Embedsfolk skal lettere kunne modstå ministerpres

Ledelse

18/10/2014 15:21

Nick Allentoft

Flere partier er klar til at stramme reglerne for ministeriers embedsmænd for at undgå eventuelle ulovligheder

Det skal være lettere for skiftende regeringers topjurister og embedsmænd at sige fra, hvis de mener, at en minister er på vej til at foretage sig noget, der kan være på kant med loven.

Sådan lyder budskabet ifølge Berlingske fra en række partier i Folketinget som reaktion på, at flere af regeringens jurister i bogen "Mørkelygten" fortæller, at de blot følger ordrer og først skal sige fra, hvis der foregår noget "klart ulovligt" i ministerierne.

Bogen er skrevet af den prisbelønnede journalist og forfatter Jesper Tynell.

Embedsmænd peger på, at juridisk praksis slår fast, at de kun har pligt til at modsætte sig en ordre, hvis den er "klart ulovlig", men ikke hvis ordren "blot" må betegnes som ulovlig.

Ifølge Berlingske henviser embedsmændene blandt andet til højesteretsdommer Jens Peter Christensen, som har kaldt lydighedspligten over for ministeren vigtigere end pligten til at stoppe ulovligheder.

- I tilfælde, hvor ordren ikke kan siges at være klart ulovlig, men hvor der dog kan argumenteres på lødig og vægtig måde, for at der foreligger ulovlighed, har det været den almindelige opfattelse i teorien, at hensynet til den overordnedes bestemmelsesret må have overvægt i forhold til kravet om lovmæssig forvaltning, således at embedsmanden både har ret og pligt til at efterkomme ordren, skriver han i en udredning fra 2002.

Den praksis forarger på Christiansborg.

- Den formulering om, at noget skal være klart ulovligt, efterlader gråzoner, hvor der kan være store problemer i et lovforslag. Derfor mener vi, at man kan stramme lovgivningen, og det håber jeg, at der er politisk velvilje til, siger SF's retsordfører, Karina Lorentzen, til Berlingske.

Hun vil tage kontakt til justitsminister Mette Frederiksen (S) om sagen.

Liberal Alliance er enig og mener, man bør se på reglerne, mens også De Radikale undrer sig over den nuværende praksis.

Andre partier mener, at Folketinget skal have sit eget juridiske kontor som modvægt til ministeriernes jurister.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce