Enigt folketing vil søge at opnå aftale om Europol

Danmark står til at falde ud af Europol, men vil forsøge at opnå aftale om tilknytning til politisamarbejdet.

Samtlige af Folketingets partier er enige om at forsøge at opnå en aftale for Danmarks tilknytning til Europol.
 
Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) under et pressemøde i Statsministeriet.
 
- Vi har netop indgået en aftale, som dækker samtlige af Folketingets politiske partier om, at vi vil søge en ny tilknytning til Europol efter 1. maj, hvor Danmark forlader Europol, siger statsministeren til DR og TV2 News.

Fra 1. maj er Danmark ikke længere fuldt medlem af det europæiske politisamarbejde.

Hvert år i november vil regeringen gøre status på aftalen, så regeringen kan vurdere, om den er "tilstrækkelig langtidsholdbar".
 
Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) skal til efteråret foretage en vurdering af, om der med statsministerens ord skal gøres mere "i lyset af, at vi nu får en lidt løsere tilknytning til Europol."
 
- Det er helt klart fra Rigspolitiet side, at det er noget, der umiddelbart giver en god aftale, men vi kommer også til at støde på udfordringer i takt med, at teknologien udvikler sig, siger Søren Pape Poulsen.
 
EU's udkast til en aftale indeholder en forudsætning om, at Danmark er med i Schengen-samarbejdet. Det er de regler, der blandt andet betyder, at man kan rejse mellem lande uden at vise pas.
 
Dansk Folkeparti stillede som krav, at Danmark fortsat har ret til at indføre grænsekontrol, og at de andre partier i Folketinget vil acceptere, at partiet fortsat kæmper for det.
 
Hvis Dansk Folkeparti finder 90 mandater for at forlade Schengen, så ryger Danmark også ud af Europol, siger statsministeren.
 
- Det betyder, at Danmark til enhver tid kan melde sig ud af Schengen. Det vil bare betyde, at så vil den her aftale falde på gulvet, siger Lars Løkke Rasmussen.
 
Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, siger, var med de andre partiledere indkaldt mandag aften, så partierne kunne blive enige.
 
Efter pressemødet siger hun, at det er en god løsning for dansk politi.
 
- Men det står meget klart, at det er en aftale, der kun holder i et vist stykke tid. Allerede om et år eller to vil virkeligheden have overhalet aftalen, siger Mette Frederiksen.
 
Statsministeren rejser torsdag til topmøde i Bruxelles, hvor han vil benytte muligheden for at snakke med EU-Kommissionens formand Jean-Claude Juncker om aftalen.
 
OVERBLIK: EU-Kommissionens forslag til Europol-aftale
EU-Kommissionen har skitseret den aftale, der skal sikre, at Danmark fortsat kan deltage i det europæiske politisamarbejde, Europol, efter 1. maj næste år.
 
Aftalens hovedelementer lyder:
 
* Danmark får mulighed for at udstationere danske politifolk - såkaldte forbindelsesofficerer - hos Europol. Og Europol forpligter sig til at udstationere forbindelsesofficerer i Danmark.
 
* Danmark får observatørstatus i Europols bestyrelse.
 
* Danmark får adgang til Europols strategiske analyser og information fra Europols analyseregistre.
 
* Danmark får ikke direkte søgeadgang i Europols informationssystem. Det gælder også de danske forbindelsesofficerer.
 
* Europol stiller dansktalende Europol-ansatte til rådighed for dansk politi hele døgnet. De kan foretage søgninger i Europols databaser for dansk politi samt lægge danske oplysninger i databaserne.
 
* Danmark skal - i modsætning til Norge og andre tredjelande - ikke angive konkret formål og begrundelse i forbindelse med anmodning om oplysninger fra Europol.
 
* Europol skal - i modsætning til, hvad der gælder for tredjelande - hurtigst muligt give Danmark besked om alle oplysninger og forbindelser mellem oplysninger, som vedrører Danmark.
 
Kilde: Regeringen.dk.
 
/ritzau/
Emneord: Europol, Lars Løkke Rasmussen, Folketinget, Afstemning om retsforbehold, 131216
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også