Der er stadig for meget bureaukrati

Hvis erhvervslivet skal blomstre og skabe vækst i Danmark, kræver det gode rammebetingelser. Dansk Erhverv dokumenterer i en ny analyse, at 71 procent af medlemsvirksomhederne oplever, at mange myndigheder er unødvendigt bøvlede at have med at gøre.

Ofte fokuserer debatten om erhvervslivets rammebetingelser på skat, erhvervsklima og lignende. Men en ofte overset, afgørende forudsætning er, at der ikke opstilles for mange snærende og bureaukratiske krav, regler, kontrolforanstaltninger eller langsommelige og snørklede sagsgange i det offentlige - det, man med et samlende udtryk på engelsk kalder ”red tape”. Kort sagt alt det, virksomheder bliver mødt med af krav, regler og forpligtelser, som volder dem bøvl og besvær.

Når man ser på erhvervslivets byrder, ligger fokus ofte på de formelle krav, regler osv., der skal efterleves, og som virksomhederne desuden ofte er nødt til at bruge betydelige ressourcer på at sætte sig ind i først. Imidlertid påvirkes erhvervslivets oplevelse af byrdeniveauet i høj grad af, hvordan de offentlige myndigheder håndterer de regler, de administrerer. Hvis en offentlig myndighed i udgangspunktet er imødekommende, dygtig og hjælpsom, kan det reducere erhvervslivets oplevelse af byrdeniveauet. En unødvendig rigid tilgang kan derimod betyde, at virksomheder oplever det som særdeles bøvlet at skulle efterleve bestemte krav eller regler, eller have med en bestemt myndighed at gøre.

”Bøvlet” rammer 40 % på driften
Dansk Erhverv har belyst problemet i en ny analyse, baseret på en medlemsundersøgelse med 538 besvarelser. Hovedresultaterne er:

  • 71 procent af virksomhederne oplever, at mange myndigheder er unødvendigt ”bøvlede” at have med at gøre.
  • 40 procent af virksomhederne har oplevet, at det er gået ud over driften af deres virksomhed, at en offentlig myndighed var ”bøvlet” at have med at gøre.
  • Mange virksomheder vurderer ikke, at de offentlige myndigheder inden for deres felt er dygtige eller hjælpsomme.

Trods års fokus på afbureaukratisering og regelforenkling oplever erhvervslivet altså stadig, at offentlige myndigheder kan være ”tunge at danse med”.

”Samarbejdet med den offentlige sektor skal være gennemskueligt, fungere smidigt og forudsigeligt. Men vi kan konstatere, at 7 ud af 10 virksomheder har oplevelser, hvor det ikke er tilfældet,” siger direktør Christian T. Ingemann, Dansk Erhverv, og tilføjer:

”Den danske offentlige sektor er i international sammenligning meget lidt korrupt og meget dygtig. Men der er brug for en langt mindre bureaukratisk tilgang til erhvervslivet. Det kan godt være, at man i årevis har ønsket at gøre det nemmere for virksomhederne. Men når to ud af fem virksomheder ligefrem oplever, at det er gået ud over driften af deres virksomhed, at en offentlig myndighed var ”bøvlet” at have med at gøre, så er der fortsat lang vej endnu.”

Dansk Erhverv på DenOffentlige.dk Dansk Erhverv er erhvervsorganisation og arbejdsgiverforening for fremtidens erhverv. Dansk Erhverv repræsenterer 17.000 virksomheder og 100 brancheorganisationer inden for handel, rådgivning og ...
Aktivitet: Artikler: 70 | Events: 1 | Kompetenceområder: 2

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også