Billedet er fra Designskolen i Kolding

Erhvervsskolerne kobles tættere til folkeskolen

Politikere forventer, at flere unge søger ind på en erhvervsuddannelse efter bred aftale om mere samarbejde.

Flere unge skal vælge en erhvervsuddannelse. Med det formål for øje er regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, De Radikale og SF blevet enige om en ny aftale for erhvervsuddannelserne. 

Undervisningsminister Merete Riisager (LA) mener, at aftalen gør op med "uddannelsessnobberiet".

- Der er ikke længere noget, der er finere end noget andet, siger Merete Riisager.

Ministeren forventer, at flere unge vil vælge en erhvervsuddannelse fremover. 

LÆS OGSÅ: HER ER INITIATIVERNE

- Jeg tør godt lægge hovedet på blokken og sige, at det kommer til at gå fremad, siger Merete Riisager.

Aftalen betyder blandt andet, at folkeskoleeleverne kan tage valgfag på erhvervsskolerne. Og der indføres en obligatorisk prøve i praktisk-musiske valgfag i ottende klasse.

Dansk Folkepartis ordfører, Marlene Harpsøe, kalder aftalen "kanon god".


- Men vi har stadig en vej at gå i forhold til uddannelsessnobberi. Der er ingen tvivl om, at der stadig er forældre, der kun ser en vej at gå for de unge. Og det er gymnasiet, siger hun.

- Jeg har en klar forventning om, at søgningen til erhvervsuddannelserne vil øges. Men den her aftale kan ikke stå alene, siger hun og henviser til skærpede adgangskrav til gymnasierne, som blev indført for et par år siden.

Erhvervsuddannelsesordfører Mattias Tesfaye (S) har mere beherskede forhåbninger til aftalens betydning.

- Jeg tror ikke, at aftalen kommer til at få flere til at søge ind. Men den vil få færre til at falde fra. Fordi de grundforløb, eleverne er på, får mere kvalitet og mere volumen, siger han.

Tesfaye, der selv er uddannet murer, er enig i, at der hersker et "uddannelsessnobberi", når de unge skal vælge levevej.

- Det er ikke noget, vi kan forandre på en dag eller to. Det har taget os to årtier at få gravet os ned i et hul ud fra en forestilling om, at det var finere at arbejde i en akademisk stilling.

SF's Jacob Mark forventer, at folkeskoler og erhvervsskoler får et tættere samarbejde fremover.

- Mange forældre og lærere kender ikke rigtig verden på erhvervsuddannelserne. Derfor er det vigtigt, at der bliver en naturlig gang for folkeskoleeleverne ude på erhvervsskolerne, siger han.

Også i forbindelse med de igangværende finanslovsforhandlinger har erhvervsuddannelserne været et tema. 

Her har regeringen og Dansk Folkeparti indgået en aftale om at afskaffe det såkaldte omprioriteringsbidrag fra 2019.

Dermed slipper erhvervsskolerne for at skulle finde to procent besparelser årligt på driftsbudgettet, som det ellers var regeringens plan.

/ritzau/

Emneord: Erhvervsuddannelsesreform, Erhvervsuddannelser, Skoleavisen, 231118, Danske Erhvervsskoler
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6958

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også