Endeligt resultat fra tysk valg bekræfter nedtur for Merkel

Politik

25/09/2017 07:32

Nick Allentoft

Det højrenationale AfD stormer ind i Forbundsdagen med næsten 13 procent af stemmerne, viser resultat.

Forbundskansler Angela Merkels kristendemokrater i CDU samt søsterpartiet CSU får 33 procent af stemmerne fra søndagens valg i Tyskland. 

Socialdemokraterne i SPD får 20,5 procent, mens det EU- og indvandringskritiske Alternative für Deutschland (AfD) får 12,6 procent af stemmerne.

Det viser det endelige resultat med stemmerne fra samtlige 299 valgkredse talt op tidligt mandag morgen. Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

Imens får venstrefløjspartiet Die Linke 9,2 procent, mens De Grønne får 8,9 procent af stemmerne. 

Resultatet viser også, at det liberale FDP, som vender tilbage til det tyske parlament efter en fireårig pause, får 10,7 procent. 

- I et land, hvor skadefro er en stor ting, er vores comeback meget opmuntrende. Efter at have fejlet er det muligt at få en ny begyndelse, siger FDP-leder Christian Lindner ifølge nyhedsbureauet AP.

Mest bemærkelsesværdigt er det, at det højrenationale AfD stormer ind i Forbundsdagen med næsten 13 procent af stemmerne. 

De store tabere ved valget er Merkels CDU og søsterpartiet CSU samt hendes socialdemokratiske regeringspartnere i SPD.

Det har fået den såkaldte storkoalition til at bryde sammen, selv om de tre partier stadig har et flertal.

Dermed ligner FDP og De Grønne lige nu Merkels fremtidige samarbejdspartnere i regeringen.

"Jamaica-koalitionen", lød det søndag aften i de tyske medier. Det er de tre partifarver. Den sorte for Merkels CDU/CSU, gul for FDP og grøn for De Grønne. Det er de samme farver som i Jamaicas flag.

På spørgsmålet, om hun kan forestille sig en mindretalsregering, lød svaret fra Merkel i partilederrunden på tysk tv søndag aften, at hun ønsker at sammensætte en stabil regering.

Ved det forrige valg i 2013 fik CDU/CSU 41,5 procent af stemmerne, mens SPD fik knap 26 procent. AfD kom lige under spærregrænsen på fem procent med 4,7 procent af stemmerne.

Ifølge dpa endte valgdeltagelsen ved søndagens valg på 76,2 procent. Det er 4,7 procentpoint flere end ved det seneste valg i 2013, hvor deltagelsen var 71,5 procent.

 

FAKTA: Sådan fordeler stemmerne sig fra det tyske valg Angela Merkels parti, CDU, får sammen med søsterpartiet 33 procent. I 2013 fik de to partier 41,5 procent.

Med stemmerne fra samtlige 299 valgkredse talt op tidligt mandag morgen bliver forbundskansler Angela Merkels nedtur bekræftet. Hendes CDU får sammen med søsterpartiet CSU 33 procent af stemmerne.

Ved det forrige valg i 2013 fik CDU/CSU over 40 procent af stemmerne.

Sådan fordeler stemmerne sig. I parentes resultat i 2013. 

* CDU/CSU: 33 procent (41,5)

* SPD: 20,5 (25,7)

* AfD: 12,6 (4,7)

* FDP: 10,7 (4,8)

* Die Linke: 9,2 (8,6)

* De Grønne: 8,9 (8,4)

Kilde: Nyhedsbureauet dpa

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce