Pernille er 16 år og har let cerebral parese. De motoriske funktionsnedsættelser begrænser sig til let nedsat gangfunktion på højre ben. Langt fra alle vil lægge mærke til det, når de første gang møder hende. Balanceevnen er derimod nedsat og sætter grænser for, hvilke aktiviteter Pernille kan deltage i. At stå på rulleskøjter eller cykle på en almindelig tohjulet cykel eksempelvis. Samtidig har Pernille specifikke indlæringsvanskeligheder, især koncentrationsevnen, korttidshukommelsen, rum-retningssansen og evnen til at bearbejde
synsindtryk er nedsat. Dette er en beskrivelse af hendes skoleforløb fra 0. til 9. klasse.
0. klasse: Pernille går på en almindelig folkeskole med 900 elever i en større dansk by. Hun testes af PPR ved skolestart og vurderes til at have gavn af en centerklasse, men da skolen kun kan tilbyde en klasse med elever med ADHD, inkluderes hun i en almenklasse med støtte.
1. klasse: Det viser sig, at Pernille især har svært ved matematik og har desuden svært ved at begå sig socialt i klassen.
2. klasse: Familien flytter til en mindre by og Pernille starter op på en ny, mindre skole med 120 elever. Hun fortsætter i en almenklasse med støtte i matematik og idræt.
3. klasse: Støtte- og matematiklæreren stopper, og Pernille får to nye i stedet. Lærerskiftet frustrerer Pernille. Hun får det tiltagende svært fagligt og socialt, og tynges af følelsen af at være anderledes og manglende selvtillid. Hun mister lysten til at komme i skole. Pernille testes af PPR og henviser hende til en specialklasse på en almen folkeskole med 500 elever i den lidt større naboby cirka 10 km. fra hjemmet. Der er 5 elever i klassen.
4. klasse: Det går bedre socialt, og Pernille får to veninder fra parallel-specialklassen.
5. klasse: Specialklasserne på skolen omstruktureres, og Pernille får nye lærere. De er nu 8 elever i klassen med to lærere i de fleste timer. Det bliver en lidt mere broget klasse med hensyn til elevernes funktionsniveau, heraf en del med ADHD, og klassen præges af mere uro. Det faglige niveau ligger lidt under, hvad Pernille kan klare, og hun enkeltintegreres derfor i en almenklasse i engelsk og dansk. Derimod fritages hun for idræt og modtager fysioterapi i stedet.
6. klasse: Enkeltintegrationen i engelsk og dansk afsluttes, da det ellers ikke er muligt at få planlægningen af lærernes timetal til at gå op. Pernille undervises igen i specialklassen i alle timer. Klassen præges stadig af megen uro, og eleverne undervises i basale færdigheder i at
indgå i sociale relationer og følelsesmæssig selvkontrol. Undervisningen er især møntet på elever med ADHD, og Pernille fritages for denne undervisning. Pernille kæmper i stigende grad med lavt selvværd og følelsen af ikke at være god nok og at være anderledes. Hun er en stille
pige, føler sig ofte overset og bliver mere og mere indelukket. PPR vurderer dog ikke, at der på nuværende tidspunkt er behov for et andet skoletilbud.
7. klasse: Pernille får ny klasselærer, og klassen har nu kun én lærer ad gangen. Der bruges meget tid på konflikthåndtering i klassen, hvilket går ud over undervisningstiden. Der går én elev ud af klassen, og der starter 4 nye. Efter nogle måneder går to af disse ud igen. Pernille
har det tiltagende svært socialt, men holder dog fast i den ene af sine veninder. Har svært ved at bede om hjælp fra lærerne og føler sig stadig overset. Hun føler, at hun lærer for lidt, og at der bliver brugt al for megen tid på at se film. Hun opfatter det som spild af tid. Hun bliver
tiltagende depressiv, får selvmordstanker og tanker om at skære sig selv. Starter herefter psykologbehandling en gang ugentligt.
8. klasse: Ifølge Pernille selv bliver 8. klasse et mareridt. Hun har ingen lyst til at gå i skole. Der kommer 4 nye elever, så de nu er 14 i alt, heraf stadig en del med ADHD. Lærerne har ikke meget tid til individuel hjælp, og derfor arbejder Pernille meget alene. Der tilknyttes derfor en støttelærer til klassen. I biologi og geografi slås klassen sammen med en anden specialklasse. Det resulterer i mere uro og en del filmfremvisninger. Til forældresamtalen gør Pernilles forældre lærerne opmærksomme på, at Pernille har det dårligt. Det er imidlertid ikke
lærernes indtryk. Tværtimod er det deres oplevelse, at hun har det godt i klassen. De bliver derfor overraskede over at høre om de tanker, Pernille kæmper med. Da Pernille ikke får det bedre, fritages hun for undervisning tirsdag og torsdag. Senere på skoleåret tages hun helt ud
af klassen og får eneundervisning 3 timer hver mandag, onsdag og fredag. Dette fungerer heller ikke optimalt. Hun indlægges på børnepsykiatrisk afdeling efter at have skåret i sig selv. Efter udskrivning visiteres Pernille til en centerklasse for elever med bevægehandicap og kognitive problemstillinger. Klassen ligger på en almen folkeskole med 600 elever cirka 60 km fra hjemmet. Pernille bliver hurtigt tryg ved skolen, og åbner sig mere i forhold til lærere og
klassekammerater. ”Det er det bedste, der er sket i mit liv”, siger hun. Hun har dog stadig depressive tanker i perioder, men er i bedring.
9. klasse: Pernille får et godt forløb på specialskolen. Halvvejs gennem niende klasse får hun et fritidsjob som bogopsætter på skolens bibliotek. Efterhånden som skoleforløbet nærmer sig sin afslutning, bliver hun tiltagende ængstelig og bekymret over, hvordan hendes fremtid skal
forme sig. Der iværksættes enkelte samtaler med Børnepsykiatrisk Afdeling, men afsluttes hurtigt og slutter niende klasse med Folkeskolens Afgangsprøve i dansk.
Betydning
Praksishistorien illustrerer de situationer, hvor rehabiliteringstanken i grundskolen skal bevæge sig i grænselandet mellem almen- og specialområdet, og de dilemmaer der kan være forbundet med at tilrettelægge undervisningen efter den enkelte elevs behov i situationer, hvor elevernes funktionsnedsættelser varierer i typer og omfang.
Fremmende/hæmmende faktorer
Fremmende:
- handicapfaglig ekspertise og specialiseret viden
-forældreinddragelse
- tværsektorielt samarbejde
- at finde den rette balance i graden af inklusion, undervisningsdifferentiering og individuelt tilpasset undervisning
Hæmmende:
- manglende handicapfaglige kompetencer og viden
- mangelfuldt tværsektorielt samarbejde
-mangelfuldt forældresamarbejde
- manglende undervisningsdifferentiering og individuelt tilpasset undervisning
- mangel på relevante undervisningstilbud i nærmiljøet
Temaer
Inklusion af børn med cerebral parese
Gråzonen mellem almen- og specialundervisning
Undervisningsdifferentiering og individuelt tilrettelagt undervisning
Praksishistorie nr. 59
Institution/Organisation: Videnscenter for Bevægelseshandicap
Kontaktperson: Morten Kurth
Kilde: Praksishistorie 59 i "Rehabilitering i Danmark 2010
- beskrevet gennem praksishistorier",Rehabiliteringsforum Danmark
November 2010
