Efter årelang milliardskandale: Nu får IC4-togene dødsstødet

Der er enighed blandt flere af Folketingets partier om, at IC4-togene ikke kan erstatte IC3-togene. De fejlbehæftede IC4-tog skal ud, så pendlerne kan komme på arbejde til tiden, lyder det fra pendlertalsmand mens LA foreslår at bruge situationen til at udlicitere togdriften.

Både politikere, eksperter, pendlere og DSB har mistet troen på, at IC4-toget nogensinde kommer til at afløse IC3-toget i togtrafikken mellem Øst- og Vestdanmark. Det skriver Jyllands-Posten.
 
Intet ser ud til at virke på det skandaleramte tog, der skulle have været køreklar i 2006.

Efter at have fået bremserne til at virke er det nu blandt andet dørene, der ikke kan lukke, og trinbrættet der ikke kan trækkes ind, og så er det umuligt at koble togvognene sammen uden at bruge lang tid.

LÆS MEGET MERE om IC4 skandalen her

Derfor bliver de IC4-tog, der trods alt kan køre, næsten ikke brugt mellem København og Aarhus, hvilket ellers var planen.
 
Ifølge den reviderede indsættelsesplan, der blev præsenteret i juni sidste år, skulle IC4-togene i dag i gennemsnit kunne køre 12.500 kilometer uden at gå i stykker.
 
De seneste tal viser, at togene i marts kun klarede 4354 kilometer, inden de igen stod stille. Dermed er de 20-25 år gamle IC3-tog mere end 13 gange mere driftsikre.
 
Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, er ikke i tvivl:
 
- IC4 kommer aldrig på sporet. Det eneste rigtige vil derfor være en kontrolleret udrangering, siger han til Jyllands-Posten.
 
Både Socialdemokraterne og SF er også godt trætte af IC4. SF's tidligere transportminister, partiformand Pia Olsen Dyhr, tror heller ikke længere på IC4:
 
- IC4 var en fejl, som vi skal over hurtigst muligt. Derfor skal vi have elektrificeret hele tognettet, og så må vi købe dobbeltdækkere og eventuelt ekstra lokomotiver i en overgangsfase.
 
Transportordfører Rasmus Prehn (S) er enig, men mener, at man i en overgangsperiode er nødt til at bruge de af IC4-togene, der kan køre.
 
LA vil udlicitere togdriften efter IC4-problemer
Dårlige bremser, problemer med døre og trinbræt, og tog der ikke kan kobles sammen, uden det skaber store forsinkelser.
 
IC4-togene har forårsaget den ene forsinkelse og fejl efter den anden. Derfor skal de også hurtigst muligt pensioneres, og en stor del af togdriften skal udliciteres, foreslår Liberal Alliances transportordfører, Villum Christensen. 
 
Det betyder ifølge transportordføreren, at private operatører skal komme med sine egne tog, så man kan slippe for at have de problemfyldte IC4-tog på skinnerne. 
 
- Hellere i dag end i morgen må man se i øjnene, at IC4-togene skal ud, og private skal ind, så der kommer med nogle mere effektive tog, siger Villum Christensen. 
 
- Vi har gang på gang fået et skønmaleri af IC4-togene tilstand, og grænsen er nået. Det har kostet mange penge, og der er mange, der står på værkstederne og skruer og drejer på togene, siger han.
 
Venstre tror heller ikke på, at IC4-togene nogensinde kommer til at erstatte IC3-togene. Derfor mener regeringen, at togene skal udfases.
 
- IC4 kommer aldrig på sporet. Det eneste rigtige vil derfor være en kontrolleret udrangering, siger Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, til Jyllands-Posten.
 
Lige nu kører 30 af de 82 indkøbte IC4-tog - samme antal som i juni sidste år. Planen er, at 77 tog skal være i drift i 2019, men det tror ingen længere på.
 
Pendlere vil have skrottet defekte IC4-tog hurtigst muligt
Så længe togene kører til tiden, er det ligegyldigt, om det er tog fra DSB eller fra en privat operatør, som fragter pendlerne til og fra arbejde.
 
Sådan siger talsmanden for pendlerne på Kystbanen, Michael Randropp, efter Liberal Alliance har forslået, at man hurtigst muligt udliciterer en stor del af togdriften, så man slipper for at køre med de skandaleramte IC4-tog. 
 
- Vi er ligeglade med, hvad der står på togene. Det er derimod vigtigt for os, at man kan stole på køreplanen, siger Michael Randropp.
 
- Det er vigtigt som kunde at vide, at man kan komme på arbejde, på studiet eller hente sine børn til tiden, siger han. 
 
I øjeblikket er kun 30 ud af 82 IC4-tog på skinnerne, og intet ser ud til at virke på det skandaleramte tog, der skulle have været køreklar i 2006. 
 
Efter at have fået bremserne til at virke er det nu blandt andet dørene, der ikke kan lukke, og trinbrættet der ikke kan trækkes ind, og så er det umuligt at koble togvognene sammen uden at bruge lang tid.
 
Venstre tror ikke på, at IC4-togene nogensinde kommer til at erstatte IC3-togene. Derfor mener regeringen, at togene skal udfases.
 
Situationen med de fejlbehæftede tog har trukket i langdrag, og pendlertalsmanden håber på en løsning hurtigst muligt. 
 
- Er du kunde i et supermarked, som du er utilfreds med, kan du bare handle et andet. Men som pendler har du ikke andet valg end at køre med DSB, fordi de har det meste passagertrafik i Danmark, siger Michael Randropp.
 
Hvis situationen med aflyste og forsinkede tog fortsætter, vil pendlerne se sig om efter andre muligheder, advarer han. 
 
- Alternativet er, at man tager sin bil eller vælger at køre med lavprisbusselskaber. Det bør DSB være meget opmærksom på, siger han. 
 
FAKTA: Den lange historie om IC4-togene
Her er en tidslinje over historien om indkøbet af de skandaleramte tog:
 
* 2000: DSB bestiller 83 IC4-tog til i alt fem milliarder kroner hos italienske Ansaldobreda. De første togsæt skal leveres i 2002. Alle tog forventes at være leveret og i drift inden 2006.
 
* 2003: De første togsæt kommer til Danmark, men de er ikke køreklar.
 
* 2007: De første IC4-tog bliver testkørt i Danmark. De kommer dog ikke i drift på grund af lugtgener fra togets udstødning.
 
* 2008: Første IC4-tog kører i ordinær drift på en dansk strækning.
 
* 2009: I et forlig får DSB 2,25 milliarder i kompensation fra italienerne mod at slække på en række krav i kontrakten. Ny dato for endelig levering bliver udgangen af tredje kvartal 2012.
 
* 2011: En ekstern undersøgelse konkluderer, at IC4-toget grundlæggende er sundt, og at det med en række opgraderinger kan komme til at køre efter hensigten. Det konkluderes samtidig, at DSB ikke har mulighed for at bryde kontrakten, ligesom det ikke er muligt at finde et alternativ til togene.
 
* 2011: DSB indstiller al kørsel med IC4, efter at togene to gange på få dage er kørt forbi røde stopsignaler.
 
* 2012: Trafikstyrelsen giver DSB tilladelse til igen at køre med passagerer i IC4-togene.
 
* 2014: En ekstern undersøgelse af togenes tilstand og potentiale konkluderer, at det fortsat er muligt at få IC4-togene til at køre fornuftigt.
 
* 2016: Status er, at 30 af de indkøbte IC4-tog kører - samme antal som i juni 2015. Planen er, at 77 tog skal være i drift i 2019, men det tror ingen længere på.
 
/ritzau/
Emneord: IC4
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også