Elevorganisationer boykotter Borgerlige Studerende

Politik

30/05/2017 10:33

Nick Allentoft

Tre store elevorganisationer melder afbud til et møde i Undervisningsministeriet, fordi en ny aktør deltager. Afbuddene ”undrer” undervisningsministeren.

Der bliver tomt om bordet 1. juni i Undervisningsministeriet, når minister Merete Riisager (LA) holder møde med en række elevorganisationer. 

De tre største organisationer på ungdomsuddannelses-området har nemlig meldt afbud, fordi den borgerlige-liberale organisation Borgerlige Studerende også deltager, skriver netavisen Altinget. 

Under en rundbordssamtale ville ministeren ellers høre organisationernes bud på, hvordan man kan få flere unge til at søge en erhvervsuddannelse. 

Det ønsker Landssammenslutningen af Handelsskoleelever (LH), Erhvervsskolernes ElevOrganisation (EEO) og Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) ikke at være med til, når også Borgerligt Studerende sidder med om bordet. 

Altinget: uddannelse har bedt DGS og EEO begrunde afbuddene. Ingen af de to organisationer ønsker at udtale sig til citat om sagen, men EEO bekræfter dog, at Borgerlige Studerendes deltagelse er udslagsgivende for, at organisationerne bliver væk.

Borgerligt Studerende blev stiftet i 2014 og dækker med egne ord både grundskole, universitet og erhvervsskoler.

Foreningens formand Ida Egede er ”vred og ked af det” over, at de øvrige elevorganisationer bliver væk fra rundbordssamtalen. 

”Det er beklageligt på demokratiets og på organisationernes medlems vegne. Deres foreninger ønsker ikke at have en dialog med en minister, som gerne vil lytte, fordi de er uenige med nogen i panelet,” siger hun til Altinget. 

Undervisningsminister Merete Riisager undrer sig da også over afbuddet fra de tre store elevorganisationer. 

Det er nemlig et helt oplagt forum for netop de tre organisationer at byde ind i, mener hun. 

”Det undrer mig, at de tre organisationer har meldt afbud til mødet, men det står dem helt frit for. Hvis de ændrer mening, er døren stadig åben, og der er kaffe nok til alle,” siger Merete Riisager til Altinget. 

Hele historien hos Altinget

Mest Læste

Annonce