bestemt antal uger, men gives så længe rehabilitering pågår, ville give borgeren mere ro
til at koncentrere sig om sin rehabilitering.
 

Fremmende/hæmmende faktorer

Fremmende elementer i rehabiliteringen er, at fagpersonerne i hans forløb er bekendte med den udredning, der har fundet sted i forhold til den hjerneskade han har og de følger det giver.
Der har været koordinering mellem fagpersonerne i kommunen, dog først et år efter skadesdebut.
 

Hæmmende elementer er, at kommunen først får en genoptræningsplan 1 år efter skadesdebut, at forsørgelsesgrundlaget er uafklaret, at der er forskellige ekspertudsagn, som er svære at sammenstille, samt at sagsbehandleren i jobcenter og bisidderen fra fagforeningen
ikke formår at samarbejde.
Vedrørende genoptræningen er det almindelig kendt, at der fortrinsvis vurderes behov for genoptræning ved fysiske udfald, således at de kognitive udfald ikke anerkendes fuldt ud som et genoptræningsområde. Ofte ses de kognitive udfald først efter udskrivningen.
Vedrørende forsørgelsesgrundlaget er der i dette tilfælde ikke muligt at rehabilitere indenfor sygedagpengeperioden. Det er ofte en langvarig proces, hvor den endelige afslutning på rehabilitering vil være efter grundlaget for sygedagpenge er ophørt.
Forsørgelsesgrundlaget må ikke forhindre en rehabilitering som den gør i dag. Han formulerer det således: ”hvordan kan man tale om bedre livskvalitet, når vi ingen penge har”.
Hans synsudfald gør, at han kun kan klare stillesiddende arbejde, hans kognitive udfald gør, at han skal arbejde mere praktisk. Det betyder, at de to forhold ikke harmonerer. Derfor er der et dilemma, når eksperterne udtaler sig om hver sit område i forhold til arbejdsevnen.
Manglende forståelse for hjerneskade og følgerne fra den person, som han har bedt om at være bisidder og talerør har forkludret sagsgangen og han er derfor ikke blevet vejledt optimalt.
 

Temaer

Koordineret og sammenhængende indsats: I denne case gives der eksempler på at der mangler koordinering mellem de forskellige sektorer; mellem sygehuset og hjerneskadeteamet i kommunen og mellem hjerneskadeteamet og jobcenteret. På trods af at der er nedsat et tværfagligt hjerneskadeteam i kommunen lykkedes rehabiliteringen ikke fordi forskellige fagfolk taler forbi hinanden både internt i kommunen og mellem kommune og sygehus. Den samlede rehabiliteringsindsats bliver derfor ikke et sammenhængende forløb.
 

Vidensbaseret indsats: Socialrådgiveren i Jobcenteret udnytter ikke den viden der er i hjerneskadeteamet. Manden bliver svigtet fra Jobcenterets side, da socialrådgiveren vurderer mandens beslutning, som hans eget frie valg - velvidende, at det valg han foretager, er et vældig uklogt valg. Mandens sygdom (de kognitive skader) forhindrer ham i at kunne foretage kvalificerede valg. Denne viden, som er til rådighed i kommunen, burde have været udnyttet til at tilpasse indsatsen til hans særlige situation.
 

Tidsperspektivet: I denne case bliver informationerne ikke givet videre rettidigt, hvilket i sidste ende betyder, at manden mister sit forsørgelsesgrundlag.

Praksishistorie nr. 33

Institution/Organisation: Kommune
Kontaktperson: Ergoterapeut

Kilde: Praksishistorie 33 i "Rehabilitering i Danmark 2010
- beskrevet gennem praksishistorier",Rehabiliteringsforum Danmark
November 2010

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer