Eksperternes råd til innovatører: Spring ud i det

Velfærd

06/12/2016 13:50

Paul Sauer

COI holdt Innovationscafé for at fejre udgivelsen af Hjælpepakken til evaluering af innovative tiltag. To evalueringseksperter gav deres bud på, hvorfor det kan være svært for innovatører og evaluatorer at mødes - og hvorfor det er så givende, når de

”Man skal gøre sig klart, hvad man har gang i, og hvorfor man gør det. Og så skal man bare kaste sig ud i det. Just do it. Det er stadig mit bedste råd til praktikere,” sådan sagde kontorchef i Socialforvaltningen i Københavns Kommune Helle Vibeke Carstensen, da COI sidste mandag holdt innovationscafe. Her fortalte hun og programleder i Kora, Ulf Hjelmar om, hvordan man får innovations- og evalueringsverdnerne til at møde hinanden. 

Læs mere fra COI

Center for Offentlig Innovation deler viden og erfaringer på DenOffentlige.

Læs mere fra COI lige her.

Vil du også præge den offentlige debat, så bliv redaktør for eget indhold så kontakt os.

Anledningen var et års intensivt arbejde med at gøre det lettere at evaluere innovative tiltag og for at fejre udgivelsen af Hjælpepakken, der trin for trin guider offentligt ansatte i, hvordan man lettere kan evaluere innovation. 

”Tænk evalueringen ind fra starten, ellers får man ikke den systematik og værdi, som evalueringen giver undervejs i innovationsprocessen. Og så skal man finde sig en ven. Hvis man for eksempel er meget procesorienteret, så skal man finde sig en ven, som er mere resultatorienteret.”

Til stede var praktikere, fagfolk og studerende, der interesserer sig for offentlig innovation og for, hvordan man finder ud af, om de nye måder at gøre tingene på, virker.

LÆS OGSÅ: Innovationspraktik bryder grænser

Ifølge Ulf Hjelmar kan evalueringen særligt bidrage med en systematik til en innovationsproces, hvor der ofte kan være mange agendaer, ønsker og mål.

”Man skal tænke på evaluering som noget konstruktivt, der kan give noget systematik og struktur til innovationsprocessen,” siger Ulf Hjelmar.

Evaluering og innovation er to forskellige tankesæt

Både Ulf Hjelmar og Helle Vibeke Carstensen erkendte, at innovation og evalueringer er to forskellige tankesæt og verdner, som umiddelbart kan være svære at forene.

”Jeg er jo evalueringsmand, og mit yndlingsredskab er en lineal, så man kan måle og veje,” sagde Ulf Hjelmar.

Modsat nyder Helle Vibeke Carstensen innovationsprocessens frie rammer, hvor slutresultatet ikke er defineret fra starten. Helle Vibeke Carstensen mener dog også, at innovatører kan få vigtige indsigter, hvis innovation bliver evalueret undervejs. Men det skal gøres på den rigtige måde, så evalueringen ikke føles som en spændetrøje.

”Ofte synes vi innovationsfolk, at evalueringen begrænser os. Vi er ofte blevet præsenteret for nogle modeller, som har været enormt lineære, så vi har ikke haft mulighed for at lave læring undervejs. Så det med at få skabt en evalueringsramme, som gør, at der også kan læres undervejs, det er afgørende for, at de to verdner kan mødes.”

Og hvor innovationsfolkene ønsker frie rammer, så har evalueringsfolkene det bedre med kasser og faste strukturer. Så når de to verdner mødes, kræver det også noget nyt af dem, der skal evaluere.

”Det kræver også fra vores side en åbenhed over for processen. For hvis vi bare gik ind til evaluering af innovation med de sædvanlige briller på, så er det, at de to verdner konflikter og ikke går op i en højere enhed. Så der skal være åbenhed og fleksibilitet i projektet.”

Innovatorer har brug fra evaluering

De to var enige om, at realisme og enkelthed er noget af det, som evaluering i særlig grad kan bidrage med til innovationsprocesserne.

”I stedet for at evaluering kun skal være bagudskuende, så kan evaluering også gå ind og arbejde med en systematik. Ligesom evaluatorerne kan hjælpe med at finde ud af, præcis hvad vi skal måle på for at finde ud af, om innovationen virker. Det har vi innovatører helt sikkert brug for hjælp til,” sagde Helle Vibeke Carstensen.

Men der er stadig plads til at blive endnu klogere og at offentligt ansatte, der arbejder med innovation kan blive endnu dygtigere til at evaluere, mener Helle Vibeke:

”Der er stadig rigtig langt før evaluatorerne forstår helt, hvad for en verden innovatorerne bevæger sig i. Så vi bliver nødt til at skabe nogle steder, hvor vi kan mødes mere, og hvor de her meninger brydes noget mere. Det er den eneste måde, at vi får mere evaluering af innovation,” mener Helle Vibeke Carstensen.

Nye ønsker for fremtiden

Større åbenhed, flere møder mellem innovation og evaluering og mere åbenhed hører til nogle af de ønsker, som evaluator Ulf Hjelmar og innovationspraktiker og kontorchef Helle Vibeke ønsker for fremtiden.

Ulf Hjelmar nævnte frikommuner som et eksempel på et innovativt laboratorium, som man godt kunne ønske sig flere af fremover.

”Man skal have skabt nogle laboratorier, hvor man kan møde hinanden. Frikommunerne er et eksempel på et innovativt projekt, hvor kommunerne kan eksperimentere med nye måder at gøre tingene på og blive fritaget fra proceskrav og regler.”

I COI's nyeste udgivelse "Innovationsbarometeret – højere effektivitet og kvalitet i den offentlige sektor gennem innovation” viser analysen, at kun 44 procent af de offentlige arbejdspladser evaluerer de innovative tiltag.

”Det afgørende er ikke, at der bliver flere evalueringer, men i højere grad, at der bliver bedre evalueringer af innovative tiltag i fremtiden,” sagde Ulf Hjelmar, mens Helle Vibeke Carstensen i højere grad håbede på, at der om et par år vil være to tredjedele, som evaluerer innovative tiltag. Ikke fordi, man skal. Men fordi det giver værdi.

”Jeg tror ikke på at innovation kan få lov at overleve, uden at vi evaluerer. Så når jeg står og skal prioritere ressourcer, som jeg har fået i opdrag, så kan det ikke nytte noget, at jeg ikke ved, om det vi laver virker. Man skal altid være klar på, hvad det er for en effekt, man vil opnå.” sagde Helle Vibeke Carstensen. 

Mest Læste

Annonce