Foto: DFID

Efter rapport: Asylbørns mistrivsel tages nu op i Folketinget

Social

13/04/2018 10:53

Freja Eriksen

Flere udlændingeordførere vil forbedre asylbørns trivsel. SF vil fremsætte beslutningsforslag om større hensyntagen til asylbørnene. Imens vil DF behandle danske børn bedre end børn af asylsøgere.

Børn skal behandles ordentligt i Danmark. Det bør en stram udlændingepolitik ikke ændre på, hedder det i et kommende beslutningsforslag, som SF vil fremsætte i Folketinget. Det skriver Information.

Baggrunden for beslutningsforslaget er den rapport fra Dansk Flygtningehjælp, som Information omtalte tirsdag. Ifølge rapporten skal der generelt mere til, før der laves en underretning om mistrivsel for børn på asylcentre, end der skal for danske børn. Rapporten nævner som eksempel, at hvor kortere tids fravær fra skolen kan være tilstrækkeligt grundlag til at overveje en underretning for danske børn, skal der for børn i asylcentre ofte være tale om overgreb eller vold, før en underretning til de kommunale myndigheder overvejes.

Man er nødt til at tage større hensyn til barnets tarv, når det gælder børn og unge i asylcentrene, mener Holger K. Nielsen (SF).

Prøv DenOffentlige 2

DenOffentlige er nyheder, debat og videndeling uden betalingsmur

Prøv vores nyhedsbrev og bliv opdateret på Danmarks udvikling og udfordringer hver dag.  

 

»Barnets tarv skal indgå med større vægt, når man træffer beslutninger, f.eks. om en børnefamilie skal flyttes fra et asylcenter til et andet. Der skulle måske være en øvre grænse for, hvor mange gange man skal flytte, det vil vi i hvert fald gerne diskutere med Folketinget, og derfor vil vi fremlægge et beslutningsforslag med en række konkrete krav, som man vil kunne kontrollere,« siger han til Information.

»Det handler bl.a. om, at børnefamilierne kan få et familieliv, så de ikke altid skal spise i fælles cafeterier uden mulighed for selv at lave mad. Det er meget muligt, at maden i cafeteriaet er okay, men børnefamilien får ikke mulighed for et normalt familieliv, og det fjerner børnene fra de familiestrukturer, som vi andre lever i,« tilføjer Holger K. Nielsen, der siger, at han for nylig har besøgt Center Sandholm og Udrejsecenter Sjælsmark for at se nærmere på børnenes forhold.

Udlændingeordfører Nikolaj Villumsen (EL) interesserer sig for, om den forskel, som der ifølge Dansk Flygtningehjælps rapport er på behandlingen af asylbørn og danske børn, overhovedet er lovlig. Derfor spørger han udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), hvad hun mener:

»Er det efter ministerens og ministeriets vurdering lovligt, hvis indkvarteringsoperatører, kommuner og Udlændingestyrelsen anvender andre kriterier for indgreb i sager om børns mistrivsel i sager om asylsøgende børn end de kriterier, der gælder i andre børnesager?«

Ifølge Socialdemokratiets ordfører, Mattias Tesfaye, er der »ingen tvivl om, at børn af asylansøgere helt generelt har fået en barsk start på livet«.

»Vores samfund har selvfølgelig et ansvar for, at de ikke misrøgtes, mens de er i vores land. Vi er derfor interesserede i at diskutere rapportens konklusioner med regeringen og de andre partier,« skriver han i en mail til Information.

Martin Henriksen (DF) mener på den ene side, at man »selvfølgelig skal underrette, hvis der er grund til det«. Men på den anden side mener han, at der »principielt bør være forskellige regelsæt for asylbørn på den ene side og så for danske børn og børn, hvis forældre har lovligt ophold, på den anden side. For der er selvfølgelig forskel på deres situation«.

– Skal asylbørn behandles dårligere end danske børn?

»Jeg kan godt se, at man kan stille spørgsmålet på den måde, men jeg vil hellere sige, at de ikke skal behandles lige så godt som danske børn. Danske børn har selvfølgelig nogle rettigheder, fordi vi er i Danmark, og principielt ser jeg ikke noget forkert i, at danske børn er bedre stillet. Men når det er sagt, så er det klart, at hvis der er asylbørn, der bliver udsat for vold eller misbrug, så skal der ske underretning uanset opholdsgrundlag,« siger Martin Henriksen til Information.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).

Hele historien på Information.dk 

 

Mest Læste

Annonce