Dansk Arbejdsgiverforening foreslår massakre på velfærdsydelser til de svageste

Forslaget fra Dansk Arbejdsgiverforening om en reform af offentlige ydelser burde være en aprilsnar, men bidrager desværre bare til den misforståede fortælling om, at førtidspension og andre sociale ydelser er et tag-selv-bord.

Man tror næppe sine egne øjne, når man læser Dansk Arbejdsgiverforenings (DA) forslag til en reform af de offentlige ydelser.
 
Førtidspensionen, løntilskuddet i fleksjob, ledighedsydelsen, ressourceforløbsydelsen, kontanthjælpssatsen og en række andre forsørgelsesydelser til samfundets svageste foreslås rundbarberet – herunder også forsørgelsesydelsen til mange spastikere og andre med svære funktionsnedsættelser.
 
DA foreslår helt konkret, at førtidspensionen sættes ned med 4.400 kroner om måneden, mens de øvrige ydelser foreslås reduceret med mellem 1.000 og 2.500 kroner pr. måned.
 
Ifølge DAs direktør Jørn Neergaard er målet med udspillet, at der skal være større forskel på det beløb, man kan få fra overførselsindkomster og den mindsteløn, man kan tjene ved at arbejde.
 
- Tror DA virkelig, at man kan sulte spastikere med multible funktionsnedsættelser uden talesprog, udviklingshæmmede og andre svært handicappede ind på arbejdsmarkedet ved at sætte blandt andet førtidspensionen ned? Det forekommer så primitivt, at jeg måtte tjekke kalenderen for at forvisse mig om, at det ikke var den 1. april, siger Spastikerforeningens direktør Mogens Wiederholt i en kommentar til DA’s udspil og tilføjer:
 
- Jeg tror og håber, at forslagene er udtryk for, at DA er fuldstændig politisk tonedøve, og at forslagene derfor ikke har nogen reel politisk gang på jord. Men man kan desværre ikke se bort fra, at forslagene bidrager til baggrundsfortællingen om, at førtidspensionen og andre sociale ydelser er ekstravagante ”ta’-selv-retter” på en fuldstændig frit tilgængelig buffet. De ved ikke, hvad og hvem de snakker om – og de forsøger at skyde deres ansvar for at skabe et mere rummeligt arbejdsmarked fra sig ved gøre diskussionen til en diskussion om økonomiske incitamenter. Der er ikke en eneste af de førtidspensionister, jeg kender, der vil komme én millimeter tætter på arbejdsmarkedet af, at man skærer i deres ydelse, siger Mogens Wiederholt.
Emneord: Offentlige ydelser, DA, Spastikerforeningen, Mogens Wiederholt
Spastikerforeningen på DenOffentlige.dk Spastikerforeningen er en handicappolitisk interesseorganisation, der arbejder for at forbedre forholdene for mennesker med spastisk lammelse (cerebral parese).
Aktivitet: Artikler: 11 | Kompetenceområder: 2

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også