Hvad er etisk stress?
Etisk stress er den stress, den enkelte oplever, når arbejdet over tid ikke længere giver mening. Betegnelsen etisk stress er et supplement til de traditionelle stressforståelser, hvor stressårsagerne ikke er de gængse så som fx: skiftende og skæve arbejdstider, uklarhed om arbejdsopgaver eller uvished om forandringer og omstruktureringer mv. De gængse beskrivelser af stress får ikke nødvendigvis fat i den særlige stresstype, som handler om de mere grundlæggende etiske og eksistentielle dimensioner. Der hvor medarbejderen har tiden, overskuddet og evnerne til at udføre arbejdet – men hvor arbejdet ikke harmonerer med de etiske grundholdninger, som medarbejderen er bærer af.
Den etiske stress opstår, når medarbejderens faglige identitet og integritet bliver vedvarende udfordret, fordi der ikke er sammenhæng mellem medarbejderens oplevelse af, hvordan vedkommende bør handle for at levere etisk kvalitet i omgangen med borgerne og hvordan vedkommende kan eller skal handle i omgangen med borgerne. Det vil sige, når medarbejderne personlige grundholdninger og faglige overbevisninger om det gode liv og den gode understøttelse af arbejdet med borgerne ikke stemmer overens med den praksis som de udfører grundet organisatoriske rammer og forventninger. Det vil slide på oplevelsen af mening, faglig værdi og efterlade medarbejderen med en magtesløshed.
Hvilken konsekvenser kan etisk stress få, hvis den ikke bliver set og håndteret i tide?
Der er brug for at den begyndende etiske stress bliver set og håndteret. Hvis den ikke spottes kan den på den ene side risikere at føre til en depression og stress sygemelding for medarbejderen, der ikke kan bære kløften mellem bør og gør. Eller i den anden pol kan den risikere at føre til magtesløshed og forråelse rettet mod de borgere medarbejderen har et med-ansvar for. Forråelsesprocessen beskriver psykolog Dorthe Birkmose så præcist gennem de tre stadier: 1. Impulser til at handle ondt 2. At udføre onde handlinger. Og 3. At se det onde som det gode.
Begge poler har store menneskelige og økonomiske konsekvenser, så der er al mulig god grund til at være opmærksom på, om der er en begyndende etisk stress til stede i organisationerne. Mit postulat er, at forråelse ikke blot sker umærkeligt i organisationer, men at medarbejderen ønsker at gøre det godt for dem de har et medansvar for og at de mærker det, når deres etiske grundholdninger bliver udfordrede og pressede.
Tiden i og efter Corona-krisen kan risikere at give etisk stress
Tiden her under og efter Corona-krisen kan føre til øget risiko for etisk stress, da måderne hvorpå medarbejderne har ageret blandt borgergrupperne har været forandrede. Borgerne har i denne periode fået en anden service og medarbejderne har ageret anderledes end de plejer. For nogle borgere har omgangen med de professionelle været meget begrænset, mens andre borgere har haft mere tid sammen med udvalgte medarbejdere, når hverdagen har været mindre fyldt med diverse forventninger og tiltag.
Disse forskellige forskydninger vil sætte tanker og oplevelser i gang hos medarbejdere om: Hvorfor gør vi som vi gør? For hvem er det godt? Hvilken værdi har det? Gør vi hvad vi bør? Tidens sprækker i hverdagen kan føre til gode og vigtige etiske refleksioner og tanker, som der er behov for at tage i fælleskab. Det kan føre til vigtig læring – men det kan også føre til etisk stress.
I denne tid har mange offentlige ansatte haft meget mindre fælles tid sammen med medarbejdere og ledere, hvor tvivl, dilemmaer og følelser af magtesløshed har været grundlag for fælles dialog, refleksion og drøftelser.
På baggrund af mine og vores(Etikos) samtaler og undersøgelser med ledere og medarbejdere i den offentlige sektor i denne tid vil jeg pege på følgende nedslag, hvor ledere og medarbejdere skal være ekstra opmærksomme på en begyndende etisk stress:
Medarbejdere der er pressede over dårlige service – det vi gør er ikke godt nok!
Nogle medarbejdere vil i denne periode været plagede af, om deres manglende omgang med borgere har ført til en øget sårbarhed hos borgerne. Om det har ført til omsorgssvigt. Nogle medarbejdere vil gå med følelsen af, at vurderingen af, hvem de burde have hjulpet og støttet ikke har modaget den nødvendige hjælp. At de har svigtet deres ansvar.
- Vær opmærksom på den dårlige samvittighed og de ambitioner om handling og støtte I ikke har kunnet leve op til i denne tid. Vær opmærksomme på de borgere, som I er bekymrede for.
Medarbejdere der har oplevet at den ændrede tilgang lige nu er bedre for borgerne – vi vil ikke tilbage til hverdagen!
Nogle medarbejdere vil have en oplevelse af, at deres borgergruppe har fået det meget bedre under Corona-krisen. At borgerne har nydt det langsommere tempo og det større nærvær med personalet. At tiden har været mindre stressende for borgerne og at pausen omkring fokus på handleplanernes udviklingsmål- og mere tid til bare at være sammen med borgerne - har ført til stor glæde, livskvalitet og nye initiativer fra borgernes side.
- Vær opmærksom på, hvordan en overgang til den ”normale kerneopgave” vil påvirke borgere og medarbejdere. Hvad vil give mening og virke meningsløst nu? Kan vi bruge læringen til glæde og gavn for borgerne?
Medarbejdere der har været pressede i situationer og haft impluser til at handle ondt.
Nogle medarbejdere har været flyttet fra deres normale kollegaer, borgergrupper og rutiner og er blevet sat til at tage vare på borgere, de ikke har kendt og forstået. Medarbejderne har muligvis har meget svært ved at levere et godt stykke pædagogisk arbejde og har været plaget af impulser til at gøre ondt. Haft lyst til at skrige af nogen, ignorere nogen, udstille nogen mv. Og de har ikke haft mulighed for at få den faglige støtte til at håndtere magtesløsheden, som de plejer.
- Vær opmærksom på, at få talt om, hvad der har været svært i den her særlige situation. Få spurgt ind til om der har været magtesløshed og impulser til at handle ondt. Få fulgt op på de borgere, der har været sammen med personale, der ikke har kunnet magte situationen.
Tal om etiske stress, dilemmaerne og læringen
Det er afgørende at få et fælles sprog omkring etisk stress – det er afgørende med en bevidsthed og en italesættelse af etiske stress. Har vi den i vores organisation? Kan jeg genkende den hos mig selv? Hos mine kollegaer? Når vi oplever større hudløshed eller kortere lunter hos vores kollegaer eller os selv kan det så være et udtryk for etisk stress? Kan vi se meningen i valgene og fravalgene i denne periode? Får vi italesat vores bekymringer og fulgt op på dem? Og hvad har vi lært af denne situation? Jeg vil slå et slag for samtaler med plads til ambivalenser, tvivl, mening og dilemmaer - både for at undgå etisk stress blandt medarbejderne og vigtigst af alt for at få vigtig læring med os fra denne tid og for at kunne levere etisk kvalitet i omgangen med borgerne også fremadrettet.
