Uddannelse er vejen frem

Velfærd

26/03/2013 10:29

Rebild Kommune

På landsplan er målet, at 95 % af en ungdomsårgang får en ungdomsuddannelse i 2015. I Rebild Kommune er der en gruppe unge, for hvem vejen til en ungdomsuddannelse er lang, da de ikke har de adgangsgivende papirer. Rebild Kommune, Rebild Produktionsskole og VUC Hobro har indgået et samarbejde.

Udover at opnå grundlæggende færdigheder i dansk og matematik kan de unge nu også få papir på kompetencer, de tilegner sig udenfor det formelle skolesystem.

Ungdommens Uddannelsesvejledning i Rebild Kommune (UU Rebild) indgik i september 2012 et samarbejde med VUC Hobro og Rebild Produktionsskole omkring en såkaldt OCN certificering for unge.

 

Det betyder, at unge mellem 15 og 25 år, der af den ene eller anden grund ikke har fået en afgangseksamen fra folkeskolen og ikke er klar til at gå i gang med en uddannelse eller begynde på et job, kan forberede sig og ikke mindst få papir på det, de lærer udenfor det formelle skolesystem. 

Træner personlig og faglig udvikling

I forløbet træner de unge personlige færdigheder, der gør dem i stand til at gennemføre en skole- eller arbejdsdag, og de får de faglige færdigheder, de mangler. På den måde bliver de rustet til mødet med kommende uddannelse eller det fremtidige job.

VUC underviser i dansk og matematik på folkeskoleniveau. På Rebild Produktionsskole arbejder de i moduler med temaet hverdagsliv. Det er fx læring omkring: personlig målsætning, arbejdsmarkeds­forståelse, adfærd og kropssprog, mødestabilitet og orden, personlig hygiejne, økonomi og bordskik/manerer. 

- Når en ung har bevist, at han eller hun kan møde til tiden, tale ordentligt eller håndtere bestemte værktøjer, så kan vi efterfølgende kreditere for det på et læringsbevis, som gør den unges læring og kundskaber tydelige for omverdenen. Det styrker den unge at få et troværdigt papir på sin læring og virker især motiverende for dem, der ikke har gode karakterer med fra folkeskolen, siger Lisbeth Tved Bjerke, der er funktionsleder for UU Rebild, og hun fortsætter:

- Det kan få den unge til at genvinde troen på sine evner til at lære og komme videre. 

Med læringsbeviset i hånden kan den unge blandt andet blive optaget på en erhvervsskole eller komme ind på en arbejdsplads. 

Samtidig bliver det med OCN certificeringen muligt for UU Rebild og beskæftigelsesmedarbejderne i kommunen at kontrollere og dokumentere, at den unge modtager præcis den læring ude hos de forskellige samarbejdspartnere, som bringer vedkommende nærmere målet til at kunne klare sig selv. 

Indtil nu er der uddelt fire læringsbeviser, og fem unge mennesker er pt. i gang med OCN certificering.

Om OCN certifikat

OCN er et internationalt system og en metode til at sætte målbare og sammenlignelige tal og ord på de kompetencer, mennesker lærer udenfor det formelle uddannelsessystem. Hjørnestenen i OCN-metoden er, at lade mennesker bevise, hvad de lærer, når læreprocessen foregår udenfor skolen. Læringen kan tilegnes forskellige steder alt efter, hvilke behov der er. Læringen kan foregå i Rebild Kommunes egne ungeforløb, på Rebild Produktionsskole, i virksomhedspraktikker og på Ungdomsskolen. Tanken er, at den unges læring fremadrettet samles på det samme læringscertifikat – et fagligt ID, der profilerer den unges læring. 

Det Lokale Beskæftigelsesråd har bidraget med 150.000 kr. til at sætte processen i gang og blandt andet sikret at de relevante medarbejdere er blevet godkendt til at foretage certificeringen af de unge. 

Billede: Underviser og beskæftigelsesmedarbejder Dorthe Skall sammen med Lenette K. Andersen og Anette Olsen, der har modtaget deres læringsbevis og er klar til at komme videre.

Mest Læste

Annonce