Venner deler både det gode og det dårlige. Men har vi voksne glemt det? Foto: Anders Dinsen

En ven er en der forstår dig

Velfærd

09/12/2014 07:00

Anders Dinsen

Hjælp. Jeg er bange for, at vores relationer med venner og familie er ved at blive erstattet med en større tro på det regelstyrede samfund end troen på de historier og oplevelser, vores venner og familier deler.

Forleden talte jeg med Dorte. Det er ikke hendes rigtige navn, men hun er min rigtige ven.

Vi har det til fælles, at vi har børn, der ikke passer ret godt i samfundet: De bærer en biologisk arv, er psykisk sårbare og anderledes nok til at skolen og livet i det hele taget er virkelig svært for dem.

Det er efter års kamp lykkedes Dorte at få sin søn på en god skole, hvor de forstår ham og kan give ham den behandling og støtte han har brug for. Så nu er hun glad, men også træt.

Vi ringer sammen engang imellem.

Forleden var Dortes træthed over systemet dog blevet for meget for en af hendes veninder:

”Du er også altid så negativ om systemet,” sagde veninden.

Selvom det var upassende, så kunne jeg ikke lade være med at grine da Dorte fortalte det i telefonen.

For Dorte har virkelig gode grunde til at være træt af det såkaldte samarbejde med systemet.

                 Læs mere fra Anders Dinsen. Klik her

Det er godt vi har regler

Det er da for fedt, at vi danskere kan have tillid til at at f.eks. en byggeansøgning ikke afgøres af størrelsen på den bestikkelse jeg måtte tilbyde, men af reglerne på området.

Og vi har regler, der skal følges og i den grad bliver fulgt. Mange regler og megen stærk vilje til at følge dem! På børneområdet fylder vejledningerne mange, mange bind og hjemmesider.

Spørgsmålet er om det er de rigtige regler systemerne følger? Jeg er bekymret.

Nu siger jeg det på den der positive måde vi helst skal kommunikere - og så må du se, om du skal læse det to gange, før du egentlig har registreret budskabet:

Det offentliges indsats for udsatte børn rummer en hel del potentiale for forbedring. Man bruger de helt rigtige ord og begreber som inklusion, forebyggelse og fokus på familiens ressourcer, og forude ligger en stor udfordring med at skabe en dybere forståelse af disse ord og begreber.

Så er det sagt?

Bagsiden af medaljen

Det er som om vi langsomt har kvalt evnen til at udvikle gennem kritik. Rasmus Willig har illustreret det skarpt og godt med sin liste over ting, man siger, når et andet menneske udtrykker kritik. Men hele den udvikling har en skræmmende bagside, som står tydeligere og klarere for os, der møder særlige udfordringer.

I middelklassens evige hungren efter den gode stemning er system-kritik nemlig ikke længere velset. Den brede kritik af samfundet er kvalt i feel good strømmene af udsendelser, der ophidser, men ikke rører os.

Det er symptomatisk at massemedierne kun lukker de historier ind, hvor mennesker stiller op og lader deres barns enkeltsag blive debatteret i offentligheden. Den slags er sjældent sundt for hverken barn eller forældre. Vi kan alle se, hvad der skete for ”fattig-Carina”, og nu senest for de medvirkende i ”Blok på bistand” eller “Den dage de fremmede forsvandt”. Medieomtale hjalp heller ikke Lars og Laura, og i dag er mit råd til klemte borgere: Lad være!

Den udvikling bekymrer mig faktisk helt vildt meget.

Danmark er ikke en bananrepublik

Det er på alle måder positivt, at Danmark er et tillidsfuldt land, hvor vi tror på systemet. Men vi skal passe på ikke at blive et samfund, hvor samfundskritik kun kan bæres i stilhed.

Jeg er opvokset i en tid, hvor kritik af magthaverne var noget naturligt. Hvor kritik, ikke brok, var en del af vores Danske identitet. Kritikken kom i øvrigt fra os allesammen - røde, blå, grønne eller pink.

Sådan er det ikke længere, og jeg spekulerer over, om vi mon kan udvikle en ny kritisk kultur, hvor betydning og substans er det afgørende?

Hvor enkeltsager ikke bare afvises, men bruges til at debattere substansen?

Mest Læste

Annonce