Dømt for menneskesmugling: - Jeg syntes jo bare, at det var synd for dem

Politik

15/01/2016 11:27

Nick Allentoft

41-årig mand blev anholdt for at give flygtninge et lift til færgen. Straffen lyder på en bøde på 5000 kroner. Nu fortæller han sin historie.
En østjydes ønske om at hjælpe en flygtningefamilie gennem landet har fredag resulteret i en dom for overtrædelse af udlændingeloven og en bøde på 5000 kroner.  Dommen er afsagt ved Retten i Randers efter et kort retsmøde, hvor manden erkendte, at han 8. september sidste år gav fem afghanske flygtninge et lift fra den nordtyske by Flensborg til færgelejet i Grenaa.   - Hen på eftermiddagen kommer jeg hjem og kan se på tv-skærmen, at der vandrer flygtninge og migranter op og ned ad motorvejen. Særligt at se de mange børn berører mig, forklarede manden om sit motiv.   Netop det medmenneskelige motiv burde ifølge forsvarsadvokat Peter Zacher resultere i straffrihed, men så langt ville dommeren ikke gå.    - Der kan ikke blive tale om strafbortfald - heller ikke selv om der er tale om en altruistisk handling, lød det fra dommer Tine Rud.   Sagen mod den østjyske mand er den første retssag oven på den stribe af sager, som politiet rejste mod danske bilister, der gav flygtninge et lift omkring 7.-9. september.   46 er sigtet - også Zornig I alt blev 46 danskere i de dage sigtet for at samle flygtninge op i deres biler, hvilket ifølge myndighederne er en overtrædelse af udlændingelovens § 59 - også kaldet "den milde" paragraf for menneskesmugling.

Flygtninge overblik

Tusinder og atter tusinder af mennesker kommer i øjeblikket til Europa for at flygte fra forfølgelse og krig med drømmen om et liv i tryghed. Debatten raser om, hvad Europa skal gøre, og hvad Danmark selv skal gøre.  Vi samler væsentlige og udvalgte relevante artikler på denne temaside.  

En stor del af de sager afventer nu afgørelsen fra Retten i Randers, heriblandt sagen mod debattør og forfatter, Lisbeth Zornig, der 7. september gav en syrisk familie et lift nordover fra Rødbyhavn. På grund af sin egen verserende sag vil Lisbeth Zornig i dag ikke kommentere sagen mod den 41-årige.

  - Jeg har masser af holdningerne til den, men på opfordring fra min advokat holder jeg dem for mig selv, indtil min egen sag eventuelt skal for, siger hun til Ritzau.   Paragraffen i udlændingeloven, den østjyske mand er tiltalt efter, kan give alt fra bødestraf til fængsel op til to år, men anklagemyndigheden har på forhånd oplyst, at man vil kræve bødestraf i sagen. Under sin procedure i retten erkendte anklager Tine Friis, at omstændighederne med den pludselige strøm af flygtninge var helt speciel.   - Hans motiv synes alene at være båret af medmenneskelige synspunkter. I bestræbelserne på at hjælpe er han kommet ind over grænserne for, hvad der er lovligt, lød det fra anklageren.   Af den grund ønskede hun heller ikke at se den tiltalte idømt fængsel, selv om det faktisk er praksis i sådanne sager. Fra hende lød kravet på en bøde på 15.000 kroner ud fra den betragtning, at det bør koste 5000 kroner for hver voksen flygtning, som man hjælper gennem landet.   Menneskesmugleren: Det var en impulsiv beslutning - Intentionen og handlingen fortryder jeg ikke, men jeg ærgrer mig over, at jeg ikke satte mig ind i tingene, før jeg begav mig ud i det.   Den østjyske mand fortæller her sin historie. Han gør det under betingelse af anonymitet for at værne om sit privatliv, men hans identitet er Ritzau bekendt.   Det var den 8. september, og fjernsynets nyhedsudsendelser flød denne aften over med billeder af flygtninge, der vandrede ad de danske motorveje - størstedelen med ønsket om at nå til Sverige for at søge om asyl.   Manden sad hjemme og så billederne, der gjorde stort indtryk på ham. Så stort, at han besluttede sig for at køre sydpå for at hjælpe.   - Det var en meget hurtig og impulsiv beslutning, fortæller han om turen, der førte ham til banegården i den nordtyske handelsstad, Flensborg.    På stationen så han en gruppe på tre voksne mænd og to piger, der viste sig at være henholdsvis 13 og fire år - alle fra Afghanistan.   - Jeg gik over til dem, fordi jeg især havde et ønske om at hjælpe en børnefamilie, og jeg sagde, at hvis de havde brug for et lift, så ville jeg gerne give dem det, siger manden.   Afghanerne takkede ja og kørte med manden til Danmark. På vejen op gennem Jylland fortæller de på et mangelfuldt engelsk, at de er på vej til Sverige, og manden beslutter sig derfor for at køre dem til Grenaa, hvorfra der går en færge til Varberg.

- Da vi ankom til Grenaa, gik jeg med dem hen til billetlugen og hjalp dem med at købe en billet. Jeg betalte ikke for dem. Det gjorde de selv. Bagefter gik vi over til landgangsbroen, og der blev vi alle pludselig anholdt, siger manden.

Anholdelsen kom som en komplet overraskelse for manden, der på intet tidspunkt havde overvejet, at et lift til nogle mennesker i et EU med åbne grænser og med fri passage til Danmarks nabolande kunne være ulovligt.   Han var derfor chokeret over, at turen for ham endte med en nat i detentionen   - Den havde jeg ikke lige set komme. De sagde, at jeg var anholdt for brud på udlændingeloven, men jeg var jo ikke ude på at bryde loven. Det var følelserne, der fyldte på det tidspunkt. Men selvfølgelig burde jeg have sat mig ind i lovgivningen, siger han.   Det efterfølgende forløb har sat sit præg på manden, der i dag ikke ville have gjort det.   - Det ville jeg ikke af den simple årsag, at det er ulovligt. Det var ikke politisk for mig. Men har du aldrig prøvet selv, at følelserne styrer tankerne i nogle situationer, hvor man bare får et behov for at gøre et eller andet?   Forsvarer: Grotesk at straffe folk for gode gerninger Anklagemyndigheden burde slet ikke have sigtet borgere for at hjælpe flygtninge, mener advokat.   - Hvad koster det at gøre en god gerning? Det burde være et let spørgsmål at besvare, men det skal åbenbart være svært.   Ordene kommer fra forsvarsadvokat Peter Zacher, der kritiserer anklagemyndigheden for at føre sager mod borgere, der i september sidste år fragtede flygtninge og migranter gennem landet.   Fredag valgte en dommer ved Retten i Randers at straffe en 41-årig østjyde med en bøde på 5000 kroner for at køre fem afghanere fra Flensborg til Grenaa. Men selv om Peter Zachers klient dermed slipper billigt, er advokaten ikke tilfreds.    - Der var brug for hjælp på det her tidspunkt, og min klient vælger at hjælpe. Det er en handling, der er foretaget ud fra godhed. Jeg synes, at det var en værdig handling, som ikke er værdig til straf, siger advokaten.   Ifølge myndighederne betegnes et lift af den art som en overtrædelse af udlændingelovens § 59 - også kaldet "den milde" paragraf for menneskesmugling.   /ritzau/

Mest Læste

Annonce