Efter måneders støj og uro: Thyra Frank beklager og så er DF tilfredse

Politik

28/02/2017 22:05

Nick Allentoft

For første gang beklager og undskylder Thyra Frank for de sager, som har skabt meget postyr. DF er tilfreds.
Ældreminister Thyra Frank (LA) beklager og er ked af sin håndtering af de sager, der er kommet frem om hendes tid som forstander for plejehjemmet Lotte. Hun gør det helt klart, at hun ikke har kopieret eller afskrevet en arbejdspladsvurdering, som meget af kritikken er gået på. Det siger hun i en skriftlig kommentar til Ritzau.   - Jeg er ked af, hvis bemærkningerne om arbejdspladsvurderinger i min bog har givet indtryk af, at jeg ikke har taget arbejdsmiljøet på plejehjemmet Lotte alvorligt. Det har jeg naturligvis, for jeg har altid sat stor pris på medarbejderne og gået meget op i, at de har haft ordentlige forhold.

Læs alt om Lotte-sagen

- Derfor må jeg også gøre det helt klart, at plejehjemmet Lottes arbejdspladsvurdering ikke er kopieret eller skrevet af fra andre, siger ældreministeren.

Det har ikke været muligt for Ritzau at stille uddybende spørgsmål til ældreministeren, der reagerer på, at Socialdemokratiet og regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, har afkrævet mere konkrete svar fra hende. De har efterlyst en "klar afstandtagen" fra den praksis, der var på plejehjemmet Lotte i hendes tid som forstander.   Kritikken har blandt andet gået på, at Frederiksberg Kommune i 2011 gav plejehjemmet anmærkninger for håndteringen af beboernes medicin. Dengang var Thyra Frank forstander. Hidtil har hun ikke svaret på kritikken.   - Som forstander på plejehjemmet Lotte burde jeg naturligvis have haft større opmærksomhed på, at der blev rettet op på de forhold, som blev påpeget. Det beklager jeg, siger ældreministeren.   Det har ikke været muligt for Ritzau at spørge til, hvorfor Thyra Frank skrev det i bogen, hvis det ikke passer.   En anden og væsentlig del af kritikken er gået på, at plejehjemmet Lotte rådede over flere penge end andre plejehjem. Thyra Franks mantra har ellers været, at der ikke er brug for flere penge til plejehjemmene, men bedre ledelse og mere værdighed.   DF lægger Thyra Frank-sag bag sig efter beklagelse DF stiller sig tilfreds med ældreminister Thyra Franks (LA) beklagelse af sin håndtering af de sager, der er kommet frem om hendes tid som forstander for plejehjemmet Lotte. Det fortæller ældreordfører Jeppe Jakobsen (DF), der gerne vil lægge sagen bag sig.

- Det er godt, at ældreministeren skærer tydeligt igennem uden nogen vævende snak og beklager det, der foregik på plejehjemmet Lotte. Sagen er ryddet af bordet for vores vedkommende. Nu ser vi fremad, siger ordføreren.

Både Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet har i sidste uge afkrævet konkrete svar fra ældreministeren og en "klar afstandtagen" fra den praksis, der var på plejehjemmet Lotte i hendes tid som forstander.   - Det er vigtigt, at en minister respekterer den lovgivning, som vi vedtager i Folketinget. Vi synes, at der var blevet slået tvivl om den praksis, som ministeren havde stået for på plejehjemmet Lotte. Hun siger klart, at det ikke passer, hvad der står i de bøger. Det må være en sag mellem hendes forelægger og hende selv. Jeg har ikke nogen grund til at tro, at det ikke skulle være rigtigt, siger Jeppe Jakobsen   En anden del af kritikken er gået på, at plejehjemmet Lotte rådede over flere penge end andre plejehjem.   Det har Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti kritiseret, da Thyra Frank samtidigt har talt for, at der ikke er brug for flere penge til plejehjemmene, men bedre ledelse og mere værdighed.   /ritzau/  

Mest Læste

Annonce