Etik, og det at dokumentere overfald som barn

Velfærd

15/08/2013 15:38

Huset Zornig

Min klumme fra Ekstra Bladet d. 12. august. Om at dokumentere et overfald - og om en fordrejet etisk diskussion, som egentlige burde handle om det mishandlede barn.

 

Der er vist ingen i Danmark, der de sidste par dage har kunnet undgå at se eller få refereret den videooptagelse, som en søster til et plejebarn har optaget. Scenen viser, hvordan en tolvårig dreng bliver verbalt og fysisk overfaldet af sin plejemor. Og alle er forarget over plejemoren, der for åben kamera gennemgår en atomar nedsmeltning.

Ikke overraskende blev diskussionen dag to drejet over til, om det er etisk korrekt at filme den type overfald og om det er etisk korrekt at opfordre børnene til det, som jeg har gjort. Dertil vil jeg sige, at når man som barn har forældre såvel som plejeforældre eller pædagoger, der i den grad overskrider ens grænser på en så skadelig måde, som vi har været vidne til her, er vi langt udover at diskutere, hvad der er etisk forsvarligt. Etikken kan vi gemme til velordnede studiekredsdiskussioner, hvor vi forudsætter normal adfærd i normale situationer.

Hvilket vi er så langt fra i det her tilfælde. Spørg dig selv, om du nogensinde ville tro på det, hvis en tolvårig anbragt dreng beskrev plejemorens adfærd med ord. Nej vel? For hun var som professionel omsorgsperson så ufattelig langt ude med såvel de ord, hun valgte som hende fysiske fremtoning med en stemme, man normalt kun hører i gyserfilm. Han ville formodentlig blive affejret med undskyldninger som at have en livlig fantasi eller et horn i siden på plejemoren. (At Odense kommune så allerede i marts måned blev præsenteret for filmen uden at handle ansvarligt på den er så en anden sag).

Og at man ikke tror på især de udsatte børn er en gammel nyhed. Jeg har mødt så mange børn som har været prisgivet ikke bare en dysfunktionel biologisk familie men også et system af professionelle, der kollektivt har dømt børnene som værende løgnere. Senest har jeg for et par uger siden mødt et barn, som oplevede seksuelle overgreb under sin anbringelse, og som efter at det hele blev afsløret alligevel gudhjælpemig blev ved med at have den sagsbehandler, der hverken troede på barnet eller barnets biologiske mor før afsløringen. Jamen så har man altså ikke så meget mere at gribe til end at dokumentere de overfald eller seksuelle overgreb, man oplever.  For hvem kan man regne med? Ingen andre end sig selv og sin mobiltelefon tilsyneladende.

Når det så er sagt, mener jeg jo ikke, at det er en god løsning, at børnene bliver nødt til at føre beviser. Den gode løsning er, at vi voksne fremover stoler på børnene og handler på det, børnene fortæller og efterforsker det til bunds i stedet for, som vi har oplevet i den her Odensesag, at man på trods af politianmeldelse ikke går videre med sagen.  Og nej, jeg er ikke naiv. Selvfølgelig lyver udsatte børn og deres forældre, men hverken mere eller mindre end alle andre mennesker. Og det er måske der, katten ligger begravet? At vi mener, at der er forskel på, om vi kan stole på udsatte børn og ”normale” børn. Det er desværre det, det handler om, er min oplevelse. Ligeså snart du er udsat, træder et andet menneskesyn i kraft, hvor vi som udgangspunkt ikke kan regne med, at vi hører sandheden. Og det menneskesyn hersker desværre langt ind i de fagprofessionelle kredse, som er dem, børnene skulle forstille at blive beskyttet af.

I øvrigt mener jeg: At fire dages uddannelse for plejeforældre er så tåbeligt lidt, at det skriger til himlen. Kravene til at tage kørekort til bil overstiger mange gange det, vi kræver, når hr og fru Danmark skal tage sig af de allemeste sårbare. Hvad fortæller det lige om et samfunds menneskesyn?

 

Mest Læste

Annonce