Derfor er Panama-læk interessant for Danmark

Politik

16/04/2016 10:26

Nick Allentoft

Flere end 300 danskere er nævnt i Panama-papirerne. Danskere kan have gemt 100 til 150 milliarder i skattely.

DR er et af de mange medier, der ligger inde med de lækkede Panama-papirer. Hvis det står til skatteminister Karsten Lauritzen (V), skal mediet udlevere dokumenterne, men det vil DR ikke, fastslår DR's direktør Anne-Marie Dohm.

Skattely - læs det væsentligste her

Skattely og de mennesker, der bruger skattely, er jaget vildt efter et gigantisk internationalt læk. Følg udviklingen her. 

11,5 millioner dokumenter blev lækket fra advokatfirmaet Mossack Fonseca, der er en af verdens største udbydere af skattely-løsninger. 109 meder fra 76 lande har fingre i papirerne.

Få et overblik over, hvorfor papirerne er så interessante for Danmark her:

* Papirerne viser, at Nordea og Jyske Bank har oprettet anonyme selskaber for kunder i skattely-landet Panama.

* Danske Bank, Nordea og Jyske Bank erkendte på en høring i Folketinget onsdag, at der først for nylig er kommet krav om at tjekke skattely i udlandet.

* Niels Johannesen, der er lektor på Københavns Universitet, skønner, at danskere kan have gemt 100 til 150 milliarder kroner i skattely. Det ville være nok til at finansiere en Kattegatbro, der ville gøre det muligt at køre fra Aarhus til København på én time.

* Flere end 300 velstillede danskere er nævnt i dokumenterne.

* Navne på to tidligere landsholdsspillere, Marc Rieper og Brian Steen Nielsen, står ifølge DR i de lækkede dokumenter.

* Ifølge Børsen optræder Navision-rigmand Erik Damgaard og investeringsarkitekten Mark Szigethys navne sammen i forbindelse med Panama-selskabet Templeview International, der er stiftet af Mossack Fonseca.

Kilde: DR, Børsen

/ritzau/

Mest Læste

Annonce