Transportminister Magnus Heunicke tog første spadestik til Holstebro-motorvejen.

Efter 23 år: Tog hul på motorvejen med udsigt til udvikling

19. marts 2015 blev en af de helt store dage for Nordvestjylland, da transportministeren tog første spadestik til Holstebromotorvejen. Hele Holstebro Byråd var med til startskuddet på tre års byggeri af 39 km motorvej mellem Herning og Holstebro.

Efter 23 års politisk arbejde og planlægning begynder anlægsarbejdet til det, borgmester H.C. Østerby kalder en fantastisk forbedring af vilkårene for den nordvestjyske erhvervsudvikling og bosætning.

- Vi får udsigt til udvikling, der ikke kun handler om asfalt, broer og afkørsler. Men om menneskers muligheder for et godt liv på egnen og om virksomheders muligheder for fremdrift og bedre konkurrenceevne, sagde H.C. Østerby i sin tale ved første spadestik.


Den mentale effekt

I strålende solskin ved siden af Vejdirektoratets tilsynsbygning i Sinding satte transportminister Magnus Heunicke spaden i jorden. Kort efter fik borgmesteren lejlighed til at tale om motorvejens betydning og de mange effekter af motorvejen til Holstebro Nord.

- Oplevelsen af sammenhæng, at være koblet på, at være en del af landets ypperste infrastruktur og muligheden for at ligge i overhalingsbanen, er i direkte og overført betydning helt afgørende for egnens selvforståelse og oplevelse af at have lige muligheder – uanset i hvilken landsdel du bor, sagde H.C. Østerby om den mentale effekt af Holstebromotorvejen.

Den sidste brik mangler

Der var ingen tvivl om begejstringen over at være nået til en stor milepæl, selvom den sidste brik i motorvejs-puslespillet stadig mangler:

- Knap 8 km af rute 18 øst om Herning er imod al husmandslogik og trafiksikkerhed ikke med i motorvejsprojektet som tiltænkt - på trods af, at strækningen er forberedt til motorvej forbundet med Herning Nord tilkørslen. Det bliver en opbremsning i form af motortrafikvej for bilisterne til Silkeborg og Aarhus, forklarer H.C. Østerby.

Han understreger, at pengene til det manglende hængsel findes i de såkaldte ”tilbageløbsmidler” og appellerer til den politiske vilje på Christiansborg om at fuldføre en ubrudt motorvejslinie øst om Herning.

Det ønske faldt i god jord hos de omkring 200 gæster, der var med til at fejre første spadestik.

Et projekt til tiden

Fra anlægsloven blev vedtaget i december 2013, gik der kun 13 måneder, til de sidste detailbesigtigelser blev afsluttet og godkendt den 22. januar 2015. I sin spadestiks-tale kaldte transportminister Magnus Heunicke dette forarbejde for ”historisk hurtigt” og ”en Danmarksrekord”. Noget der tyder på, at Holstebromotorvejen bliver et ”projekt til tiden og et projekt til prisen”, som transportministeren udtrykte det

Hele motorvejen er færdig inden udgangen af 2018. Ved Gødstrup bliver der forbindelse til det nye regionshospital. Denne del af motorvejen vest om Herning står færdig i foråret 2017.

Emneord: Holstebro-motorvejen, Holstebro Kommune, Transportminister, Borgmester H.C. Østerby
Holstebro Kommune på DenOffentlige.dk Holstebro Kommune
Aktivitet: Artikler: 87 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også