DR valgte tirsdag at offentliggøre de omdiskuterede dokumenter efter pres fra flere politikere, og efter at en rapport fra Rigsrevisionen viste, at den endelige regning for showet endte på 334 millioner kroner.

DR havde sikret sig mod budgetchok for Eurovision

Ledelse

08/10/2014 11:18

Nick Allentoft

Wonderful Copenhagen var så opsat på at få musikshowet til København, at det påtog sig stor risiko.

Danmarks Radio havde garderet sig mod at komme til at stå tilbage med regningen, hvis budgetterne for Eurovision skulle skride.

Samtidig var medarrangøren Wonderful Copenhagen så forhippet på at få det store show til København, at organisationen skrev under på at påtage sig hele den økonomiske risiko.

Det skriver Berlingske efter at have nærlæst den kontrakt, som Wonderful Copenhagen og DR indgik i september 2013.

            Læs også: Samlet regning for Eurovision er på 334 mio. kr. - heraf brugte DR 197 mio.

DR valgte tirsdag at offentliggøre de omdiskuterede dokumenter efter pres fra flere politikere, og efter at en rapport fra Rigsrevisionen viste, at den endelige regning for showet endte på 334 millioner kroner.

Ifølge kontrakten sikrede DR sig, at hele det økonomiske ansvar for at omdanne de gamle skibsværftshaller på Refshaleøen, hvor showet blev afviklet, udelukkende lå hos Wonderful Copenhagen.

Desuden skulle turistorganisationens projektselskab, omtalt som "Værtsby" i kontrakten, også betale for uforudsete udgifter.

- Udgifter til gennemførelse af sådanne supplerende indretninger eller udbedringer afholdes ligeledes af Værtsby, der bærer det fulde økonomiske ansvar herfor, står der i kontrakten ifølge Berlingske.

Projektselskabets oprindelige budget på 34,6 millioner blev overskredet med 102,4 millioner kroner, mens DR holdt sig inden for sin økonomiske ramme på 197 millioner kroner.

- Vi har intet ansvar for den budgetoverskridelse. Vi har overholdt vores budget, sagde Maria Rørby Rønn, generaldirektør for DR, tirsdag til TV 2 News.

Men muligvis havde DR på fornemmelsen, at budgettet kunne skride. I hvert fald har mediemastodontens jurister i kontrakten sikret sig mod grimme økonomiske overraskelser.

- Eventuel overskridelse af Værtsbys egne budgetter er DR uvedkommende og afholdes således alene af Værtsby, står der i papirerne ifølge Berlingske.

/ritzau/

 

 

Mest Læste

Annonce