Dong sælger ud af britisk havmøllepark

Ledelse

31/03/2014 10:36

Knap er blækket tørt efter salget af Dong Energy, før Dong sælger halvdelen af britisk havmøllepark.

Dong Energy har solgt halvdelen af den britiske havmøllepark Westermost Rough. Det er japanske Marubeni Corporation og britiske UK Green Investment Bank, der bliver medejere af havmølleparken.

Salgsprisen er på 2,1 milliarder kroner, oplyser Dong Energy i en meddelelse til fondsbørsen. I de mere end to milliarder kroner er der også en udskudt betaling relateret til påbegyndelsen af den kommercielle drift af parken.

Når den nye ejerkreds er etableret, vil alle aktionærer bidrage til den fremtidige finansiering og dele udgifterne til opførelsen af projektet.

- Marubenis og UK Green Investment Banks samlede investering i opførelsen af parken vil være omkring 500 millioner britiske pund (4500 millioner kroner), skriver Dong i meddelelsen.

Westermost Rough er ved at blive bygget. Og parken skal være med til at reducere prisen på elektricitet fra offshorevind, som er et mål for Dong.

Det første fundament blev opført i februar i år, og parken forventes fuldt idriftsat i første halvdel af 2015.

Dong ser salget som en blåstempling af det danske energiselskabs "evne til at lede og udføre anlægsprojekter inden for offshorevind og anvende ny teknologi".

- Vi er stolte af, at vi er internationalt anerkendt som en attraktiv partner og markedsleder inden for offshorevind, siger direktør Samuel Leupold, Dong Energy Wind Power.

Westermost Rough ligger otte kilometer fra Yorkshires kyst, øst for Hull i Storbritannien. Parken kommer til at levere CO2-fri strøm svarende til cirka 210.000 britiske husstandes årlige elforbrug.

Dong Energy blev i februar under stor debat solgt til amerikanske Goldman Sachs, ATP og PFA Pension.

Amerikanerne ejer nu 19 procent af Dong, mens ATP ejer fem procent og PFA to procent. Staten er fortsat hovedaktionær med 60 procent af aktierne.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce