Introduktion
Beskrivelse af aktivitet og forløb m.v.
Det drejer sig om en 54 årig kvinde NN, opereret for højresidig brystkræft i januar og februar 09.
Siden operation delvist sygemeldt fra job som teknisk assistent med bilat. armbelastende pcopgaver i privat virksomhed.
Efterbehandling: 6 gange kemo, 5 ugers daglig strålebehandling og antihormonbehandling gennem 5 år.
NN kontaktes af kommunal sociallæge på på sygehusafdeling vedr. tilbud om deltagelse i rehabiliteringsprojekt. NN siger i første omgang nej tak.
NN deltager jævnfør genoptræningsplan fra sygehusets brystkirurgiske afdeling i almen kommunal genoptræning og bliver i forbindelse med dette opmærksom på at rehabiliteringsprojektet indeholder tilbud om yderligere fysisk træning.
NN kontakter herefter selv sociallægen, modtager den første socialmedicinske samtaler og tilknyttes projektet.
Fysiske problemstillinger: træthed, ledsmerter, hårtab, kvalme, feberepisoder (indlæggelser), knoglemarvspåvirkning, allergisk reaktion på kemo, oppustethed, vægtøgning, nedsat koncentration og hukommelse, øget søvnbehov, hedeturer, stakåndethed og labilitet. Desuden gener af overfladisk årebetændelse på venstre (ikke opererede side) underarm i form af smerter samt nedsat bevægelighed i venstre albue og diffust nedsat bevægelighed i højre skulder/brystregion.
I forbindelse med projektet modtager NN følgende ud over de 2 obligatoriske socialmedicinske samtaler:
- fysisk træning 2 gange om ugen i 4½ måned.
- vejledning ved diætist mhp. vægttab.
- forløb ved psykolog - på opfordring med deltagelse af ægtefælle.
- "rundbordssamtale" med deltagelse af NN, kommunal social rådgiver og arbejdsgiver i
- forbindelse med plan for optrapning af arbejdstimer.
- efter afsluttet træningsforløb ønsker og modtager NN hjælp til arbejdspladsvurdering af projektets fysioterapeuter.
Tværsektionel problemstilling: NNs kemobehandling kompliceres af gentagne årebetændelser ved indstiksted i underarm. Hun gør tidligt opmærksom på problemet på kemoafsnittet og bliver henvist til behandling på sygehusets rehabiliteringsafdeling. Første henvisning
bortkommer og anden henvisning hører NN ikke noget fra -det viser sig at rehabiliteringsafdelingen giver kemoafsnittet besked om at patienten ikke kan modtages, men skal søge behandling hos privat praktiserende fysioterapeut eller tilbydes en genoptræningsplan mhp bevægetræning.
De kendte problemstillinger for brystopererede er f.eks. hævede arme som følge af lymfødem eller bevægeindskrænkninger som følge af strengdannelse/vævsstramninger i opererede side disse tilstande behandles på sygehuset.
NNs gener i venstre underarm er ikke så almindelige og afvises derfor i sygehusregi som ovenfor nævnt med henvisning enten til kommunen (almen genoptrænngsplan) eller til privat praktiserende fysioterapeut.
NB. Ud af de 35 kvinder der har været tilknyttet den fysiske træning i projektet har 3 haft disse gener. Rehaliteringscenter Dallund har ligeledes beskrevet dette som en kendt bivirkning efter kemo.
Betydning
NN oplevede at projektdeltagelsen var medvirkende til at hun kunne etablere strukturen på dagligdagen og bevare tilknytningen til arbejdspladsen. Den fysiske træning var af stor betydning
- det føltes godt at kunne gøre noget fremadrettet og "raskt" i den lange behandlingsperiode (ville gerne have haft muligheden for at kunne træne hver dag).
Fremmende/hæmmende faktorer
Projektets ide og forslag fra begyndelsen var at personalet på sygehuset skulle orientere om rehabiliteringsprojektet, men det viste sig vanskeligt i praksis pga arbejdspres på sygehusafdelingen, hvorfor soc.lægen tog konsekvensen og arbejdede direkte på sygehuset.
Sygehusets patientvejledere er patienternes direkte kontakt til sygehuset. Patienterne oplever imidlertid ikke at ordningen fungere i praksis, idet det er svært at komme igennem på telefonen, og der ikke er mulighed for at lægge en besked.
Som professionelle har vi også benyttet patientvejlederen som en mulig indgang til sygehussystemet, idet denne med et opslag i journalen har kunnet udfylde de informationshuller vi og patienterne har haft. Vi har på denne måde kunnet hjælpe patienter med konkrete svar, opklaring af forløb og forståelse af sammenhænge.
I projektforløbet er vi imidlertid blevet klar over at dette er misbrug af patientvejlederen - men kommunikationsvanskeligheder mellem sygehus og kommune er en hæmmende faktor for arbejdet med rehabiliteringsprocessen - en direkte adgang til journaler ville være ønskelig.
I forhold til samarbejdet mellem projektfysioterapeuter og soc.lægen kunne en formaliseret og på forhånd fastlagt mødestruktur være et forslag - en konference omkring alle fælles patienter f.eks. lige efter starten på den fysiske træning. Her kunne der måske på et tidligere tidspunkt komme focus på arbejdsplandsrelaterede problemstillinger og evt. planlægning af rundbordssamtaler med arbejdsgiver eller besøg på arbejdspladsen m.m.
Det kommunale system er som sygehuset stort og uoverskueligt at bevæge sig rundt i for kræftpatienter, som meget ofte har mange forskellige problemstillinger i et langt forløb.
I lighed med sygehusets kræftpatientvejledere kunne en kommunalt ansat tovholder/vejleder med kendskab til både kræftpatientens specielle situation og kommunens forskellige tilbud fungere som sparingspartner i rehabiliteringsprocessen og "guide" i den kommunale verden.
Temaer
NN er eksempel på gråzone i forhold til opgavefordeling mellem region, kommune og privat praksis.
N.B. Mange lymfødempatienter oplever den samme gråzone, idet der er lange ventetider på behandling hos lymfødemterapeuterne på sygehusene.
Praksishistorie nr. 31
Institution/Organisation: Odense Kommune
Kontaktperson: Asger Kudahl
Kilde: Praksishistorie 31 i "Rehabilitering i Danmark 2010
- beskrevet gennem praksishistorier",Rehabiliteringsforum Danmark
November 2010
