Lucas AMange trækker deres hund i en bue udenom, når de ser andre hunde.
Du har sikkert prøvet det. To hunde nærmer sig hinanden på fortovet, snuderne vipper nysgerrigt frem, og pludselig trækker begge ejere i snorene i hver sin retning – lidt som et levende tovtrækningsshow.
Men bør hunde overhovedet hilse på hinanden, når de mødes tilfældigt i bybilledet?
Ifølge dyretrænerne Liisa Tikka og Tuire Kaimio er det ikke så ligetil. Det fortæller de til Kotiliesi.
For det første er det en udbredt misforståelse, at en logrende hale altid betyder venlighed – det kan lige så vel være tegn på stress eller overstimulering. Og for det andet: Man ved aldrig, hvad det egentlig er for en hund, man møder. Så hellere være for forsigtig end for flink.
Dertil kommer det, at når hunde er i snor, har de ikke mulighed for at nærme sig hinanden på deres egne præmisser.
De kan ikke læse kropssprog på samme måde, og hvis de ikke kan trække sig væk, kan det hurtigt blive akavet – og i værste fald aggressivt. En spændt snor kan desuden forstærke følelsen af utryghed og gøre mødet værre.
Tuire Kaimio anbefaler i stedet kontrollerede møder – eksempelvis i en park eller hundeskov, hvor hundene kan være frie og aflæse hinandens signaler i ro og mag.
Men hvad så, hvis man gerne vil lade sin hund hilse?
Ifølge Liisa Tikka er det helt fint, hvis det sker med tilladelse fra den anden ejer, og i et tempo hvor alle – både to- og firbenede – kan følge med. Ejere bør stå lidt og snakke først, mens hundene lige får lov at vurdere hinanden, før der bliver snuset løs.
Tikka råder til, at hvis man vil hilse på fremmede hunde på gaden, er det værd at sætte nogle grænser. Det ville være godt kun at gå hen for at sige hej med tilladelse, på en ordentlig og kontrolleret måde.
God plads, en rolig stemning og tydelig kommunikation er nøgleordene. Og måske vigtigst af alt: Lær din hund, hvornår det er tid til at hilse – og hvornår man bare skal gå pænt forbi. For ikke alle møder behøver at ende med et snudekram.
