Du ved hvad der får pulsen op

Velfærd

29/08/2014 12:12

Suleman Haider

Med projekt ”Op med pulsen” vil Holstebro Kommune have borgere, foreninger og andre aktører til at komme med idéer til projekter, der får flere i bevægelse.

Hvem mon der er bedst til at vurdere, hvordan du bliver bidt af at motionere jævnligt og føle velvære ved at få pulsen op? Det kan kun være dig selv!

Det er Holstebro Kommune fuldt og fast overbevist om. Derfor vil kommunen give borgere, foreninger, studerende og alle andre interesserede chancen for at komme med idéer, der kan få så mange børn, unge, voksne og ældre som muligt til at dyrke motion eller idræt.

Alle kan søge

Fra 1. september 2014 til 1. september 2016 vil Holstebro Kommune med projekt ”Op med pulsen” gøre borgerne, foreningerne og andre aktører til ”cheftræner” og selv fungere som ”hjælpetræner” og sparringspartner.

Der er afsat 550.000 kr. til projektet. De skal i projektperioden fordeles til nogle af de projekter, der kommer ud af de gode idéer. Alle har mulighed for at søge til projekter, der fremmer fællesskab, idræt, leg og bevægelse i Holstebro Kommune.

Tænke anderledes

- Ideen bag ”Op med pulsen” er, at vi ved at tænke anderledes vil forsøge at ramme nogle af de grupper, som endnu ikke dyrker idræt eller motion. Vi tror på, at aktivt medborgerskab kan være med til at opfylde visionen om, at alle i Holstebro Kommune kommer til at dyrke idræt og motion, siger fritidskonsulent og projektleder Niklas Morgenstern.

- Vi vil udfordre både os selv som kommune og vores nuværende og potentielle samarbejdspartnere i forhold til at nytænke og ikke mindst udvikle forskellige aktiviteter med fokus på bevægelse, idræt, motion og sundhed, tilføjer han.

Du kan læse mere om projektet på www.holstebro.dk

Mest Læste

Annonce