DF vil bremse integration med finanslovsforhandlinger

Politik

29/09/2015 21:51

Nick Allentoft

Nu kobler DF flygtningekrisen med finanslovsforhandlingerne. Hvis erhvervslivet vil have flere udlændinge, kan de passende takke nej til skattelettelser, mener DF.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, glæder sig over, at regeringen lægger op til at kæde udlændingepolitik og finanslov sammen.

Flygtninge overblik

Tusinder og atter tusinder af mennesker kommer i øjeblikket til Europa for at flygte fra forfølgelse og krig med drømmen om et liv i tryghed. Debatten raser om, hvad Europa skal gøre, og hvad Danmark selv skal gøre.  Vi samler væsentlige og udvalgte relevante artikler på denne temaside.  

- Tidligere år har det nærmest været beskrevet som lidt upassende, når vi ønskede at kæde udlændingepolitik og finanslovsforhandlinger sammen. Så det er fint, at regeringen selv har det som udgangspunkt, siger Thulesen Dahl.

Det fremgår direkte af regeringens udspil til finanslov, at regeringen forventer at kæde flere stramninger af udlændingepolitikken sammen med finanslovsforhandlingerne.   Selvom regeringen altså på den måde åbner for at forhandle på Dansk Folkepartis hjemmebane, så skal finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) dog næppe forvente, at det bliver nemt.   Kristian Thulesen Dahl ser nemlig særdeles skeptisk på den linje, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) lægger i integrationspolitikken.    Linjen blev senest artikuleret på det årlige topmøde hos Dansk Industri, hvor både Løkke og DI's administrerende direktør, Karsten Dybvad, talte varmt for at integrere flygtninge på arbejdsmarkedet.   Men efter Dansk Folkepartis mening bør flygtninge slet ikke integreres. Partiet vil hellere hjælpe i de såkaldte nærområder, og de flygtninge, der kommer hertil, bør bo i statslige centre frem for at bo og arbejde rundt omkring i landet, mener partiet.

Finanslov 2016

Følg udviklingen i stammedansen om Finanslov 2016 lige her.

Vi sorterer noget af det rituelle cirkus fra, så du får mere af det væsentlige.

 

Den politik bærer partiet med ind til finanslovsforhandlingerne, forsikrer Thulesen Dahl.   - Det er ikke sikkert, at vi kan få den fuldstændig grundlæggende omlægning, som vi ønsker.    - Men det er ikke det samme, som at vi ikke kan finde nogle af de udgifter, der bliver brugt på integration og bruge dem i nærområderne, hvor vi kan hjælpe mange flere folk i nød for de samme penge, som vi i dag bruger på bevidstløse integrationsprojekter, siger han.   Ved DI's topmøde, som Thulesen også deltager i tirsdag, forsikrede DI, at virksomhederne er klar til at ansætte flygtninge. Og Løkke lovede på sin side at hjælpe til at gøre det mindre bureaukratisk for virksomhederne.   Thulesen Dahl ser stik modsat på det, siger han.   - Det er trist at se den udvikling Lars Løkke Rasmussen har undergået, efter han er blevet statsminister, siger han.    - Hvis DI virkelig mente noget med det, de siger, så kunne de jo ringe ind til finansminister Claus Hjort Frederiksen og sige, at den milliard som selskabsskatten bliver nedsat med næste år, den kan vi godt annullere.   - Så kunne man bruge den milliard på de her mennesker, som virksomhederne ikke får i job, men som staten så har udgifter til. Hvis DI vil have flere mennesker til Danmark var det rimeligt, at DI bar en del af regningen, mener Thulesen Dahl.   /ritzau/

Mest Læste

Annonce