Dansk økonomi er på vej tilbage

Velfærd

27/02/2015 11:10

Nick Allentoft

Bruttonationalproduktet steg 0,4 procent i fjerde kvartal. Dermed blev den samlede 2014-vækst på 1,0 procent. Regeringens politik er den afgørende årsag til, at væksten er endt på 1,0 procent, siger økonomiministeren.

Danmarks bruttonationalprodukt blev øget med én procent sidste år. Det viser tal fra Danmarks Statistik, der fredag offentliggjorde Danmarks Nationalregnskab for fjerde kvartal 2014.

Det viser, at væksten i fjerde kvartal endte på 0,4 procent korrigeret for prisudvikling og sæsonbevægelser - ikke mindst takket være en fremgang i privatforbruget på 0,8 procent.

- Det betyder, at der nu for første gang siden midten af de glade nullere har været positiv vækst i dansk økonomi i seks kvartaler i træk, siger Tore Stramer, der er chefanalytiker hos Nykredit Markets.

Han hæfter sig også ved, at dansk økonomi for første gang siden 2011 har positiv vækst i et helt kalenderår.

De største positive bidrag til væksten i 2014 var fra industrien og servicebrancher primært rettet mod erhverv.

Men også husholdningernes forbrug, eksporten og de faste bruttoinvesteringer bidrog til væksten.

Og der er ingen grund til at tro, at opturen stopper i år, siger Helge J. Pedersen, der er cheføkonom hos Nordea.

- De løbende indikatorer viser, at dansk økonomi også har fået en pæn start på 2015. Ikke mindst synes der at være kommet mere substantiel fremgang i privatforbruget understøttet af lav inflation og de ultralave renter.

Samtidig vil eksporten nyde godt af den svækkede kronekurs. Endvidere hjælper den lave oliepris på væksten også på vores eksportmarkeder, siger han.

Helge J. Pedersen venter på den baggrund en vækst på mellem 1,25 og 1,5 procent.

Hos Danske Bank tror cheføkonom Steen Bocian endda på, at BNP kan vokse endnu mere.

- Vi forventer en vækst på 1,6 procent i år stigende til 2,0 procent næste år. Hvis noget, så taler de seneste økonomiske nøgletal for, at vi skal overveje at opjustere vores vækstprognose, siger han.

Danmark kunne sidste år dog ikke helt følge med USA og EU som helhed. Amerikanerne har opgjort væksten i 2014 til 2,4 procent, mens EU-landenes økonomi samlet set voksede 1,4 procent.

 

Østergaard efter nye væksttal: Vi er på vej ud af krisen

Det lysner i dansk økonomi, og det skyldes blandt andet regeringens reformer, lyder meldingen fra økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R).

Reaktionen kommer, efter at nye tal fra Danmarks Statistik overraskende har vist, at væksten i bruttonationalproduktet i 2014 er endt på 1,0 procent. 

- Jeg mener, at regeringen er ved at trække Danmark helt ud af krisen, det viser dagens tal. Dansk økonomi er i fremgang, og vi venter og tror, at væksten vil fortsætte de kommende år, siger han.

Udviklingen var stærkere end ventet af økonomerne, som havde regnet med en fremgang på 0,8 pct. på årsbasis ifølge en rundspørge foretaget af Ritzau Finans.

Regeringen havde også lavere forventninger og nedjusterede således flere gange i løbet af 2014 sit vækstskøn, der til sidst lå på blot 0,7 procent.

- Vi er nu på vej ud af krisen, men det er afgørende at fortsætte med reformerne, så vi kan gribe et europæisk opsving og fastholde en kurs for Danmark, hvor stadigt flere danskere er i arbejde, siger Østergaard.

I fjerde kvartal steg væksten med 0,4 procent, og det er sjette kvartal i træk, at væksten stiger. Det er ikke set, siden den økonomiske krise satte ind.

- Jeg er tilfreds med den klare fremgang, der nu er i dansk økonomi, hvor vi seks kvartaler i træk har haft vækst. For hvert kvartal vi får nye tal, der viser fremgang, jo klarere indtryk får vi af, at det lysner for dansk økonomi. 

- Vi er igennem det værste. Tusindvis af arbejdspladser i det private erhvervsliv er blevet skabt gennem de seneste måneder, og det er glædeligt, at så mange flere nu er kommet i beskæftigelse, siger Morten Østergaard.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce