Det er hyklerisk ad h til, når politikerne nu i årevis har bedt danskerne om at arbejde længere, mens de selv kan trække sig tilbage lang tid før alle andre, siger Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper.

Enhedslisten vil save i politikernes privilegier

Politik

24/04/2015 11:20

Mikkel Sarka

Folketingspolitikere skal ikke kunne gå på pension før andre mennesker, mener Enhedslisten. LA og DF bakker op

Det skal være slut med, at folketingsmedlemmer kan trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet adskillige år før alle andre mennesker.

Det mener Enhedslisten, der fredag har en stribe forslag til afstemning i folketingssalen, der på flere måder vil forringe politikernes pensions- og lønforhold.

Forslaget om at bringe politikernes pensionsalder på niveau med andre mennesker har opbakning fra både Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.

- Det er hyklerisk ad h til, når politikerne nu i årevis har bedt danskerne om at arbejde længere, mens de selv kan trække sig tilbage lang tid før alle andre, siger Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper.

I dag kan Folketingets politikere gå på pension, når de når efterlønsalderen, mens den øvrige befolkning må vente, til de når folkepensionsalderen.

Desuden vil Enhedslisten save af politikernes ministerpension, ligesom partiet foreslår en nedsættelse af ministrenes løn.

Ministrenes såkaldte vederlag blev i 2010 nedsat med fem procent, men det var kun midlertidigt.

Den midlertidige ordning blev for nylig foreslået forlænget frem til 2019 af finansminister Bjarne Corydon (S), men midlertidigheden i ordningen består. Og det skal altså være permanent, mener Pernille Skipper, der afviser, at forslaget er ren valgflæsk.

- Det her handler grundlæggende om rimelighed og intet andet. Vi skal ikke have politikere i Danmark, der har så gunstige særordninger, at de fjerner sig fra resten af befolkningen, siger hun.

Et flertal i Folketinget har nedsat en kommission - Vederlagskommissionen - der skal komme med forslag til nye pensions- og lønforhold for politikere.

Men den afleverer først sine anbefalinger efter valget.

FAKTA: Sådan vil Enhedslisten forringe politikeres løn

Enhedslisten vil sammen med Liberal Alliance og Dansk Folkeparti forringe politikernes pensionsforhold.

Sådan vil Enhedslisten save af politikernes løn- og pensionsforhold:

* Normalisere politikernes pensionsordninger, således at ministre, folketingspolitikere, borgmestre og lignende først kan modtage politikerpension fra folkepensionsalderen.

* Gøre den midlertidige nedsættelse af ministres vederlag med fem procent - en ordning fra 2010 - permanent.

* Ophæve muligheden for at politikerne kan modtage vederlag og ministerpension samtidig.

* Indføre loft på 500.000 kroner for politikerpensioner.

Forslagene 1. behandles i folketingssalen fredag.

Kilder: Enhedslistens beslutningsforslag

 

Mest Læste

Annonce