Danmark er på vej mod A- og B-universiteter

Det øgede optag af studerende på landets universiteter fordeles skævt i forhold til de studerendes karakterer.

I 2015 blev godt 29.000 nye studerende optaget på landets otte universiteter. Det er seks gange mere end i 1988. Den store mængde af nye studerende fordeles dog langt fra jævnt baseret på deres gymnasiekarakterer. 

Det viser et nyt notat fra Danmarks Evalueringsinstitut, skriver Ugebrevet Mandag Morgen.


Notatet viser, at Københavns, Aarhus og Danmarks Tekniske Universitet skummer fløden af studerende med topkarakterer, mens Aalborg og Syddansk Universitet sidder med en voksende gruppe af fagligt svagere studerende.

Eksempelvis har Aalborg, Syddansk og Roskilde Universitet fordoblet deres andele af studerende med lave karakterer siden 2000. Det er ikke tilfældet på landets øvrige fem universiteter.

Dermed samles alle de studerende med gode karakterer i stigende grad på de samme universiteter, mens elever med lavere karakterer i gymnasiet samles på resten.

Den udvikling har ifølge notatet været stigende op igennem 2000'erne, hvor optaget på landets universiteter steg.

Samtidig dokumenterer et kandidatspeciale, at det går ud over kvaliteten af uddannelserne, når flere studerende med dårligere forudsætninger for at tage en videregående uddannelse samles de samme steder.

Uddannelsesminister Esben Lunde Larsen (V) afviser dog, at der fra politisk hold skal gøres noget ved det øgede faglige skævhed.

- De videregående uddannelser skal ikke drive socialpolitik. Når man har bestået en gymnasial ungdomsuddannelse, så har man uanset social baggrund forudsætningerne for at gennemgå en videregående uddannelse, siger han til Mandag Morgen.

Den stigende ulighed får professor på Institut for Naturfagenes Didaktik Lars Ulriksen til at forslå, at studier med en stor mængde af elever med dårligere forudsætninger for at tage en videregående uddannelser skal modtage ekstra støtte til vejledning og feedback.

/ritzau/

Emneord: Danske Universiteter, Universiteter, Aalborg Universitet, Syddansk Universitet, SDU, Danmarks Evalueringsinstitut, Roskilde Universitet, RUC, Elitesatsning, Videregående uddannelser, Esben Lunde Larsen
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også