Flere har fået råd til sådan en sag her.

De allerrigeste bliver endnu rigere

Velfærd

19/11/2015 09:05

Nick Allentoft

En lille overklasse af finansfolk, fabrikanter og direktører spurter økonomisk fra resten af befolkningen. Siden midt i 1980’erne har overklassefamilierne næsten tredoblet deres årlige indkomst, når skatten er betalt.

Det skriver Politiken torsdag på baggrund af en kortlægning fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), der har analyseret udviklingen i indkomster over de seneste tre årtier.

»Der er tale om et opgør med forestillingen om, at vi alle sammen tilhører en stor middelklasse. Overklassen stikker i stigende grad af fra resten af danskerne«, siger chefanalytiker Jonas Schytz Juul, AE, til Politiken.

Ifølge analysen havde en overklassefamilie tilbage i 1985 godt 250.000 kroner efter skat i såkaldt disponibel indkomst. I 2013 var det beløb steget med mere end 177 procent, så den disponible indkomst for ’Familien Overklasse’ nærmede sig 700.000 kroner, regnet i 2015-priser. I samme periode har arbejderklassen oplevet en relativ fremgang på 47,9 procent.

Kortlægningen viser, at alle klasser har oplevet en fremgang i de disponible årsindkomster – altså det beløb, som de kan købe ind for – siden 1985, men i kølvandet på finanskrisen er fremgangen for de almindelige lønmodtagere og store dele af middelklassen gået i stå.

»Arbejderklassen har haft en real nedgang i indkomst i løbet af krisen. Det er i høj grad arbejderklassen, som betaler prisen for krisen. Overklassen havde dog et dyk, lige efter at krisen havde taget fat i 2008 og 2009, men er så kommet ovenpå igen«, siger Jonas Schytz Juul, der også understreger, at lønningerne har bevæget sig lidt opad de seneste år.

Men der er ikke noget problem i, at overklassen »spurter fra andre«, lyder kommentaren fra Geert Laier Christensen, underdirektør i arbejdsgiverorganisationen Dansk Erhverv.

»Det er helt afgørende, at folk, som skaber værdi, bliver belønnet. De betaler en høj skat og er med til at finansiere de velfærdsgoder, som det danske samfund byder på. Og de skaber jobs, som giver skattekroner. Hvis analysen skulle føre til ideer om at beskatte overklassen yderligere, ville det være meget giftigt. Det ville dræbe initiativlysten, og vi skal huske på, at vi fortsat har et af de mest lige samfund i verden«, siger Geert Laier Christensen til Politiken.

Mest Læste

Annonce