Efter data-skandale: Facebook i politisk stormvejr

Facebooks stifter er gået i skjul bag lavere chefer mens politiske krav vokser.

Facebooks topchef vil ikke møde op i parlamentet i London. Parlamentet har bedt Mark Zuckerberg besvare spørgsmål efter en skandale om misbrug af brugeres data. 

Den britiske avis The Telegraph skriver, at Zuckerberg vil sende to chefer fra den store amerikanske virksomhed. 

- Facebook anerkender fuldt ud parlamentets og den offentlige interesse i - og vi støtter jeres ønske om - at der tages stilling til disse spørgsmål på højeste niveau i virksomheden og af en autoritativ person, som kan besvare dem, siger den britiske Facebook-chef Rebecca Stimson ifølge avisen. 


Det sociale medie har besvaret invitationen fra Damian Collins fra det britiske parlaments medie- og kulturudvalg. 

Collins siger, at det er "absolut forbløffende", at Mark Zuckerberg ikke selv er parat til at svare på spørgsmål i det britiske parlament.

- Det er spørgsmål, som har fuldstændig grundlæggende betydning for Facebooks brugere og for vores efterforskning. Vi opfordrer ham indtrængende til at overveje sit svar igen, siger han.

EU's justitskommissær, Vera Jourová, har i et brev, som nyhedsbureauet AFP har set, givet Facebook to uger til at svare på, om EU-borgere er ramt "af den seneste skandale". Hun ønsker svar inden for to uger.

Regeringer i flere lande verden over har krævet en forklaring fra Facebook. 

Det er i de seneste uger afsløret, hvordan det er lykkedes det britisk-amerikanske firma Cambridge Analytica at få adgang til data fra 50 millioner amerikanske profiler på Facebook.

Det skete op til den amerikanske valgkamp i 2016 for at hjælpe Donald Trump med at blive præsident.

Facebook har med avisannoncer forsøgt at bremse kritikken. I kølvandet på sagen har mange brugere slettet deres konti på mediet under kampagnen #DeleteFacebook. 

Agenter fra en britisk datatilsynsmyndighed har for nylig foretaget ransagninger af kontorer i London, som tilhører Cambridge Analytica.

Efterforskningen skal fastslå, hvorvidt virksomheden ulovligt skaffede sig oplysninger fra Facebook-profiler for at bruge dem politisk.

I USA sendte et udvalg i Repræsentanternes Hus i sidste uge en formel invitation til Zuckerberg om at afgive forklaring om sagen.

/ritzau/

Emneord: Facebook, Sociale medier, Dataanalyse, DataEthics, Dataprofilering, Personfølsomme oplysninger
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også