En epoke er slut: Danmark skal til at købe olie i udlandet

Infrastruktur

30/08/2018 22:47

Nick Allentoft

2017 var det sidste år, hvor Danmark var selvforsynende med olie. Produktionen nedskrives nu med otte procent.

En epoke ser ud til at være slut.

Efter to årtier skal Danmark nu til at importere olie igen, hvilket først og fremmest skyldes en lavere produktion i Nordsøen samt genopbygningen af Tyra-feltet.

- Det er en milepæl. Nu har vi i en lang periode været selvforsynende og produceret mere, end vi brugte. Det har en betydning for dansk økonomi, siger Jan Størup Nielsen, chefanalytiker ved Nordea.

Danmark har været nettoeksportør af både olie og gas siden 1993. Energistyrelsen regner med, at Danmark - fraregnet enkelte år - fortsat kan være nettoeksportør af gas frem til omkring 2035.

Men fra i år bliver Danmark altså nettoimportør af olie.

Energistyrelsen har i sin opdaterede prognose nedskrevet den fremtidige olieproduktion med otte procent i forhold til sidste års prognose.

- Vi havde en lang periode, hvor vi fik store indtægter til Danmark. Det gav et godt boost til de offentlige finanser og til overskuddet på betalingsbalancen.

- Det bliver ikke et stort afsavn, men der er tale om milliarder. De kommer til at mangle, siger Jan Størup Nielsen.

Genopbygningen af Tyra-feltet, som er plaget af en usikker og synkende havbund efter flere årtiers gasproduktion, vil betyde et fald i olieproduktionen i 2020 og 2021.

Ifølge sidste års prognose skulle vi ellers have været selvforsynende frem til 2026 bortset fra periode fra 2019 til 2022, hvilket hovedsageligt skyldes Tyra-feltets renovering.

Energistyrelsen nedskriver torsdag oliereserverne og betingede ressourcer med fire millioner kubikmeter - fra 143 millioner kubikmeter olie sidste år. De 139 resterende millioner kubikmeter olie svarer til 18 års olieforbrug.

I 2050 skal Danmark være uafhængigt af fossile brændsler. Det betyder, at brug af kul, olie og gas er tilladt, så længe vi producerer en tilsvarende mængde grøn energi, som vi så eksporterer.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce