DIF-formand: Skandinavien kan bane vej for OL i Danmark

DIF-boss ser kun et OL i Danmark som en mulighed, hvis lande i Skandinavien en dag får et tættere samarbejde.

Hvis Danmark nogensinde skal være vært for et OL, så skal det være i et samarbejde med Norge og Sverige.

Det mener formanden i Danmarks Idrætsforbund (DIF), Niels Nygaard, efter at præsidenten i Den Internationale Olympiske Komité (IOC), Thomas Bach, har opfordret Danmark til at stræbe efter et OL-værtskab.

Selv om IOC i disse år forsøger at gøre værtskabet mere tilgængeligt for flere af verdens lidt mindre storbyer, så er OL stadigvæk for stor en opgave, vurderer DIF-formanden.

- Hvis vi skulle kaste os ud i det, så skulle det være sammen med Norge og Sverige.


- For at det skulle give mening, ville det kræve, at der var et politisk og folkeligt ønske om at få et tættere samarbejde mellem de tre skandinaviske lande - politisk, kulturelt og økonomisk.

- Så kunne OL være katalysatoren for et sådant samarbejde, og så ville vi også have ressourcerne til at magte opgaven de tre lande imellem, siger Niels Nygaard.

- Det scenarie ligger ikke lige for, men man kan aldrig vide, hvad der sker med udviklingen i EU og globalt. Måske kan man en dag stå i en situation, hvor de tre skandinaviske lande vil arbejde tættere sammen, siger han.

IOC-præsident Thomas Bach var i weekenden forbi Aarhus til VM i sejlsport, og i den forbindelse kaldte han Danmark for en sportsarrangør i verdensklasse.

Bach har noteret sig, at Danmark gennem flere år har været vært for en række store sportsbegivenheder. Han er ikke i tvivl om, at Danmark organisatorisk og logistisk ville kunne løfte et OL-værtskab.

- Det er meget flatterende, at Thomas Bach mener, at Danmark sagtens kunne klare at afholde et OL, siger Niels Nygaard.

- Det er langt henad vejen velfortjente meldinger, han kommer med, og det er dejligt at få den slags tilkendegivelser fra allerhøjeste sted.

- Men vi har for få idrætsfaciliteter til at kunne klare et mesterskab i 28 idrætsgrene eller flere på det niveau.

- Selv om man vil gøre OL mere bæredygtigt og kan lave midlertidige faciliteter, så er det urealistisk, at Danmark kan klare den opgave alene, vurderer han.

Danmark råder i øjeblikket ikke over et atletikstadion og et svømmestadion, der kan leve op til de tilskuerkrav, der vil være til et OL. Eller for den sags skyld European Championships.

European Championships foregår i øjeblikket i Glasgow, hvor syv idrætsgrene afvikler EM stort set samtidig og i samme by. Dog undtaget atletik, der foregår i Berlin.

European Games er derimod en mulighed.

- Der laver man 15 europamesterskaber på samme tid, men tilskuerkravene er knapt så store i de enkelte idrætter. Det kunne være en mulighed at gå efter det.

- Vi har kigget lidt på det og overvejet det, men vi er ikke så konkrete, at vi har lavet beregninger på det, siger Nygaard.

- Et European Games ville være større end det, vi indtil nu har prøvet i Danmark, fortæller han.

Selv om færre og færre byer de senere år har budt ind på afholdelsen af OL, så vurderer DIF-formanden ikke, at IOC får problemer med at finde værter. OL i 2020, 2024 0g 2028 er afsat til Tokyo, Paris og Los Angeles.

- Selv om der har været krise i efterspørgslen, så tror jeg, at der vil være byer, der gerne vil det, når vi når til 2032 og 2036.

- Den situation, hvor IOC vil stå med hatten i hånden og spørge mindre byer om at gå sammen - den er jeg ikke sikker på, at den vil opstå.

- Det er den situation, vi i øjeblikket ser omkring vinter-OL. Der er IOC meget optaget af at finde især europæiske lande og byer, der vil afholde det. Man vil gå meget langt for at få Italien eller Sverige til at lægge et bud ind, siger Nygaard.

/ritzau/

Emneord: OL, DIF, Niels Nygaard, Sport, 100818
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6958

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også