Voksne med ADHD får hjælp til økonomien

Aarhus Kommune er begyndt at tilbyde gratis, økonomisk rådgivning til voksne med ADHD. Det er Handi-Info, som er Socialforvaltningens informations- og rådgivningscenter for mennesker med handicap, der står bag tilbuddet. De økonomiske rådgivere er to frivillige – en tidligere bogholder og en nyuddannet økonom.

Gennem tiden har Handi-Info fået mange henvendelser fra voksne med ADHD, der søger hjælp til at få styr på deres pengesager. Nu har informations- og rådgivningscentret taget konsekvensen og indgået et samarbejde med to frivillige, der står til rådighed en time hver torsdag. Der er tale om en tidligere bogholder og en nyuddannet økonom, som hjælper brugerne med at lægge budget, få styr på de personlige papirer og forklare breve fra banken og SKAT m.v. Der afsættes en time til hver rådgivningssamtale.

”Når man har ADHD, kniber det ofte med planlægningen, og behovet for at få opfyldt sine materielle behov her og nu får overtaget. Derfor har mange svært ved at kontrollere deres forbrug og holde budgettet, og så skal der ikke meget til, før man helt mister overblikket. Nu tilbyder vi som noget nyt økonomisk rådgivning, og der er allerede en stor søgning til tilbuddet,” siger Helle Holm, leder af Handi-Info.

Den økonomiske rådgivning ligger i tråd med Sociale Forhold og Beskæftigelses frivillighedsstrategi, der har til formål at styrke samspillet mellem forvaltningerne og de frivillige kræfter i foreningslivet og civilsamfundet. Handi-Info har fået kontakt til de to frivillige gennem portalen frivilligjob.dk, og hvis interessen for tilbuddet fortsætter med at stige, vil Handi-Info forsøge at få engageret flere rådgivere.

Rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse Hans Halvorsen roser Handi-Infos initiativ:
”Det styrker velfærden og sammenhængskraften i vores samfund, når vi som almindelige borgere træder til for hinanden. Derfor skal vi som kommune åbne døren for de borgere, der gerne vil gøre en ulønnet indsats for andre, og det er Handi-Infos nye, økonomiske rådgivning til voksne med ADHD et flot eksempel på. Handi-Info skaber rammerne, og frivillige løfter opgaven. Det synes jeg er prisværdigt,” siger Hans Halvorsen.

Den økonomiske rådgivning er åben for alle voksne over 18 år med ADHD.

Aarhus Kommune på DenOffentlige.dk Aarhus Kommune
Aktivitet: Artikler: 176 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene: