Corydon er klar til at udlicitere børn og ældre

Konsulentfirma skal for staten undersøge udlicitering af ældreomsorg, børnepasning og handicaphjælp.

Langt flere af de såkaldt varme hænder inden for ældreomsorg, børnepasning og handicaphjælp kan være på vej til udlicitering blandt private aktører. Det viser et udbudsmateriale fra Finansministeriet, som Politiken onsdag er i besiddelse af.

I al hemmelighed har Finansministeriet bedt landets førende konsulenthuse om konkrete anbefalinger til, hvordan konkurrencen kan øges – specifikt med fokus på den helt borgernære velfærd, skriver Politiken.

Især tre områder har prioritet ifølge oplægget til konsulenthusene: ældreomsorgen med personlig pleje, genoptræning og drift af ældreboliger. Dagtilbud som børnehaver og vuggestuer. Og endelig nævnes det specialiserede socialområde, som omfatter hjælpen til udsatte unge og voksne samt handicappede.

- Det er centralt, at analysen munder ud i konkrete forslag (anbefalinger/tiltag/initiativer) i forhold til at forbedre bl.a. kvalitet og omkostningseffektivitet ved klassisk offentlig-privat samarbejde, hedder det i udbudsmaterialet.

Finansministeriet har afgjort, at konsulentvirksomheden McKinsey & Co. vinder opgaven med at udarbejde rapporten med anbefalinger, der skal være klar om kort tid. Til det formål er der afsat 4,5 millioner kroner.

Ifølge kommunalforsker Kurt Houlberg fra forskningsinstitutionen Kora er signalet klart.

- Jeg læser ud af dette materiale, at der er en klar dagsorden om, at udlicitering af velfærdsområderne skal fylde noget mere i det fremadrettede fokus i regeringens politik, siger Kurt Houlberg til Politiken.

Blandt regeringens støttepartier vækker det harme, at også den nære velfærd nu ser ud til at blive genstand for større konkurrence.

SF’s nye formand, Pia Olsen Dyhr, kalder idéen "usympatisk".

- Jeg mener ikke, at vi skal eksperimentere med de ældre og vores børn. Vi skal have skabt noget tryghed omkring vores kernevelfærd. Dette her skaber usikkerhed. Og gevinsterne er højst tvivlsomme. Vi kæmpede imod dette her internt i regeringen. Og det vil vi fortsætte med at gøre, siger Pia Olsen Dyhr til Politiken.

Bjarne Corydon skriver i en mail fra Grønland, at konsulentrapporten skal levere "et kvalificeret vidensgrundlag, som politikerne kan træffe beslutning på baggrund af".

- Regeringen har ikke en dogmatisk tilgang til offentlig-privat samarbejde - det skal selvfølgelig kun bruges, når det giver bedre velfærd og effektiviseringer, og ikke rulles ud på alle områder uden at skele til, om det giver mening, skriver Corydon i mailen til Politiken.

/ritzau/

 
Emneord: Udbud, Bjarne Corydon, OPS, Ældreomsorg, Børnepasning, Handicaphjælp, Finansministeriet, Konsulenter, McKinsey & Co
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE
Kommentarer
  • 19.02.14 S Suhr
    Har man "glemt" at undersøgelserne skal i offentligt EU-udbud?

    Udfra ovenstående artikel så virker det som om at man har "glemt" at sende oplægget i EU-udbud, så andre end de i hemmelighed har mulighed for at byde ind på selvsamme oplæg, hvilket er meget mistænkeligt

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også