Da børneperspektivet forsvandt - tale til demonstration for minimumsnormeringer i Århus

Børnesynet er under forandring og vi har behov for en helt ny diskurs indenfor det børnepolitiske område. Dette er en af Jane Mauls pointer ved sin tale for minimumsnormeringer i Århus i dag. Læs hele talen her.

Vi er samlet her i dag, fordi vi alle kæmper for minimumsnormeringer på daginstitutionsområdet. Fra nær og fjern, forældre, pædagoger og alle mulige andre, der mener, at der er noget helt galt med de forudsætninger, vi i dag driver dagtilbud ud fra.

Det ville være oplagt, at tage afsæt i ”Daginstitutioner bag facaden”, den dokumentar, der blev vist på TV2 i denne uge. Det ville være SÅ nemt, at bruge den som løftestang for minimumsnormeringer. Og det har vi de forløbne dage set flere politikere gøre. Pludselig at ville indføre minimumsnormeringer, hvis de bliver en del af den kommende regering.

Og minimumsnormeringer ER essentielle. Det er jo det, jeg taler ud fra i dag. Og det er der bred opbakning blandt mine kollegaer om at mene. I en spritny undersøgelse fra Dansk Psykologforening, udgivet i denne uge, svarer 94% af de adspurgte psykologer, der arbejder indenfor PPR, at normering er en af de tre vigtigste faktorer af betydning, for en øget mistrivsel blandt børn i danske dagtilbud.

Men hvis jeg udelukkende talte om normeringer, ville jeg reducere den kompleksitet, et børneliv rummer. En god normering er ikke garanti for god pædagogik. Det er en forudsætning. Og det er hovedrystende, at vi overhovedet behøver disse demonstrationer. Det burde slet ikke være nødvendigt, for formålet med daginstitutioner er meget tydeligt beskrevet i dagtilbudsloven.

Der står:

  • § 7. Dagtilbud skal fremme børns trivsel, læring, udvikling og dannelse gennem trygge og pædagogiske læringsmiljøer, hvor legen er grundlæggende, og hvor der tages udgangspunkt i et børneperspektiv.
  • Stk. 2. Dagtilbud skal i samarbejde med forældrene give børn omsorg og understøtte det enkelte barns trivsel, læring, udvikling og dannelse og bidrage til, at børn får en god og tryg opvækst.

Men forudsætningerne for at opfylde §7 i dagtilbudsloven er ikke til stede. Det oprør, som vi alle er en del af, som vi står sammen om i dag, udspringer af, at området har været nedprioriteret, udsultet og negligeret igennem en lang periode, og den pædagogiske kvalitet er fra politisk niveau i høj grad erstattet med kontrol, læreplaner og tests.

Prøv DenOffentlige

100.000 mennesker læser med hver måned. Skal du være den næste? 

Prøv os! Bestil vores nyhedsbrev - og få automatisk artikler, debat og konstruktiv viden om velfærdssamfundet.

Det er gratis 

Der er sket et skred i menneskesynet her i Danmark. Fagligheden bliver tiltagende udvandet. Vi har set det ske på sygehusene, i folkeskolerne, i jobcenter-regi, på asylområdet og mange andre steder. Og det er det samme vi ser på institutionsområdet.

Menneskesynet, og dermed børnesynet, er under forandring og det gør mig bekymret. Vi kan tale mangt og meget om, hvordan vi er endt der, hvor vi er i dag, men fra mit synspunkt er det vigtigste, at vi hver især og sammen bliver opmærksomme på og tager stilling til, hvilke værdier, der er væsentlige for os. Både i dagligdagen og som nu, til et folketingsvalg.

Vi bliver nødt til at tage alvoren alvorligt. Vi har brug for en helt anden diskurs indenfor det børnepolitiske område. En politik, på tværs af partier, hvor vi faktisk lever op til det formål, der står beskrevet i dagtilbudsloven. Et nyt børnesyn, hvor der er et trygt og udviklingsfremmende omsorgsmiljø, med dygtige pædagoger, der tager afsæt i et børneperspektiv. Et miljø, der er funderet i omsorg, tryghed og nærvær. Hvor barnet kan mærke, at de voksne vil det. Hvor der er tid og kompetencer til at se børns adfærd som invitationer. Invitationer til at forstå, hvad det er barnet forsøger at vise. Hvor der er plads til at regulere barnet, så det kan lære at regulere sig selv. Hvor barnet bliver forstået og lærer at forstå, at andre mennesker oplever verden anderledes end det selv, og at det er ok. Hvor barnet bliver støttet i sin psykiske udvikling, lærer nye strategier og er en del af et børnefællesskab.

Alle de her essentielle kompetencer, et barn skal udvikle i sin tidlige barndom, er relationsbåret. Men som situationen er lige nu, er der tiltagende sjældent en relation til rådighed for barnet, i en typisk dansk daginstitution. Og forskningen er tydelig: den vigtigste forudsætning for, at børn kan udvikle sig, er en positiv relation til dets omsorgsgivere (familiære såvel som professionelle).

Når jeg ytrer mig om mine faglige meninger om børnesyn på det socialpolitiske område, møder jeg ofte et modsvar i retning af ”det har vi ikke råd til”. Mit argument er, at vi ikke har råd til at lade være. Hverken menneskeligt, men så sandelig heller ikke økonomisk. Det er dyrt, når et barn mistrives. Udover at barnet har det psykisk dårligt, slider det på hele familien. Det koster sygemeldinger, ressourcer fra PPR og børnehave/skole til møder, ”inklusion” med mere, måske en udredning i psykiatrien, hvilket kan medføre plads i en specialskole eller lignende. Det er dyrt – såvel menneskeligt som økonomisk, for både familien, kommune, region og stat.

De sidste par år har flere undersøgelser dokumenteret en stigning i børn og unge i mistrivsel. Næsten hver fjerde ung mellem 16-24 år beskriver i den Nationale Sundhedsprofil fra 2017, at de har det

mentalt dårligt, og KL har for nylig påvist, at 9% af alle børn har fået en psykiatrisk diagnose, når de fylder 15 år. 9%.

Jeg siger ikke, at diagnoser altid er en dårlig ting, men man skal huske præmissen bag: diagnoser er beskrivende, ikke forklarende. Med diagnosen beskrives barnets vanskeligheder, men dette inkluderer ikke nødvendigvis, at årsagen til den beskrevne adfærd bliver forstået eller forklaret.

Stigningen af børn i psykiatrien er nem at forklare med, at der tidligere har været et udækket behov. Men med det argument negligeres kompleksiteten og de sammenhænge og strukturer, som vores børn er en del af – og dermed sker der igen en individualisering af et samfundsmæssigt problem. Lad os da lave koblingen.

Børneområdet har været nedprioriteret i så mange år, at det er nedslidt. I stedet for at tilføre området ressourcer, anerkendelse og betone dets vigtighed, er der indført et kontrol-paradigme – med den slet skjulte agenda, at hvis vi kontrollerer og tester, finder vi de børn, der ikke passer ind og så kan vi fikse fejlen. Inde i barnet. Med lidt individuel støtte eller måske en henvisning til børne- og ungepsykiatrien.

Hvad søren er det, der sker? Det er jo himmelråbende! Børn er ikke problemet, de viser problemet. Når et barn ikke trives, skal vi forsøge at forstå, hvorfor. Hvad er det vi, i omgivelserne, ikke har forstået? Alt mentalt lever socialt og vi er som mennesker dybt afhængige af de relationer, der omgiver os.

Børn har brug for voksne, som de kan mærke vil dem. Og de er politisk set sparet væk og erstattet med nogle måleredskaber, der slet ikke omfavner kompleksiteten i et menneskeliv.

Lige nu fokuseres der på det enkelte barns udfordringer og vanskeligheder. De testes og beskrives. De skal alle leve op til nogle forventningskrav, der ikke tilpasses det enkelte barn – og når barnet så ikke formår at leve op til de forventninger, tolkes det som en fejl/et problem inde i barnet. Så må der være noget galt med det barn. Barnet tillægges i tolkningerne af deres adfærd nogle intentioner, der måske slet ikke er deres.

Med det perspektiv, den tilgang, overser vi den fundamentale præmis, det indebærer at være menneske. Vi lever i relationer, vi dannes i relationer og vi kan ikke se et menneske adskilt fra de sammenhænge, det indgår i. Og dagligt møder jeg i min praksis børn, der er velbeskrevet, men som ikke føler sig forstået.

Husk det, når du om tre dage sætter til kryds til folketingsvalget. Tænk over, hvilket børneperspektiv og menneskesyn, du ønsker for Danmark. Overvej, hvad der har mest værdi for netop dig. Og lad det definere, hvor du sætter din stemme.

Børn er ikke problemet. De viser problemet – hvis vi har tid, ressourcer og kompetencer til at se det!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Emneord: Minimumnormeringer, Jane Roed Maul, 030619, FV2019
Psykolog Jane Roed Maul på DenOffentlige.dk Jane Roed Maul er autoriseret psykolog med særlig interesse i spændingsfeltet mellem psykotraumatologi og neuropsykologi, specifikt traumers påvirkning på hjernen og dermed menneskets trivsel og u...
Aktivitet: Artikler: 8 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også