»Jeg var ikke klar over, at det havde fyldt så meget i folks bevidsthed. Personerne ved bordet følte sig slet ikke lyttet til,« siger Kathrine Alexandrowiz til Ugebrevet A4.
Netop en personlig tilgang er nødvendig for at få de politiske græsrødder til at spire og genskabe begejstringen for politik.
Det mener Arnie Graf, der de sidste tre år har arbejdet med at tiltrække flere vælgere og medlemmer til Labour i England og i årtier har arbejdet med organisering af lokalområder i USA.
Ifølge ham bløder særligt venstrefløjen stemmer, fordi vælgerne ikke kan identificere sig med de folkevalgte og ikke føler sig inddraget. I frustration vender mange blikket mod højrefløjen, hvilket blandt andet kom til udtryk ved Europa-Parlamentetsvalget.
»Se på Dansk Folkeparti og UK Independence Party (UKIP) i England. De stormede frem, og det er udtryk for, at venstrefløjen har spillet fallit. De har ikke kunnet skabe begejstring omkring deres sag, og vælgerne føler sig snydt,« siger Arnie Graf til Ugebrevet A4.
Hvis skuden skal vendes, er der brug for en ny, langsigtet strategi og metode. Den skal starte med et personligt møde mellem politiker og vælger, hvor politikeren primært skal lytte, mener han.
»Hvem er personen foran mig? Hvad er vigtigt for ham eller hende, og hvad vil personen gerne opnå?« siger Graf, der for nylig var inviteret til Danmark af centrum-venstre tænketanken Cevea.
Bredt set kniber det med at inddrage medlemmernes indspark, mener Arnie Graf.
»Der er kommet for stor afstand mellem top og bund i politik. De menige partimedlemmer bliver alt for ofte ikke hørt eller inddraget. Det er et stort problem, som partierne skal tage seriøst,« siger Arnie Graf, der samtidig påpeger, at det politiske system alt for ofte tænker kortsigtet:
»Politikerne skal indse, at de ikke er ret meget værd uden et aktivt bagland. Der må og skal være en langsigtet strategi for inddragelsen af medlemmer, der skal strække sig 15-20 år ud i fremtiden. Det skal være del af et partis DNA,« siger han.
Hvis partierne ikke i højere grad får inddraget deres medlemmer i det politiske udviklingsarbejde, kan det få store konsekvenser for vores demokrati.
»Det repræsentative demokrati risikerer at stagnere og miste sin grundlæggende legitimitet, hvis inddragelsen ikke er total og åben. Vi får et politisk system i selvsving uden den dialog, mangfoldighed, konflikt og refleksivitet, der kendetegner samfund i udvikling,« siger Silas Harrebye, adjunkt ved Roskilde Universitet, der har forsket i politisk aktivisme og inddragelse.
Han er fortaler for inddragelsesprocesser, men der er tale om en hårfin balance, fortæller han.
»Hvis ikke inddragelsen gennemsyrer alle processer af en politisk proces – fra ide til udvikling til resultat – er det bedre at lade være. Hvis inddragelsen er halvhjertet, kan det skabe mere skade end gavn, fordi de involverede føler sig ført bag lyset,« siger Silas Harrebye.
Han retter ligesom Arnie Graf en generel kritik af det politiske system, der er gearet mest mod formanden og mindre mod baglandet.
»Ofte er det toppolitikeren, der kommer på kurser i inddragende teknikker, i stedet for at der bliver brugt kræfter på at skabe forandringer, hvor der reelt er brug for dem – på gulvet. Der bliver brugt mere energi på at medietræne frontfigurerne end på at inddrage baglandet,« siger Silas Harrebye til Ugebrevet A4.
