DF: Vi skal også bombe når IS bruger civile som skjold

Politik

16/11/2015 09:26

Nick Allentoft

Søren Espersen kalder det nødvendigt at angribe mål, hvor der opholder sig civile. Ikke en ny idé, siger Kristian Thulesen Dahl.
Den internationale koalition, som kæmper mod Islamisk Stat (IS), skal begynde at bombe blandt civile og herunder steder, hvor der opholder sig kvinder og børn.   Sådan lød meldingen fra Dansk Folkepartis udenrigsordfører og næstformand, Søren Espersen, til TV2 søndag som reaktion på fredagens attentater i Paris, der har kostet mindst 129 mennesker livet.

- Vi bomber ikke der, hvor der er civile, men det er vi nødt til at begynde på. IS går jo i dækning bag kvinder og børn i landsbyer og byer, og de ved, at vi som gentlemen ikke bomber. Det må have en afslutning, siger han ifølge tv2.dk.

Espersen mener, at de vestlige styrker fører krig som gentlemen, og når "gentlemen fører krig mod slyngler, så taber gentlemen". Adspurgt direkte, om han mener, at koalitionen skal bombe steder med kvinder og børn, svarer udenrigsordføreren "ja, selvfølgelig".   Meldingen vakte hurtigt opsigt og fik Socialdemokraterne til at beskylde Espersen for at opfordre til krigsforbrydelser.   - Det er barbarisk og udansk. Danmark er i Irak for at beskytte civilbefolkningen, ikke for at bombe den. Det er en helt vanvittig udtalelse, som er i strid med krigens love og danske værdier, sagde politisk ordfører og tidligere forsvarsminister Nicolai Wammen til Ritzau.   Heller ikke i regeringen var der forståelse for Espersens tankegang.   - Vi skal ikke besvare terror med terror. Vi skal besvare terror med styrket, international kamp mod terroristerne, skrev udenrigsminister Kristian Jensen på Twitter.   I løbet af søndagen valgte Søren Espersen at udsende en pressemeddelelse, hvor han uddybede sit standpunkt.  - Jeg mener bestemt ikke, at vi skal hverken jage eller ramme sagesløse kvinder eller børn. Jeg kan kun beklage, hvis mine svar tidligere i dag har kunnet forstås sådan, skrev han.   Thulesen: Espersens idé er ikke ny Det er aldrig et mål i sig selv at bombe civile i kampen mod terror.   Det mener Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, efter at næstformand og udenrigsordfører Søren Espersen til TV2 har sagt, at den internationale koalition, som kæmper mod Islamisk Stat (IS), skal begynde at bombe civile mål.   Spørgsmål: Hvad siger du til Søren Espersens idé?   - Jeg hører ikke nogen ny idé. Situationen er den, at der er terrorister, der forsøger at bekæmpe vores verden og vores værdier, og det er folk, vi er i krig med, siger DF-formanden til Ritzau.   - I det omfang, man prøver at bruge kvinder og børn som skjold, er der en risiko for, at der også er civile tab, og det er det, Søren Espersen understreger i det, han siger.   Spørgsmål: Skal Danmark træde ud af Geneve-konventionerne?   - Jeg tror bare, det er vigtigt at understrege i forhold til dit spørgsmål, at det aldrig er sådan, at et vestligt land går i krig med det mål at ramme civile.    - Man gør altid, hvad man kan for at undgå det, og det er Danmark kendt for, når vi deltager i eksempelvis bombninger i Irak.   Spørgsmål: Så du mener, at vi skal blive i Geneve-konventionerne?   - Jeg siger det, jeg siger, og jeg tror, at du forstår det udmærket. Jeg mener, at når vi bekæmper det uvæsen, vi ser rundt i verden, gør vi alt, hvad vi kan for at undgå civile tab.   - Men bør vi være opmærksomme på, at nogle af de terrorister, som vi forsøger at bekæmpe, bruger civile som skjold for at undgå at blive ramt? Ja, det bør vi være bekendt med, og så skal vi finde ud af, hvordan vi skal gebærde os i forhold til det.   Spørgsmål: Betyder det så, at du mener, at vi skal blive i Geneve-konventionerne?   - Jeg siger præcist det, jeg siger: At når Danmark og andre vestlige lande fører krig mod terrorister og Islamisk Stat, gør vi alt, hvad vi kan for at undgå civile tab, og det er selvfølgelig det rigtige at gøre, lyder det fra Kristian Thulesen Dahl.   /Ritzau/

Mest Læste

Annonce