Elever får innovation og robotteknologi som valgfag

Velfærd

10/06/2014 11:00

Freja Eriksen

Innovation, science og sundhed er blandt de nye valgfag, hvor elever kan dyrke deres passioner og sætter kompetencer i spil på nye måder i Rudersdal Kommune.

Folkeskolernes valgfag i Rudersdal Kommune går helt nye vej fra august 2014. Elever i 7. til 9. klasse kan lære om alt fra økonomi og robotteknologi til journalistik og mindfulness. Det sker som følge af skolereformen, der sætter skub i et langt mere varieret og tværfagligt udbud af valgfag.

De nye valgfag er netop blevet godkendt af Børne- og Skoleudvalget, hvor formand Randi Mondorf (V) glæder sig over den brede vifte af valgfag, som skolerne fremover tilbyder eleverne:

”Jeg er imponeret over den nytænkning og kreativitet, som skolerne viser ved at sætte valgfag sammen på en både innovativ og samfundsrelevant måde. Samtidig er vi i udvalget meget optagede af det faglige indhold i de nye fag, og det bliver spændende at følge udviklingen i de kommende år", siger hun.

Nye kompetencer kommer i spil

Valgfagene er samlet i et nyt katalog, som Rudersdal Kommune har lavet på baggrund af skolernes arbejde med valgfag. Birkerød Skole tilbyder ”Innovation” som valgfag, og skoleleder Gitte Graatang mener, faget rummer store muligheder:

”Det nye valgfag styrker elevernes evne til at samarbejde, planlægge og gennemføre projekter og events, som de koordinerer og tager ansvar for, og så vil lærerne være der til at rådgive og coache. Vi ved, at de ældste elever brænder for at idéudvikle og gennemføre projekter. Det har vi oplevet i foråret 2014, hvor elever fra udskolingen var engagerede i et projekt, som de havde sat i gang op til den store ”Danmarks Indsamling”, fortæller hun og tilføjer:

”Ud over at give eleverne nogle konkrete metoder og værktøjer, skal det nye valgfag give eleverne forståelse for og viden om verden udenfor Rudersdal. Valgfaget lægger op til at styrke det globale udsyn og engagere sig i samfundet”, uddyber Gitte Graatang.

Dynamisk udvikling af valgfag

Skolerne beskriver formål og mål med de nye valgfag i valgfagskataloget, hvor det også er beskrevet, hvordan eleverne skal arbejde med fagene. De naturvidenskabelige og innovative valgfag er godt repræsenteret i kataloget, men også idræt, sundhed og friluftsliv er blandt de nye muligheder.

Kataloget gælder for skoleåret 2014/15, og formanden for børne- og skoleudvalget Randi Mondorf regner med, at udbuddet vil udvikle sig dynamisk fremover:

”Det er klart, skolerne og forvaltningen løbende skal kigge på udbuddet af valgfag for at sikre, at det harmonerer med både skolernes overordnede mål og elevernes ønsker og forudsætninger. Udbuddet er flot og nytænkende, og giver en god platform for udvikling af valgfag”, siger hun.

Eleverne skal bruge ca. 60 timer årligt på valgfagene. Det svarer til to timer ugentligt. Foruden de nye valgfag udbyder alle skoler fransk, og på Ny Holte Skole er der desuden mulighed for at vælge kinesisk.

Mest Læste

Annonce