En anden vej frem
Det seneste årti har tværsektorielt samarbejde stået højt på dagsordenen i det offentlige sundhedsvæsen. Et af de nye projekter, som har været meget omtalt, er TUE-projektet. TUE står for Tværsektoriel Udrednings Enhed. Projektet udspringer af Sundhedsaftalen for Region Hovedstaden og er gennemført i samarbejde mellem Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, Københavns Kommune, og Bispebjerg Hospital. I et år danner projektet forlæg for et tilsvarende projekt i Diagnostisk Center på Regionshospitalet Silkeborg.
“Mange tiltag i disse år handler jo om at forkorte eller undgå indlæggelser, hvis det er muligt at behandle ambulant, da det er den eneste vej frem i forhold til at nedbringe udgifterne. Hvis patienterne skal udskrives tidligere – eller slet ikke indlægges – kræver det imidlertid, at andre aktører i sundhedsvæsenet overtager nogle af de opgaver, der hidtil har ligget på hospitalerne. Og det skal vel at mærke ske, uden at kvaliteten forringes, så der skal være tillid til, at kommunen kan følge op,” fortæller Bart van West, projektleder, Diagnostisk Center, Regionshospitalet Silkeborg, om baggrunden for projektets implementering i Silkeborg.
TUE-projektet i Silkeborg er en del af Region Midtjyllands afprøvning af nye samarbejdsmodeller mellem hospital og kommune.
“I praksis handler det om, at kommunalt ansatte sygeplejersker skal have arbejdssted på hospitalet. Projektet giver nogle bud på, hvordan man tackler de økonomiske og juridiske udfordringer i forhold til opgavefordelingen mellem kommune og region, men også en viden om de kulturforskelle, som kan være svære at forudse.”
Svært at kopiere
TUE-projektet i Silkeborg bygger eksplicit videre på erfaringerne fra det oprindelige TUE-projekt i København.
“Noget af det svære ved at kopiere et projekt fra et andet sted i landet, er naturligvis, at selvom Regionshospital Silkeborg på nogle områder er sammenligneligt med Bispebjerg, er der også mange forskelle. I København har de andre forudsætninger for projekter, blandt andet fordi de har større patientgrundlag,” siger Bart van West.
”En konkret ting, vi har overtaget fra Bispebjerg, er deres undersøgelsen af andelen af indlagte patienter, der kan konverteres til TUE-patienter. Men potentialet er mindre hos os, for Bispebjerg har i udgangspunktet flere akutte indlæggelser og dermed også flere patienter, der kan konverteres.”
Afsæt i konkrete dilemmaer
Frem for en plan for systematisk overdragelse af viden har tovholderne i Silkeborg brugt Afdelingen for Sammenhængende Patientforløb på Bispebjerg Hospital som sparringspartnere undervejs, når særlige udfordringer er opstået.
“Kontakten har primært været telefonisk. Min kommunale medprojektleder i Silkeborg har talt med Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune, mens jeg har talt med Bispebjerg. Frem for en aftale om ugentlige telefonmøder eller andet, har vi kunnet ringe op, når vi har stået med en konkret udfordring,” fortæller Bart van West.
Den uformelle dialog har været vigtig, da der har været plads til at vende både stort og småt og tage afsæt i konkrete dilemmaer fra praksis.
“Vi har blandt andet talt en del om Bispebjergs erfaringer med nogle af de kulturelle udfordringer, der opstår, når to forskellige tankesæt skal integreres. Det er noget af det, der kan være svært at få med, hvis man baserer vidensoverdragelse på skriftlig kommunikation, da det sjældent er nedskrevet. Alle de sociale og kulturelle indforståetheder får man først fat i, når man taler mere uformelt om implementeringen,” fortæller Bart van West.
Kontekstafhængig læring
På Bispebjerg har afdelingschef Mette Faber fra Afdelingen for Sammenhængende Patientforløb været en af de personer, der har været involveret i overdragelse af erfaring til Silkeborg:
“Hver gang, vi har præsenteret projektet, har det skærpet vores opmærksomhed på, hvad der er vigtigt. Den læring, som diskussionerne med Bart van West særligt har bibragt, drejer sig om overførbarheden af et projekt, som er opstået i én kontekst med ét hospital og én kommune og et årelangt samarbejde som baggrund. Det har skærpet vores opmærksomhed på, hvad projektet har lært os af generel værdi og den læring, som vi har fået, som er kontekstafhængig,” fortæller Mette Faber.
“For eksempel diskuterede vi opbygningen af organisationen, i særdeleshed i forhold til vores erfaringer med, at den fysiske nærhed af vores Akutmodtagelse var afgørende for indtaget af patienter. Vi har også talt om, hvor vigtig og udviklende den fysiske nærhed mellem kommune og hospital er. Den læring – om kontekstens betydning – tror jeg ikke, vi kunne opnå på andre måder end ved at medvirke på sidelinjen og se vores projekt i en anden kontekst.”
