Sagen om den i dag syvårige dreng kaldet Oliver havde kørt som en administrativ sag uden for kommunikationsafdelingens radar, inden den viste potentiale til at eksplodere i offentligheden i efteråret 2013. Det hele startede tilbage i 2005, hvor en mand og en kvinde har en engangsaffære, som resulterer i graviditet. Kvinden vælger at kontakte manden og fortælle om barnet, så barnet kan have kontakt med sin far.
Beskyldninger eskalerer
De forsøger kort at have et forhold, men det mislykkes. Og allerede da Oliver er nogle få måneder gammel, begynder beskyldningerne mod moren. De starter i det små, men eskalerer gradvist. Og I 2010 indberetter faren mistanke om, at hans søn bliver misbrugt af sin morfar. Som bevis har han optaget nogle fortrolige samtaler, hvor drengen blandt andet siger, ”morfar tisser mig i munden. Han tisser også andre i munden, og de bliver rigtig sure.”
Lydfilerne bliver taget meget alvorligt og myndighederne handler omgående. Kommunen sikrer, at barnet er uden for fare og politiet går ind og efterforsker sagen. Men udover lydoptagelserne, som ikke kan stå alene i den slags sager, er der er ingen tegn på eller beviser for, at det er sandsynligt, at drengen har været udsat for nogen form for overgreb.
Men faren er ikke tilfreds. Han fortsætter med at optage samtaler med barnet og snart indberetter han, at moren slår Oliver. Heller ikke her finder politiet tegn eller beviser for, at der er hold i påstandene, som desuden afkræftes i en børnesamtale.
SKAT kommunikationsindlæg
Godt sprog skal gøre skatten nemmere at forstå
"Siden 2008 har SKAT arbejdet målrettet med at forbedre sproget i en lang række tekster til borgere og virksomheder. Det gode sprog skal bl.a. gøre borgere og virksomheder i stand til at forstå hvad, hvordan og hvorfor de skal betale." Læs mere...
Politikere og presse inddrages i sagen
Alt dette foregår som sagt administrativt og uden for offentlighedens søgelys frem til efteråret 2013. Her får Olivers far ny advokat, som er kendt for at tage sig af sager om misbrugte børn. Herefter tager sagen en ny drejning. Faren skriver en mail til en lang række offentlige personer, herunder formanden for Børne- og Undervisningsudvalget i Gladsaxe Kommune. I mailen fortæller han med store bogstaver om, hvordan hans dreng bliver mishandlet og udsat for overgreb, og opfordrer til, at han bliver fjernet omgående. Udvalgsformanden sender omgående mailen videre til forvaltningen og beordrer til at reagere omgående. I mailen skriver faren, at Politiken er i gang med at skrive om sagen og at sagen derfor meget snart vil komme i frem i medierne. Dermed bliver kommunikationsafdelingen indblandet i sagen.
På dette tidspunkt har Ankestyrelsen været inde tre gange at frikende kommunen for fejl. Gladsaxe Kommune kunne derfor vælge at sige ”ingen kommentarer” og vente på, at sagen gik over. Men alt tydede på, at drengen var alvorligt påvirket af sagen. Statsforvaltningen havde gradvist nedsat samværet med faren af hensyn til drengens trivsel, og nu truede sagen med at eksplodere i medierne. Samtidig havde kommunen året inden fået ny kommunaldirektør, som havde lagt en mere åben linje. Også fagchefen var med på at forsøge noget nyt og det samme var fagdirektøren.
Læs også: Sådan skabte kommune succes på Facebook
Gladsaxe lægger en åben og offensiv strategi
Så fordi vi var fuldstændig overbeviste om, at det ville være til fordel for barnet, besluttede vi gå i offensiven. Vores mål var, at forsøge at være et skridt foran med det formål at forhindre, at sagen eksploderede i pressen. Ikke af hensyn til os selv, men af hensyn til drengen. Vi kontaktede moren, som havde forældremyndigheden, for at høre, hvor langt vi kunne gå. Hun ønskede ikke selv at stå frem, men tillod kommunen at være åbne, så længe hendes dreng og familie kunne bevare deres anonymitet.
En del af farens dokumentation var indberetninger fra troværdige børneorganisationer og fagpersoner. Faren havde forelagt dem sine lydbånd og sin side af sagen, og de havde herefter indberettet sagen, som de er lovmæssigt forpligtede til. Disse indberetninger brugte faren herefter som bevis for, at hans søn blev misbrugt. Derfor tog vi kontakt til nogen af de mest toneangivende, for at orientere dem om vores side af sagen og opfordre dem til at hjælpe med at skabe ro om sagen af hensyn til drengen.
Offentligheden skulle have sagen fra begge sider
Vi kontaktede de medier, vi vidste kendte sagen og andre, som vi formodede ville få henvendelse om den. Vores mål var at give dem sagen fra begge sider og sikre, at de havde alle tilgængelige oplysninger. Det gjorde vi blandt andet ved at opfordre dem til at søge aktindsigt i de akter, faren kunne give adgang til, og ved at stille os åbent til rådighed for spørgsmål.
I mellemtiden havde politiet afsluttet deres efterforskning og lukket sagen med begrundelsen, at det ikke var muligt at finde tegn eller beviser, der sandsynliggjorde, at drengen havde været udsat for overgreb. Samtidig afviste Ankestyrelsen for fjerde gang sagen.
Vores første resultat var positivt. På trods af, at Politiken allerede havde arbejdet med sagen i mange uger og der forelå et færdigt udkast til en artikel, valgte avisen ikke at offentliggøre sagen. Så da vi hørte, at BT kort efter gik ind i sagen, kontaktede vi også dem.
BT starter lavine på Facebook
Men modsat Politiken valgte BT at bringe historien sammen med et følelsesladet interview med faren på deres hjemmeside. Det fik i julen 2013 en lille gruppe mennesker til engagere sig i sagen, kontakte faren og åbne Facebookgruppen ”Hjælp Oliver Nu!”
Da støttegruppen valgte at lægge farens lydoptagelser af drengen op på gruppens væg og linke til dem på en række Facebooksider, begyndte sympatien at strømme ind. Gruppen voksede hurtigt og havde på et tidspunkt 7.600 likes. Samtidig væltede en lavine med meget vrede indlæg på Gladsaxe Kommunes Facebookside. Gladsaxe var dermed udsat for en regulær 'shitstorm'.
Information uden spredningseffekt
For at vise åbenhed og imødekommenhed valgte vi at svare på alle henvendelser. Vores strategi var, at alle, der stødte på sagen, skulle have Gladsaxes version af sagen. Men vi ønskede samtidig ikke at sprede sagen til folk, der ikke kendte den i forvejen.
Vi var overbeviste om, at hovedparten af de godt 7000 likes på støttegruppens side havde meldt sig i et øjebliks forfærdelse og sympati, men ville melde fra igen, hvis de kendte sagen fra begge sider. Derfor forsøgte vi at få lagt indlæg på støttegruppens Facebookvæg.
Men gruppen ønskede ikke at formidle Gladsaxes side af sagen. Derfor blev Gladsaxes Facebookside det eneste sted, hvor man kunne få sagen belyst fra begge sider, og derfor valgte vi at holde den åben og ikke slette indlæg, heller ikke lydfiler. Det var kommunens åbenhed kontra støttegruppens lukkethed.
For at undgå at bidrage til spredning af sagen, lagde vi ikke selv indlæg ud på vores væg. I stedet svarede vi på alle tråde, hvor støttegruppen lagde lydfiler eller kommentarer ud. Og vi sørgede for, at kommunens svar altid var det sidste på tråden.
Da sagen kørte på sit højeste, lagde støttegruppen lydfiler ud på stort set alle kommunens opslag. Her var det interessant at følge, hvordan den aktuelle debat fortsatte uforstyrret på trods af støttegruppens meget alvorlige anklager. Efter samme princip om ikke-spredning lagde vi en gennemgang af sagen på vores hjemmeside. Den var skjult, men kunne søges, hvis man kendte sagen, samtidig med, at vi kunne linke til den fra vores svar og indlæg.
Ny strategi skulle ændre dagsordenen
Sagen tog en ny drejning, da TV2 Nyheder valgte at lave et indslag med udgangspunkt i sagen, om, hvordan Facebook kan få sager til at eksplodere og dermed fungere som offentlig gabestok. Vi blev tilbudt at deltage med besked om, at de ville bringe indslaget uanset om vi deltog eller ej. Nu kunne vi ikke undgå, at sagen kom bredt ud. Så vi måtte skifte strategi igen. Vi sagde ja, og valgte samtidig, at vi ville rejse sagen blandt fagfolk med det formål at skabe bevidsthed om, at både borgere og medier bør håndtere den type sager på Facebook med omhu og varsomhed og ikke bare lade sig rive med. Derfor kontaktede vi efterfølgende fagbladet Journalisten, som valgte at behandle sagen i en lang artikel som et fagligt indspark. Herefter blev sagen taget op i DR P1-programmet Mennesker og Medier. Dermed lykkedes det for alvor at vende dagsordenen.
Tid til at gøre status
Spørgsmålet er nu, om missionen som helhed lykkedes. Da vi besluttede at gøre op med det offentliges lukkethed i personsager, anede vi ikke, hvor sagen ville ende. I dag har vi en lidt bedre fornemmelse af det.
I medierne har sagen nu skiftet fokus fra at være en sag om misbrug og kommunalt svigt til at være en case i en faglig debat og selvransagelse blandt journalister og kommunikationsfolk, ikke mindst i det offentlige. Og holdningerne til åbenhed i personsager er delte. Nogle mener, det er en farlig vej at gå, hvor man risikerer at fejle, mens andre mener det er på tide, at offentlige myndigheder kommer frem i skoene.
Støttegruppen har faldende medlemstal og har endnu ikke haft held med at rejse sagen yderligere i medierne eller politisk. Men de fortsætter kampen i kulissen med bl.a. at få fagfolk til at lave indberetninger i sagen, holde markeder og samle penge ind.
Ankestyrelsen har netop for sjette gang konstateret, at myndighederne handler korrekt og at der ikke er tegn eller beviser for, at det er sandsynligt, at drengen har været udsat for overgreb.
Faren kæmper stadig og er overbevist om, at hans søn bliver udsat for vold og misbrug. Efter at have bortført drengen i syv uger, har han ikke længere kontakt til sin søn og afventer en dom i sagen.
Og drengen, som er ufrivilligt midtpunkt i hele denne ulykkelige sag, han er nok et af Danmarks mest observerede børn. Han bliver nu mere og mere bevidst om, hvad der sker omkring ham. Han er glad og trives hjemme, i sin skole og sammen med sine venner. Samtidig udtrykker han stor vrede over de beskyldninger, hans far kommer med, og han får professionel støtte til at håndtere sine følelser og sin situation.
Vi tror på, at åbenhed gør en forskel
I Gladsaxe Kommune tror vi på, at vi har gjort en positiv forskel i denne sag ved at gøre op med lukkethed i personsager. Vi tror på, at mere åbenhed er vejen frem, hvis vi skal bevare troværdigheden i offentligheden. Vi spiller en stor rolle i alle aspekter af borgernes hverdag. Derfor er det også vigtigt, at borgerne kan stole på, at vi håndterer deres velfærd med respekt og omhu. Med de nye og hurtige medier udvikler sager sig lynhurtigt, og vi skal være klar til at reagere omgående.
Debatten om åbenhed i personsager fortsætter, når jeg som Gladsaxes kommunikationschef til november stiller op sammen med kommunalforsker fra CBS Anker Brink Lund på KL’s kommunikationsdøgn for at debattere emnet med kommunikationsfolk i den kommunale verden.
Fra personsag til borgermøder
Hermed giver jeg stafetten videre til kommunikationschef Winnie Jakobsen fra Høje-Taastrup Kommune, hvor man har gjort positive erfaringer med at kombinere borgermøder med brug af Facebook. Opgaven med at inddrage borgerne er stor og vanskelig, og vi har derfor alle brug for al den inspiration, vi kan få.
