Det blev et kompromis: EU's nye tobaksregler på plads

Politik

18/12/2013 11:32

Et kompliceret kompromis om e-cigaretter var nøglen til at nå enighed mellem EU's medlemslande og parlamentet.

Det har taget flere år, millioner af lobbykroner og undervejs kostet en EU-kommissær jobbet.

Men nu ser der endelig ud til at være fundet en løsning for, hvordan EU fremover skal få bedre styr på tobakken til gavn for borgernes helbred.

Ambassadørerne fra de 28 EU-lande har onsdag morgen sagt god for et kompromis, det litauiske EU-formandskab indgik med EU-Parlamentet i mandags. Alle lande på nær Polen stemte for kompromiset.

De nye regler mangler stadig de allersidste godkendelser på ministerniveau og i det samlede EU-Parlament.

Men der er lagt op til forbud mod tobaksprodukter med chokolade- og jordbærsmag om to år, sundhedsadvarsler på 65 procent af overfladen på cigaretpakker og en række begrænsninger for salget af de nyeste tobaksprodukter, de elektroniske e-cigaretter.

Der er ikke lavet markant om på det, Danmark vandt og tabte under forhandlingerne med de øvrige medlemslande tidligere i år. Bortset fra at der bliver et år mere end før til at udfase mentolcigaretter, der dermed skal forsvinde over fire år.

Den så omtalte lakridspibe er og bliver - ligesom andet slik, snack og legetøj - helt undtaget fra de nye regler.

Skråtobakken overlever også, mens det er og forbliver ulovligt at sælge snus for alle andre end svenskerne, der har en særlig undtagelse helt fra dengang, Sverige blev optaget i EU.

Det har til det sidste været e-cigaretterne, der voldte forhandlerne størst problemer.

Mens et flertal af medlemslandene har ønsket at begrænse dem mest muligt og kun tillade, at de bliver solgt som lægemidler som brug til rygeafvænning, har parlamentet villet have dem på markedet som almindelige tobaksprodukter.

Den største strid har stået om den type e-cigaretter, der har den nikotinholdige væske i genopfyldelige ampuller.

Dem ville medlemslandene helst være helt fri for - blandt andet med argumenter om, at man ikke ved nok om deres sundhedsskadelige effekt, at væsken i sig selv er farlig, og at de kan misbruges af narkomaner.

Mens parlamentet har presset på for at tillade genopfyldelige ampuller med mere indhold og højere nikotinkoncentration.

Det er endt med et kompromis, der både sætter øvre grænser for ampullernes størrelse og for det faktiske indhold af nikotin, og som også skal sikre, at ampullerne bliver svære at åbne.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce