DF roser Holst for at droppe del af eftervederlag

Politik

07/08/2015 11:05

Nick Allentoft

Dansk Folkeparti stiller sig tilfreds med, at forsvarsminister Carl Holst (V) dropper del af sit eftervederlag

Det er en både klog og rigtig beslutning, at forsvarsminister Carl Holst (V) efter nogen tøven nu ser gennem fingre med at få udbetalt den resterende del af sit eftervederlag fra Region Syddanmark.

Det siger Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen.

Carl Holst var ifølge gældende regler berettiget til 12 måneders løn, efter at han selv trak sig som regionsrådsformand og efterfølgende blev minister til en årsdage på den behagelige side af millionen.

Holst har på nuværende tidspunkt fået syv af månederne udbetalt, og nu dropper han altså de sidste fem måneders indtægt.

- Det tager vi så til efterretning, og vi er tilfredse med, at det er der, den lander, siger Søren Espersen, der dermed tager en del af luften ud af den megen kritik, der har været af Holst for at køre med dobbelt løn fra de offentlige kasser.

- Han har virkelig forstået, at det er alvorligt at køre i en periode med løbende udbetalinger samtidig med meget høj ministerløn. Så det er en god og klog beslutning, som forhåbentlig kan skabe ro om hans ministergerning, siger Søren Espersen.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, var blandt dem, der i de seneste dage har kritiseret Holst for at stå fast på sin ret til at modtage eftervederlaget sammen med ministerlønnen.

Søren Espersen understreger, at de regler, der overhovedet tillod Holst at få to store lønninger fra det offentlige på samme tid, skal laves om.

Region Syddanmark oplyser, at Carl Holst 30. juni fik udbetalt den første halvdel af sit eftervederlag, svarende til godt 416.000 kroner. 

Måneden efter tikkede endnu en portion penge på 69.419 kroner for endnu en måned ind på kontoen.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce