Det skal kunne betale sig at arbejde?

Det skal kunne betale sig at arbejde, er et udsagn, der går igen i debatten om forsørgelsesydelserne størrelse. Men ren fokus på kun økonomi, negligerer alle andre aspekter af arbejdslivet, skriver socialrådgiver og aktivist, Sara Mujinovic.

Det skal kunne betale sig at arbejde 
 
Udsagnet er næsten blevet en sandhed i sig selv og står som grundlag i alle snakke og ændringer omkring beskæftigelsessystemet, de senere år. Men hvad betyder det, at det skal kunne betale sig at arbejde? 
Argumentationen vægter altid økonomiske hensyn. At det skal økonomisk set kunne betale sig at arbejde. At forskellige former for forsørgelsesydelser ikke må blive for høje, for så vil folk fravælge lønarbejde. Udsagnet og argumentationen skaber en forudsætning og en præmis, som hedder, at den eneste årsag til at folk arbejder, er den rene løn, de får for deres tjeneste. Dermed negligeres alt andet, som vi som samfund, mener er vigtigt ved at være i arbejde. Samtidig iscenesætter vi mennesker som individer, der kun fokuserer på egeninteresse og nyttemaksimering. Vi er meget mere end kun det. 
 
Vi arbejder alligevel og bidrager til civilsamfundet
 
Cevea skrev f.eks. i 2014, med brug af tal fra Finansministeriet, at 3 ud af 5, for hvem det ikke kan betale sig at arbejde, set ud fra et rent økonomisk perspektiv, gør det alligevel (Cevea, 2014) og at det derudover kun for ca. 0,6 % af alle danskere i den arbejdsdygtige alder gælder, at det ikke kan betale sig for dem – rent økonomisk set – at arbejde. 
Samtidig er der daglig tusindvis af mennesker, som udfører forskellige former for frivilligt arbejde, hvor der ikke er en aflønning til sted, men som alligevel glædeligt gør dette, fordi de ønsker på forskellig vis at bidrage. Dette gælder både mennesker, som er i arbejde og som bruger deres fritid på det og personer, som af forskellige årsager, står udenfor arbejdsmarkedet og ønsker, at bidrage med det, de kan, trods eventuel kronisk sygdom. Se blot på f.eks. Næstehjælperne eller Jobcentrets Ofre, hvor fællesskaberne blomstrer og opgaver bliver løst, uden noget form for aflønning. 
 
Fællesskabsmålingen
 
At løn ikke, er det eneste, der tiltrækker ved arbejdsmarkedet for personer udenfor arbejdsmarkedet, bliver ligeledes understøttet af en undersøgelse fra 2019 fra Vive – Bag om Fællesskabsmålingen - (Vive, 2019), som har foretaget kvalitative interviews med personer, som de har kategoriseret som værende i grupper, ”der i større eller mindre grad havde sociale eller helbredsmæssige problemer i et omfang, der nedsatte deres sociale deltagelse sammenlignet med den øvrige befolkning”. Det vil sige, de grupper, som vi ofte betegner, som "udsatte" og som bl.a. også bliver ramt af kontanthjælpsloftet og 225-timers reglen og "det skal kunne betale sig" argumentet.
I disse grupper viser det sig, at det ”…er karakteristisk, at interviewpersonernes egne ønsker og behov for manges vedkommende kredser omkring det, vi bredt set kan kalde arbejdsmæssige aktiviteter, enten ønsket om at få et arbejde eller i det mindste at indgå i daglige aktiviteter, hvor man bidrager og føler sig til nytte.”(s.11) 
Det fremgår videre, at ønsket om at indgå i arbejdsmæssige funktioner og sammenhænge handler om både at få et meningsfuldt indhold i hverdagen, men i høj grad også om de sociale behov. 
 
Tab af (arbejds)identitet
 
Med erfaring som socialrådgiver i et jobcenter og som aktivist i de sociale modstandsbevægelser, er det enormt sjældent, at jeg har mødt folk, som ikke i stor grad begræder deres tab af arbejdsevne eller deres mistet tilknytning til arbejdsmarkedet. Bag denne ærgrelse er der på ingen måde fokus på kun det økonomiske aspekt ved et liv i eller tæt på fattigdomsgrænsen. Bag ærgrelsen ligger i høj grad tab af identitet, tab af de sociale aspekter af deltagelsen på arbejdsmarkedet og tab af muligheden for at bidrage til samfundet, på den måde, som samfundet kræver og forventer. 
Et projekt fra Væksthuset fra 2017 (Væksthuset, fra udsat til ansat – set fra et arbejdstagerperspektiv 2017), har fulgt personer på kanten af arbejdsmarkedet og deres vej ind og tilbage på arbejdsmarkedet, og ifølge deres fund, så er det, der går igen hos flest af deres interviewpersoner, at jobbet er vigtigt for selvværd, selvtillid, identitet og samfundsmæssig integration og ikke kun bruges som en økonomisk genvinst: ”Det mest gennemgående fund er, at borgerne med deres job har fået identiteten tilbage som ’én, der er i arbejde’. Det fremgår, at arbejdets identitetsskabende karakter er blevet tydelig for borgerne i perioden, hvor de var ledige, og derfor tillægger de det status i sig selv at være i arbejde. Derimod fylder eksempelvis jobtitlen eller lønnen ikke meget i fortællingerne – det handler ikke om at realisere sig selv, men om at have et job at stå op til og ’være noget’ i kraft af sig selv eller for andre.”
 
Du er hvad, du arbejder som
 
Min oplevelse, særligt efter at have mødt personer fra de sociale modstandsbevægelser, er, at mennesker udenfor arbejdsmarkedet bidrager i høj grad til forskellige fællesskaber og understøtter civilsamfundet på andre måder end ved lønarbejde, men mange oplever, at dette ikke er ligeså værdsat, som et lønarbejde. Personligt er jeg ikke enig i, at vi som samfund bør lægge så meget vægt i arbejde og jeg ville ønske, vi kunne skabe et samfund, som værdsætter andre dele af det at være menneske langt højere. Jeg er uenig i, at det bør være så stor en del af vores identitet og ville ønske, at det var anderledes. Men vi, som samfund, har valgt at indrette os sådan på nuværende tidspunkt. ”Du er, hvad du arbejder som, og arbejder du ikke, er du ikke” (Jens Tonboe, 2004, citeret i Væksthuset, 2017)
 
Vi burde derfor stoppe med at gå med på den præmis og diskussion omkring, at det skal betale sig at arbejde og hvor stor en forskel skal der være mellem laveste overenskomstmæssige løn og ydelser, før end det er nok. For foruden, 1) at det alligevel altid, økonomisk set, kan betale sig at arbejde og 2) at man med et arbejde også kan se frem til lønmæssige stigninger og pensionsordninger, så overser det alle andre aspekter af arbejdslivet, som er enormt vigtige for mange mennesker. Det er samtidig med til at reducere mennesker til kun at være egennyttige og profitmaksimerende individer. Præmissen for debatten er derfor på ingen måde nuanceret nok. Faktisk vil jeg gå så langt til at sige, at den er fuldstændig bagvendt. 
 
Kilder: 
Cevea, 2014:
Vive, 2019:
Væksthuset, 2017:
Sara Mujinovic på DenOffentlige.dk Socialrådgiver i et jobcenter og aktivist i de sociale modstandsbevægelser - Næstehjælperne og Jobcentrets Ofre.  Medstifter og administrator af Næstehjælpernes Frivillige Bisidderkorps, hvor v...
Aktivitet: Artikler: 3 | Kompetenceområder: 2

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også