DF kræver paradigmeskift i udlændingepolitik: Ophold skal være midlertidigt

Politik

20/12/2017 15:57

Nick Allentoft

Løkke er overbevist om, at VLAK og DF indgår aftaler om udlændinge og skat. Thulesen garanterer ikke noget.

- Jeg føler mig helt tryg ved, at vi i et roligt forhandlingstempo når hinanden efter juleferien.

Sådan lød det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), da han onsdag skulle kigge frem mod forhandlingerne om udlændingestramninger og skattelettelser i januar måned. 

Men samme melding skal man lede længe efter hos Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl.

Han lader forstå, at regeringens støtteparti langt fra har set nok fremdrift i forhandlingerne om udlændingestramninger. Derfor kan Thulesen ikke sige, at der kommer aftaler om både skat og udlændinge i det nye år.

- Nej, det kan jeg ikke sige med det, som vi har oplevet indtil nu. Vi er kommet med det ene forslag efter det andet, men vi har hver gang fået at vide, at det kan ikke lade sig gøre, selv om man politisk måtte være enig med os. 

- Det vidner om den kompleksitet, der er på specielt udlændingeområdet. Derfor kan vi jo ikke give nogen garanti for, at der kommer en aftale i det nye år. Vi kan sige, at vi gerne vil forhandle om både skat og udlændinge. Og vi vil forhandle seriøst med det håb, at vi finder hinanden, siger Thulesen Dahl. 

DF står fast på, at der med Løkkes eget ord skal ske et "paradigmeskift" i udlændingepolitikken, før DF siger ja til skattelettelser. Løkke gik tirsdag aften i rettet med støttepartiet og kaldte det "ærgerligt", at DF kæder udlændingestramninger sammen med skattelettelser, "selv om de ikke umiddelbart har noget med hinanden at gøre".

Den melding fra statsministeren kalder Thulesen Dahl til gengæld for "mærkelig":

- Det er en mærkelig melding, som statsministeren kommer med, om at udlændingepolitik og skattepolitik, altså at den økonomisk politik for de næste otte år ikke har noget med hinanden at gøre. 

- Ikke vestlig indvandring til Danmark koster årligt de offentlige kasser 33 milliarder kroner. Det er en økonomisk udfordring for det danske samfund, som vi skal have styr på.

- Det er fundamentet for, at vi overhovedet har råd til at give skattelettelser, siger Thulesen Dahl.

Spørgsmål: Skal der spares tre milliarder kroner årligt på ikkevestlig indvandring? Eller fem milliarder kroner? Hvor meget skal der til, før der er råd til skattelettelser?

- Vi har ikke sat et mål op for det. Det afgørende for os er, at vi får det her paradigmeskift, som betyder, at vi hjælper flygtninge midlertidigt i Danmark, til de kan vende tilbage igen. Og så skal de også vende tilbage.

- Der er ingen tvivl om, at når vi får styr på indvandringspolitikken, så sparer vi et milliardbeløb på finansloven, siger Thulesen Dahl.

Han gentager samtidig, at DF i forhandlingerne også har et andet hovedkrav: Velfærden står før skattelettelser. 

Det vil konkret sige, at der skal reserveres 26 milliarder kroner frem til 2025, for at betale for at der kommer flere ældre. Det såkaldte demografiske træk.

- Vores udgangspunkt er klart: Der skal være penge i den offentlige sektor til de opgaver, der venter i de kommende år, før vi går med til skattelettelser. Vi tager det i den rækkefølge.

DF vil tromle trepartsaftale og fjerne flygtninges dagpenge

Hvordan forklarer man en syrisk flygtning i Danmark, at han skal gøre sig klar til at vende hjem til Aleppo, hvis man har udstyret ham med ret til to års dagpenge?

Spørgsmålet kommer fra DF-formand Kristian Thulesen Dahl. Han har også selv svaret: Det kan ikke forklares. 

Og derfor er det et centralt krav fra støttepartiet til en udlændingeaftale, at integrationsgrunduddannelsen, IGU, ikke længere skal give flygtninge dagpengeret.

- Jeg har svært ved at forestille mig en aftale, hvor der ikke bliver ændret i IGU-ordningen, siger Kristian Thulesen Dahl.

IGU-ordningen blev til i sidste års trepartsaftale mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter. De toårige IGU-forløb, der kombinerer uddannelse og virksomhedspraktik, skal hjælpe flygtninge i arbejde.

Som reglerne er nu, kan en flygtning efter endt IGU-forløb melde sig ind i en a-kasse på lige fod med andre nyuddannede.

Men når man har midlertidigt ophold i Danmark, skal man ikke optjene ret til dagpenge i to år, mener Kristian Thulesen Dahl:

- IGU'en går ud på at integrere folk hurtigst muligt i det danske samfund. Vi vil jo gerne have, at folk får ressourcer og kompetencer, som de kan bruge, når de på et tidspunkt vender hjem igen.

- Derfor går vi efter at få dagpengeretten fjernet og få IGU'ens indhold gjort mere til et spørgsmål om, hvad man har brug for i forhold til at vende hjem.

Dansk Arbejdsgiverforening, DA, og Landsorganisationen, LO, skrev i sidste uge et sjældent fælles brev til regeringen. Heri lod de forstå, at de går ud fra, at IGU'en ikke ændres, "uden at alle aftaleparter er enige herom".

Kristian Thulesen Dahl understreger, at DF ikke har forpligtet sig til IGU-ordningen. Han kalder det "fint", at regeringen inddrager arbejdsmarkedets parter og indgår trepartsaftaler.

- Men det er jo ikke dem, der skal afgøre fundamentalt set, hvad der skal ske i Danmark. Det skal Folketinget, der er valgt af danskerne.

- Og så må man jo finde ud af, hvordan man gør det med respekt i forhold til de aftaler, der er indgået.

IGU'en blev indført som en treårig forsøgsordning, og den skal evalueres til sommer. Her vil DF forinden kunne have forpligtet regeringen til at få pillet dagpengeretten ud, forestiller Thulesen Dahl sig:

- Hvis det lykkes os at få det igennem over for regeringen, så må regeringen jo gå tilbage – hvis den mener, det er nødvendigt – til DA og LO og sige, at der ikke længere er forståelse for ordningen i Folketinget.

- Det mener jeg sagtens, at man kan gøre og stadigvæk have respekt omkring systemet med arbejdsmarkedets parter.

Til januar genoptager DF og regeringen forhandlingerne om en ny udlændingeaftale samt en ny skatteaftale.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce