Chefen til socialrådgiveren: Brokker du dig også, når der er en ny kassedame i Netto?

Det ødelægger menneskers selvtillid at blive mødt med mistillid, og dårlig ledelse medfører hurtigt ringeagtende handlinger. Her kommer et par af de mere grelle eksempler og nogle tanker om, hvad vi kan gøre ved det. Nina Tejs Jørring er på bloggen.

Jeg møder ofte forældre til børn med psykisk sygdom, der taler om hvor ødelæggende det er at blive mødt med det de opfatter som mistillid og ringeagt fra de mennesker, der skal hjælpe dem.
 
Det er svært ødelæggende for menneskers selvtillid at blive talt ned til, og blive mødt med mistillid. Jeg er sikker på, at vi ikke tænker over, hvor tit vi gør det for ofte skyldes vores ringeagtende handlinger, at vi bare loyalt retter os efter et system, der måler os på produktivitet fremfor medmenneskelighed. Her kommer et par af de mere grelle eksempler:

Ledelsesavisen #2

Læs også Ledelsesavisen

Nyt slag mod NPM

Stine Johansen: Gør op med retningslinier

Hedensted går kreative veje for at finde løsninger

Dokumentation: Regelstyring virker ikke

Se den samlede udgave af Ledelsesavisen #2 her.

Vil du modtage Ledelsesavisen fremover, så klik her.

Vil du vide mere om Forum og være medlem, så klik her.

Eksempel 1: Chefen værdsætter kun antallet af samtaler, ikke respekten for barnet.

For noget tid siden talte jeg med en ung læge, der er på vej til at blive børne- og ungdomspsykiater. Jeg er sikker på, at hun har en drøm om at være et menneske som familierne vil huske med glæde, fordi hun giver dem respekt, håb og hjælp i en periode af deres liv, hvor de kæmper med svære ting i deres liv.
 
Hun fortalte mig om et kæmpe problem:
 
"Min chef skal sikre, at vi har så mange samtaler med patienterne som muligt, og patienterne er jo børnene. Derfor må vi ikke tage samtaler med forældrene uden barnet er tilstede. Jeg ved, det er svært for forældre at fortælle om alle de problemer de har med deres barn. Især når deres barn er tilstede. Derfor vil jeg helst tage samtaler med forældrene, uden barnet er tilstede.
Men det må jeg ikke.
Jeg prøver at løse problemet ved at fortælle barnet om mit problem. Jeg siger: ”
I dag skal jeg spørge dine forældre om alt det, der er svært hjemme hos jer, og jeg ved godt det ikke er spor rart for dig at høre på. Så derfor skal du kun være her de første 15 minutter, så skal du nok få lov til at gå udenfor og vente resten af tiden. Ok?”.
Hvis jeg gør det, så er min chef tilfreds, for så kan vi tælle samtalen som en af dem, hvor patienten er med. Men jeg synes det er uværdigt."
 
Tænk, at skulle kæmpe så hård en kamp mellem de krav hendes ledelse stiller til hende og de idealer og drømme hun har for sit lægevirke, og som familierne med rette kan forvente, at hun har fokus på.
 
Det synes jeg ikke er ok.  

Eksempel 2: Brokker I jer også, når det er en ny kassedame i Netto?

Jeg har mødt en ung socialrådgiver, der arbejder i en kommune. Hun er godt træt af alle de krav familierne stiller til hende. Hun er ked af, at de ofte skælder hende ud.
 
Hun husker stadig hvorfor hun blev socialrådgiver. Hun ville hjælpe folk i nød. Gøre en positiv forskel for udsatte mennesker. Hun er ganske ung - få års ansættelse siden hun blev færdiguddannet - men føler allerede, at hun er ved at ”brænde ud”. For hun oplever slet ikke, at hun er i stand til at møde sine klienter med omsorg, når det altid starter med frustrationer, der hurtigt lyder som brok.
 
Ofte skælder hendes udsatte borgere ud, bare fordi hun er en ny person de mødes med. Måske er hun nummer tre eller fem eller syv sagsbehandler familien møder. Det kan hun jo ikke gøre for, men hun kan godt forstå familiernes frustrationer. Det er hårdt og kan virke meningsløst, når man skal fortælle sin historie for hvad der føles som gud ved hvilken gang.
 
Hun havde forsøgt at tale med chefen om det. Men herfra havde rådet været at svare familien med ordene:
 
”Brokker I jer også, når det er en ny kassedame i Netto?”. 
 
Bum. En socialrådgivers arbejde svarer til det kassedamen i Netto udfører.  
 
Jeg undrer mig over, at der overhovedet findes en leder, der kan sige sådan. Det er faktisk langt mere sårbart at bede om hjælp til sig selv og til sit psykisk syge barn, end det er at betale for en liter mælk. Udsatte mennesker er ramt på sjælen. De har brug for en sagsbehandler de kan have tillid til. Kunden i Netto kan jo iøvrigt selv vælge, hvilken kasse han går til eller hvilken butik, han går i. Det kan borgeren ikke.  

Jeg synes det er voldsomt ringeagtende, både overfor socialrådgiveren og overfor familierne, at udtale sig som den leder gjorde.

 
Lad os få tilliden tilbage
Vi vokser alle når vi mødes med respekt og tillid. Lige nu er systemet domineret af manglende tillid til både borgere og de mennesker, der er ansat i det.
 
Jeg heldigvis også hørt om hvor helende det er, når familier mødes med respekt. Tillid og tro på menneskers evner får os til at vokse.
 
Nysgerrighed og anerkendelse af forældreopgaven og -erfaringerne er det bedste afsæt for udvikling. Forståelse og respekt for barnets og familiens særlige udfordringer, giver mulighed for at lære nye kompetencer. Sammen. Så vokser man og kan nemmere finde overskuddet til at kæmpe videre, finde nye veje og lytte til gode råd fra professionelle. Det skaber den gode cirkel.
 
Forældrene taler om håbet om at blive værdsat som en ligeværdig partner. At status skal være lige med lægens, psykologens, skolelederens, PPR-psykologens og socialrådgiverens osv. 
 
Men hvordan kommer vi derhen, når systemet ikke værdsætter ordentlighed men kun produktivitet?
 
Politikkerne taler om at udvikle en ny model for afregning i sundhedsvæsenet. En model, der værdsætter mere tid og dialog med patienten fremfor alene produktivitet og effektivitet. De taler om et mere menneskeligt sundhedsvæsen. De ved godt at rammerne ikke er til det, så længe vi bruger produktivitet som den vigtigste målestok.
 
Nøglespørgsmålet her er - som en klog person stillede det på Det Etiske Råds debatmøde for nylig "hvordan kan vi kræve af behandlere, at de skal behandle deres patienter ordenligt, når de ansatte selv ikke behandles ordentligt?"
 
Hvis vores fagprofessionelle medarbejdere ikke mødes med samme respekt og anerkendelse som deres ledere kræver, at de møder deres patienter med, så slides de op. Det giver stress. Det giver dårlige løsninger. Det giver ubalance. Det er bare dårlig ledelse, og det har samfundet ikke råd til. 
 
Jeg ved godt, at mange ledere prøver. Men alt for mange er nødt til at gøre brug af civil ulydighed. Det er svært at være sådan en mellemleder. Vi har brug for en ændring i systemet.
 
Kan systemet, administrationen og systemets ledere blive målt på deres evne til at møde deres medarbejdere med respekt og anerkendelse -og som ligeværdige ?
 
Jeg tror godt, det kan lade sig gøre. Jeg tror på dialogen hvor alle er med: politikkere, ledere, medarbejdere og borgere.
 
Lad os dele forslag, erfaringer og eksempler, så vi kan holde fast i de ting, der giver den gode udvikling. Skriv direkte til mig eller herunder.
 
 
Nina Tejs Jørring på DenOffentlige.dk Psykiatrien er ikke længere tabu, men det er stadig voldsomt stigmatiserende at have en psykisk lidelse. Det skal ændres. Mennesker med psykisk sygdom skal behandles med samme respekt og omsorg...
Aktivitet: Artikler: 35 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE
Kommentarer
  • 15.03.16 Steffen Gliese
    Gentofte...

    Kære Nina Tejs Jørring, jeg har først i dag hørt om, at Gentofte har omlagt eller er i færd med at omlægge deres kommunale udvikling til at basere sig på borgerinddragelse. Kunne man forestille sig, at det, hvis det spredte sig, kunne medføre et større fokus på kvaliteten i løsningen af borgernes problemer - til glæde for begge parter og med en betydelig mindre grad af bureaukrati og kontrol?

  • 11.03.16 Nina Tejs Jørring
    Ja! Lige præcis -SYSTEMFORANDRINGER

    Kære Mikkel Schjøtt-Kristensen. Tusind tak for den kommentar. Jeg læste din artikel, og synes den er meget opløftende. Minder mig om, at vi i mit forrige lille team havde meget få afbud til den første samtale, relativt til vores nabo-afsnit. Og vi oplevede slet ingen udeblivelser, som ellers er et stort problem i hele hospitalsverdenen. Forskellen var lille men afgørende: vi ringede og aftalte tiden med familien i telefonen. De andre sendte en tid afsted i et brev. Vore system mener det er nemmest, at vi bare bestemmer tiden og sender den ud i et brev (og nu digitalt), for en telefonsamtale tager alt for lang tid… Men udeblivelser koster meget mere tid. Og den gode alliance der kommer, ved at vise folk respekt, ved at spørge dem hvornår de bedst kan komme, den er givet godt ud!! :-)

  • 09.03.16 Mikkel Schjøtt-Kristensen
    Ja! lige præcis - SYSTEMFORANDRINGER

    Tak for at sætte fingeren på problemet - det er indretningen af systemet den er gal med. Det du beskriver er de mange og tragiske konsekvenser af en traditionel command and control-ledelse, hvor produktivitet og ledelses på tallene bliver vigtigere end at gøre det, der er det rigtige for borgerne.

    Systemforandring kræver 1) borgernes formål skal være udgangspunktet, 2) vi skal måle på, hvor godt vi gør det, der betyder noget for borgerne, 3) vi skal forstå hvorfor vi gør som vi gør i arbejdet - altså hvilke systemforhold begrænser os?
    Systemforhold kan være det, der bliver målt på (antal samtaler), budgetstyring, funktionsopdeling, procedurer, regler - altså de rammer, der er rundt om arbejdet.

    Her et eksempel fra Odense Kommune, hvor vi arbejder på at forandre systemet rundt om arbejdet med at finde den rigtige dagtilbudsplads til børnene: https://www.linkedin.com/pulse/n%C3%A5r-systemet-kan-forst%C3%A5-borgerne-mikkel-schj%C3%B8tt-kristensen

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også