Store testdag på Randers Sundhedscenter

10/01/2013 09:41

Randers Kommune

Torsdag den 10. januar inviterer Randers Sundhedscenter alle borgere i Randers Kommune til at få målt bodyage, teste lunger og kondition og få en snak med diætister og sundhedsvejledere.

”Vi ønsker alle borgere i Randers Kommune et godt nytår med lidt mere sundhed. Derfor slår vi dørene op til alle vore specialister på én gang. De vil teste og vejlede borgerne, til at tage små sunde skridt, der virker for den enkelte familie,” forklarer Susanne Bækgaard, leder af Randers Sundhedscenter

Feriebillede kickstartede vægttab
Søren Kriegbaum fra Randers deltog for et år siden i et åbent hus arrangement på Randers Sundhedscenter, hvor borgerne kunne få målt deres bodyage. Siden dengang har han tabt 25 kilo:

”Jeg er overvægtig og har i mange år forsøgt at tabe mig, uden det har haft en virkning. Da jeg efter en ferie til Caribien sidste år så et billede af mig selv, fik jeg så stort et chok, at jeg meldte mig til et arrangement på Randers Sundhedscenter. Her fik jeg målt min bodyage og efterfølgende talte jeg med en diætist. Siden dengang har jeg lagt mine kostvaner om og er begyndt at gå og cykle hver dag. Jeg har fået meget mere energi og er frisk på at tabe flere kilo,” fortæller Søren Kriegbaum.

Leg er bedre en fitness
Fra den 3. januar 2013 er der online tilmelding til de mange tilbud på Randers Sundhedscenters hjemmeside:

”I begyndelsen af januar måned er alle aviser og magasiner fyldt med slankekure og gode råd om nye motionsvaner. Rigtig mange mennesker kaster sig over de mange tilbud, men de fleste giver op efter kort tid, fordi det er for krævende at ændre vaner. Vi ønsker at gribe fat i borgernes virkelighed ved at finde ud af hvad, der motiverer den enkelte til at leve et sundere liv. Hvis man plejer at spise meget hvidt brød, skal man ikke fluks skifte alt brødet ud med rugbrød, men prøve sig frem lidt ad gangen. Det er også bedre at lege med ungerne efter aftensmaden end at købe et klippekort til et fitnesscenter, der aldrig bliver brugt, fordi man ikke har tid i en travl hverdag,” siger Susanne Bækgaard, leder af Randers Sundhedscenter.

Arrangementet er gratis

Mest Læste

Annonce