Attendo afviser kritik i DR dokumentar.

DR Dokumentar tager fejl

Velfærd

17/11/2014 22:34

Nick Allentoft

Pleje- og omsorgsvirksomheden Attendo A/S afviser spekulativ kritik i en DR Dokumentar mandag den 17. november. I programmet, der har flere fejl, anklages Attendos danske virksomhed for at gøre brug af skattelyet Luxembourg, fordi Attendo A/S’ moderselskab har en kapitalfond som ejer. Attendo har stillet op til interview og tilbudt stor åbenhed i forhold til DR, der har holdt konkrete anklager tilbage til få timer før programmet blev sendt.

“Attendos danske aktiviteter drives fuldstændig normalt. Der er ingen skattespekulation eller lån med høje renter, som DR programmet påstår, og så vidt vi er oplyst skal man først betale skat, når man tjener penge, så også her er DR ude i misforstået moralsk ærinde.”

Det siger Attendos danske regionschef, Dorte Kofod, der pure afviser DR dokumentarens påstande om skattespekulation.

“Der er intet at komme efter. Attendo A/S har ydet ældreomsorg i Danmark siden 1996, og har det seneste år oplevet massiv vækst. Vi har igennem årene haft tilfredse medarbejdere, kunder og borgere, og det vi er glade for og stolte over. Derfor ærgrer det mig utrolig meget, at DR’s dokumentar nu kaster vores virksomhed ud i et absurd forsvar for vores forretning,” siger Dorte Kofod, der er regionschef for Attendo i Danmark.

Attendo er en koncern med aktiviteter også i Sverige, Norge og Finland, og fra koncernkontoret fortæller kommunikationschef Mårten Lewander, at den danske virksomhed flere gange har vundet priser for sine resultater.

         Læs artikel om Attendos OPS-debat med Mette Rose Skaksen og Pia Gjelleup på Folkemødet

Langsomt marked

Vi er meget tilfredse med aktiviteterne i Danmark, som har taget mange år at bygge op. Det danske marked for privat hjemmepleje og omsorg er modnet meget langsomt, så vi har i de første mange år ikke formået at skabe overskud i Danmark. Derfor har vi heller ikke betalt skat,” fortæller Mårten Lewander.

Netop mange års forventninger om, at markedet ville komme, har afkrævet betydelige millioninvesteringer fra Attendo Sverige. Der er over årene tilført i alt 31.5 millioner i frisk egenkapital. Det har sikret virksomhedens soliditet, og sikkerhed for Attendo’s leverancer.

“Attendos millioninvesteringer i den danske forretning er en direkte konsekvens af, at virksomhedens omkostninger til personale, husleje, biler, materialer og anden drift har været større end det beløb vi har kunnet fakturere kommunerne. Vi er på ingen måder bekendte med at nogen, nogensinde, har haft intentioner om at virksomheder bør beskattes, når de drives med underskud,” fortæller Mårten Lewander.

Den danske regionschef fortæller, at Attendo har oplevet en betydelig vækst i løbet af det seneste år. Attendo er blandt andet ved at afslutte opførelsen af et helt nyt supermoderne plejecenter i samarbejde med Kolding Kommune, og har vundet flere opgaver på levering af hjemmepleje i en række kommuner.  

“Vores mangeårige tilstedeværelse har sikret fundamentet for, at vi har kunnet vokse betydeligt det seneste år. Det er selvfølgelig mit håb at vi i fremtiden kommer til at levere et stabilt økonomisk overskud i Danmark, og at vi dermed også kommer til at betale selskabsskat,” siger Dorte Kofod.

             Læs også: Konkurrence er godt

Alt sker efter bogen

I DR Dokumentar får man indtrykket af at årsagen til at Attendo har leveret underskud i Danmark er at vi har benyttet os af såkaldt ”avanceret skatteplanlægning” med interne lån til høje renter som mange anser for værende stridende mod god moral.

“Det er en helt fejlagtig opfattelse. Attendo Danmark har på intet tidspunkt haft nogen former for transaktioner med selskaber i Luxemburg, Jersey eller noget andet ”skatteparadis”. Selskabet har betalt renter på lån fra det svenske moderselskab, der har stillet kapital til rådighed for driften. Disse lån har haft en lav rente, normalt mellem 2 og 4 procent. Renterne på de interne lån har på ingen måde påvirket virksomhedens beskatning i Danmark. Enhver anden påstand er fejlagtig,” understreger Mårten Lewander.

Efter 18 år i Danmark ærgrer Dorte Kofod sig over, at DR rejser så alvorlige moralske anklager, fordi Attendo i det daglige oplever et rigtig godt samarbejde med de danske kommuner.

“Vi er glade for opmærksomhed, og står altid til rådighed for mennesker, der vil vide mere om vores virksomhed, og hvordan man leverer moderne pleje og omsorg, for det er vi rigtig dygtige til. Men jeg er ked af, at kommunernes konstruktive tilgang til udviklingen af fremtidens velfærdssektor skal afspores af DR’s forsøg på at rejse en misforstået moralsk debat. Debat og kritiske spørgsmål må baseres på korrekte fakta, og her har DR langt fra været rimelige,” siger Dorte Kofod.  

 

FAKTA

Attendo Danmark og skat  

Attendo Danmark har i årene 1997-2000 haft underskud på i alt godt 33 mio. kroner. I samme periode har Attendo Sverige tilført i alt kr. 31,5 mio. i lån som siden er konverteret til ansvarlig kapital. Der er altså tale om at Attendo Sverige har tilført mio til Attendo i Danmark.

Da kapitalen var anført som lån mellem Attendo Sverige og Attendo Danmark blev de forrentet med STIBOR renten (Stockholm Interbank Offered Rate) som har ligget mellem 2-4 procent i perioden. Dvs. en meget lav rente for at finansiere den danske virksomhed.

Attendokoncernen har tidligere haft fuldt lovlige aktionærlån fra sine ejere og det er muligvis disse lån, der henvises til, i DR Dokumentaren. Attendos ejere, som er i deres fulde ret til at træffe beslutninger om finansieringsmodeller, afviklede disse lån i 2012 og de har ikke været brugt siden.

Aktionærlånene har aldrig nogen sinde haft indflydelse på, eller på anden måde påvirket, Attendos økonomi eller beskatning i Danmark.  

 

Linköping Kommune og Attendo

Attendo har samarbejdet med Linköping Kommune i 20 år og har aktiviteter flere steder i kommunen i kraft af et godt og konstruktivt samarbejde med kommunen.

I forbindelse med et tilsyn af plejecenteret Attendo Åleryd konstateredes fejl i forbindelse med dokumentationen og leveringen af ydelser. Attendo iværksatte straks initiativer for at rette op på fejlene, og sagen blev afsluttet for nylig i god dialog med kommunen.

 

Mest Læste

Annonce